”I Danmark fik vi en grundlov, fordi monarken mente, at nu var det tid. Demonstranterne kunne godt gå hjem, og så gjorde de det. Den samme proces var meget, meget voldelig i Tyskland og Frankrig.”
Sådan siger økonomiprofessor Christian Bjørnskov til Weekendavisen – og det er en udlægning, der i spektakulær grad er forkert. Vel, den forsamling af det bedre borgerskab, der i foråret 1848 i høflige, men umisforståelige, vendinger havde truet med vold, hvis ikke kongen gav dem magt, faldt til ro, da arbejdet med en grundlov blev sat i gang. Men der var en anden oppositionsgruppe, som var alt andet end gået hjem: Da grundloven var klar til vedtagelse året efter, stod de slesvigske og holstenske oprørere med deres talmæssigt overlegne hær udenfor Aarhus.
Det er et ofte glemt faktum, at den første grundlov kom til verden midt i en borgerkrig, og at kongen på det tidspunkt kun havde kontrol over halvdelen af det daværende rige. Frederik den 7. havde reelt ikke noget valg. Han måtte underskrive grundloven, hvis han ikke ville risikere at udløse endnu en borgerkrig; denne gang internt i den danske del af riget.
Så det var klogt af kongen, at han ikke lod sig friste til at søge støtte hos dem, som ønskede enevælden bevaret. Men det er ikke på grund af denne klogskab, at han i dag omtales som grundlovens ”giver”, endsige at hans statue står på Christiansborgs Slotsplads.
Det skyldes i stedet, at den grundlov, man var nået frem til, var et lunkent og på langt sigt uholdbart kompromis: Man oprettede et folkevalgt parlament, men formelt var det stadig kongen, der regerede landet. På denne måde kunne både royalister og demokrater bilde sig selv ind, at de havde fået deres vilje.
I begyndelsen tillod Folketinget således heller ikke parti- og gruppedannelser. Medlemmerne skulle ikke ses som parlamentarikere i en moderne forstand, men som brave folk, der kom ind fra alle egne af landet og fortalte den flinke konge, hvordan det stod til derude, så han havde et bedre beslutningsgrundlag.
Det ene årti efter det andet gik med at afklare, hvad meningen med det hele reelt var. Som historikeren Bo Lidegaard redegør for i en anden artikel i samme Weekendavisen, var det først under besættelsen, at det moderne kongehus, der nyder tillid og opbakning i alle befolkningsgrupper, opstod.
Nu synes monarkiet imidlertid at være på vej til at skifte form igen. Ikke på den måde, at danskerne igen skal mistro deres konge for i virkeligheden at pønse på at gribe magten. Men på den måde, at kongehuset ikke er neutralt, men bakker op om den til enhver tid siddende regering.
I dronningens nytårstale var det naturligvis abdikationen, der løb med opmærksomheden. Men resten af talen var også usædvanligt politisk. Da statsministeren et døgn senere dedikerede halvdelen af sin tale til at rose dronningen, gik der totalt rundhyl i den.
Så det var en ren tilståelsessag, når socialdemokrater fra nu af vil tage imod ordner fra monarken, ifølge DR med den forklaring fra Mette Frederiksen, at situationen har ændret sig, siden Stauning måtte tale med store bogstaver over for kongen. ”Vi har i dag et meget moderne kongehus og et tæt samspil mellem demokratiet og monarkiet,” sagde hun.
Sagen er, at det ikke er godt med et tæt samspil mellem demokrati og monarki. Demokratiet skal tværtimod holde monarkiet ud fra kroppen, og vice versa. Regeringen skal legitimere sig selv gennem sit virke – ikke gennem skulderklap fra en konge eller dronning, der nyder popularitet af helt andre grunde. Behovet for denne adskillelse er kun blevet større de seneste år, hvor regeringen har fået større magt, på bekostning af folketing og embedsværket.
Og videre: Det er et stort problem, at vi ikke bare har én, men to statslige tv-stationer, der nu gennem to uger ikke har fået bedre ideer end at trække i klaphattens snor. Der har ingen grænser været for hyldesten af dronningen. Det burde der have været.
Den førstnævnte af de to artikler fra Weekendavisen handler om, at det tilsyneladende styrker demokratier at have en monark uden magt. Men det fungerer kun, hvis vi husker at holde denne magt på nul, og i det hele taget løbende minder os selv om det selvmodsigende i et konstitutionelt monarkis natur.
Grundloven er der ikke meget hjælp at hente i. Den siger ikke, at monarken skal være politisk neutral. I det hele taget går den stadig rundt om den varme grød i spørgsmålet om, hvad monarkens rolle er. Forunderligt nok er det aldrig lykkedes at rydde op efter de bitre diskussioner under borgerkrigen for 175 år siden.
Sten Thorup Kristensen
