Bemærk at ØU Formue ikke udkommer i dag på grund af vinterferie. Vi bringer dog alligevel her den ugentlige aktiekommentar, da vi ser risiko for store omvæltninger forude
Nødvendigt opgør med ”ingen recession” snakken
Kære læser
Over den seneste måned har de økonomiske nøgletal i USA og Europa været i klar bedring. Som vi tidligere har skrevet, har det udløst yderligere forsinkelser af de første rentenedsættelser fra centralbankerne.
Dette grundbillede er efterhånden så fastgroet, at mange har svært ved at tro på, at det alligevel ikke ser sådan ud. Vores umiddelbare opfattelse af de seneste nøgletal er, at det nu for alvor begynder at gå den forkerte vej.
Tidligere var recessionsfrygten baseret på svage såkaldte bløde nøgletal, altså ledende indikatorer som eksempelvis målinger af forbruger- og erhvervstillid. De hårde nøgletal, altså faktiske målinger af arbejdsløshed, priser og økonomisk vækst, holdt overraskende godt stand.
I den seneste måned er også de bløde indikatorer begyndt at vise positive takter. Og så er der vel ikke noget at diskutere: Al snak om recession bør forstumme. Egentlig er vi enige.
Altså hvis det ikke lige var for en stribe økonomiske ”hårde” nøgletal fra den forgange uge, som faldt helt ved siden af analytikernes og økonomernes forventninger. Hvis de seneste nøgletal for priser og detailhandelssalg i USA kan tillægges nogen værdi, begynder det at lugte af, at inflationen igen er på vej op, samtidig med at de amerikanske forbrugere måske er ved at kaste håndklædet i ringen.
Især kan stigende inflation blive et nyt tema: Fredag kom inflationsforventningerne fra Michigan sentiment ud højere end forventet. De foregående dage kom PPI- producentpriser – og CPI – forbrugerpriser også højere end forventet. Det hele startede med at priskomponenten i ISM service fra de amerikanske indkøbschefer steg langt mere end ventet.
Måske skal man ikke lægge så meget i et enkelt tal: Især ikke januar, hvor sæsonkorrektionen er usikker. Men det amerikanske detailhandelssalg ex. Auto kom ud for januar med minus 0,6 procent mod forventet plus 0,2 procent.
Det var altså ikke blot en lille, men stor afvigelse. Der var systematisk tilbagefald på alle forbrugskategorier, undtagen dagligvarer. Varsler det starten på ny svaghed hos de amerikanske forbrugere? Fredagens forbrugertillid fra Michigan gav ikke nyt herom. Men Federal Bank of New Yorks Staff Nowcast har nedjusteret BNP-estimatet med 0,4 procentpoint alene af den grund.
På baggrund af den stigende usikkerhed maner vi fortsat til forsigtighed. Og vi bevarer den defensive sammensætning i ØU Portefølje, hvor afkastet i år er 4,8% mod Copenhagen Benchmark indeks på 4,4%.