De færreste ved, hvad dækningsafgiften er. Men i det mindste dem, som betaler den, er tæt på at finde ud af det. For mange vil den nemlig stige brat i de kommende år. Ifølge DR er der dog en politisk aftale på vej, som lægger et loft over, hvor brat stigningen kan være for den enkelte skatteyder. Dette loft kommer anslået til at koste statskassen et par mia. kr. frem mod 2030.
”De knap to milliarder kroner skal findes i det økonomiske råderum, hvorfor det ikke direkte får betydning for andre politiske tiltag. Det er dog stadig to milliarder kroner, der kunne være brugt på andre ting og dermed komme skatteborgerne til gode,” skriver DR.
Man fornemmer i den sidste formulering, at journalisten har siddet tilbage med en vis forargelse. I hvert fald optræder en tilsvarende disclaimer ikke i de andre artikler om de mange mia. kr., der ellers er jongleret rundt med i den forgangne uge.
F.eks. vil regeringen ”investere” et ukendt milliardbeløb i ”tryghed”, og det sker tilsyneladende, uden at nogen kigger op fra tastaturet og spørger, hvordan man kan afsætte så mange penge til noget så ukonkret.
Men okay, ved fremlæggelsen af de påtænkte ændringer i skattesystemet og 2030-planen lige oven i hinanden har der været mange påstande og beløb at forholde sig til. Journalister skal være undskyldt, hvis de ikke når at sætte sig ind i perspektiverne i det med dækningsafgiften. Men faktisk er de 2 mia. kr., der skal sættes af til dette område, ganske tryghedsskabende.
Historien om dækningsafgiften er et godt eksempel på, hvor meget drama der kan være gemt bag de nyheder, der bliver lanceret af ministre på pressemøder, som man efterhånden kun dovent ser med på.
Dækningsafgiften en af afgift, som kommuner kan vælge at opkræve af bygningsværdierne af ejendomme til erhvervsformål. Det har 33 kommuner valgt at gøre. Med det nye vurderingssystem vil beløbet stige med omkring 25 pct. Planen var, at det skulle fordeles blandt skatteyderne, så alles skatteregning steg ca. lige meget i pct. Ud over det skulle der ikke være nogen overgangsordning tilsvarende den, man har lavet i henseende til ejerboliger.
Men undervejs gik der kludder i det. Bl.a. fordi man opgav at vurdere erhvervsejendommene, og i stedet forholder sig til, hvad grundene under dem er værd ved optimal udnyttelse. Denne ændring betyder, at mange af ejendomme vil opleve minimum en fordobling i den årlige dækningsafgift. Først nu, hvor de foreløbige vurderinger af erhvervsejendomme skulle være lige på trapperne, har politikerne altså givet sig og er nået til enighed om en mere lempelig indfasning.
I første omgang vedrører det nogle tusinde ejere af ejendomme, og de er pr. definition kapitalister, som der ikke er tradition for at have ondt af. Men problemet er, at ejerne i de fleste tilfælde vil sende regningen videre til deres lejere. Dermed er det pludselig mange tusinde små erhvervsdrivende, det handler om. Det kan betyde et farvel til bageren, frisøren, pizzamanden og mange andre små, lokale handlende.
Også f.eks. en iværksættervirksomhed inden for tech kan komme i klemme, men den er mindre afhængig af beliggenheden og kan nemmere flytte. Det ville så til gengæld overlade problemet til udlejer, som måske ikke længere kan få sine budgetter til at hænge sammen og risikerer konkurs – en situation, der pt. kun bliver endnu værre af, at ejendomsmarkedet er i krybesporet.
Nu får alle i det mindste tid til at tilpasse sig. De 2 mia. kr. er givet godt ud – også for en regering, der ikke ligefrem ønsker sig en ny mediestorm.
Forbrug er ikke investering
Ifølge ordbogsdefinitionen er investering forbundet med afkast. For politikere til venstre side i folketingssalen har det imidlertid længe blot handlede om, at man ville bruge mange penge. Man synes åbenbart, det lyder bedre at kalde det for en investering. Denne betydning er nu rykket hen over midten, idet Lars Løkke omtalte de mange nye penge til velfærd som noget, der bliver investeret.
Herfra skal lyde en opfordring til alle politiske journalister: Hver gang politikerne taler om, at de vil investere i det ene eller det andet, så spørg dem, hvad afkastet skal være. Det vil være en god øvelse, ikke blot for at rydde op i newspeak og politisk reklamegejl.
Det kan måske også få politikerne til at tænke som investorer, når der faktisk er tale om investeringer, hvilket f.eks. gør sig gældende, når man sætter penge i infrastruktur eller grøn omstilling. Investoren må tænke i risikospredning og alternative investeringsmuligheder. Det synes at være discipliner, man ofte går alt for let hen over på Slotsholmen.
Sten Thorup Kristensen