Ved vores seneste dækning af NTG havde selskabet lige nedjusteret helårsforventningerne, og aktien blev handlet til en forventet Price/ Earnings i underkanten af 20. Det medførte en konklusion, hvor vi betegnede aktien som ikke-attraktiv. Den konklusion revurderer vi nu.
Aktiemarkedets investorer var tilsyneladende enige i vores skeptiske syn på NTG i ØU Formue 28/2023, for selskabets aktiekurs er siden faldet 30 pct.
De nedjusterede forventninger efter 1. halvår blev fastholdt i 3. kvartalsregnskabet, og med en måned til offentliggørelsen af årsregnskabet 2023 er der ikke kommet nogen Profit Warning fra NTG. Det må derfor betragtes som værende rimeligt sikkert at tro på et primært driftsresultat (EBIT) i størrelsesordenen 600-650 mio. kr.
Når fastholdelsen af årets forventede indtjening kobles sammen med kursfaldet, bliver den naturlige konsekvens, at NTG’s forventede Price/ Earnings (P/E) falder. Fra et niveau lige under 20 ved vores seneste analyse er den forventede P/E 2024 nu faldet til 15,7.
Men betyder det, at NTG nu er blevet en attraktiv aktie? Ikke nødvendigvis. Hvis vi sammenligner NTG’s forventede P/E 2024 med branchemedianen på 13,9, viser det sig, at NTG stadig er lidt dyrere end gennemsnittet.
Det modsatte billede får vi imidlertid ved en sammenligning med den langt større konkurrent DSV, hvor den forventede P/E 2024 hedder 21,0.
Man betaler altså omkring en tredjedel mere for en krones indtjening hos DSV end hos NTG.
Til gengæld har DSV opjusteret deres forventninger til 2023 to gange i løbet af året, mens NTG har nedjusteret deres forventninger. Samtidig er DSV i en situation, hvor de til en vis grad er i stand til at finansiere opkøb med egne aktier, og det gør en vækststrategi – som også NTG bekender sig til – til en lettere opgave i en tid, hvor renten er på vej opad efter nogle år med et historisk lavt niveau.
Så forskellen på nøgletal i forhold til DSV kan langt hen ad vejen forklares med nogle forspring hos DSV, som begrunder en højere pris for selskabets aktier. Der foreligger altså ingen afsløring af, at NTG er undervurderet i forhold til DSV.
Det betyder imidlertid ikke, at NTG ikke er en attraktiv aktie. Den faldende aktiekurs betyder nemlig ikke kun, at et nøgletal som P/E er lavere i dag end ved den seneste analyse. Den betyder også, at selskabets værdiskabelse i forhold til aktionærerne er forbedret.
Hvis vi sætter DSV’s og NTG’s værdiskabelse i form af udbytte, tilbagekøb af egne aktier og forøgelse af egenkapitalen i forhold til aktiekursen, så viser det sig, at DSV er fair prissat ved selskabets aktuelle kurs. Til gengæld er NTG undervurderet med 13 pct. Med andre ord har NTG’s massive kursfald det seneste halvår altså været for stort i forhold til selskabets bagvedliggende indtjening. Her skal det dog pointeres, at NTG’s udmeldinger om den forventede indtjening i 2024 har afgørende betydning for aktiekursen. Den forsigtige investor afventer derfor selskabets information herom i det kommende årsregnskab for 2023 den 29. februar, før han overvejer et køb.
Bruno Japp
Konklusion
Aktuel kurs 284,50
Kortsigtet (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet (12 mdr.) Kursmål 315
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.