MTHH’s forretning begynder nu at se mere og mere stabil ud efter flere år med store engangsomkostninger. Risikoen ser lavere ud, og man er på vej til at fastholde driftsmarginen på et for branchen godkendt niveau omkring 4 pct. for 3. år i træk.
For MTH Holding (MTHH) har de sidste par år været præget af relativt store engangsomkostninger til især nedlukning af den internationale division og fejlslagne projekter.
Nedlukningen er mere eller mindre fuldført nu, og den økonomiske effekt heraf vil være begrænset fremadrettet, om end ledelsen ikke ville udelukke muligheden for yderligere nedskrivninger i 2024.
At man nu stort set kun har den danske forretning tilbage betyder også, at koncernen bliver mere gennemskuelig, og at de senere års solide driftsforbedring i Danmark begynder at skinne igennem i regnskabstallene.
Først og fremmest har MTHH formået at løfte overskudsgraden til ca. 4 pct. de to seneste år, og det er mere eller mindre også forventningen til 2024, hvor guidance lyder på 10-10,5 mia. kr. og et EBIT-resultat på 400-425 mio. kr.
Oveni i indtjeningsforbedringen kommer en solid forbedring af arbejdskapitalen. I 2023 lykkedes det faktisk at gå fra en nettorentebærende gæld på 528 mio. kr. ved årets start til minus 240 mio. kr. ultimo året (dvs. et nettoindestående).
Omsætningen på 9 mia. var fordelt på 300 forskellige projekter, hvilket også siger lidt (men ikke alt!) om, at man opererer på et lavere risikoniveau end tidligere.
Aktien hører til den mere illikvide del af slagsen, og det betyder, at investor skal være indstillet på, at tålmodighed kan være påkrævet, førend potentialet indfries. Med omkring 60 pct. af aktiekapitalen på faste hænder hos de to oprindelige ejerfonde er omsætningen i aktien ikke voldsomt stor. I 2023 blev der kun handlet for ca. en kvart mio. kr. om dagen.
Det mest interessante fra et investorperspektiv lige nu er sandsynligvis, at selskabet i vores øjne ikke behøver at forbedre sig yderligere for, at aktien har potentiale. Formår man at fastholde forretningen på det nuværende niveau, bør det være mere end rigeligt til at berettige en markant upside i aktien, som p.t. handler til en Price/Earnings i omegnen af 4-5.
Sektoren er generelt ikke højt prissat, så man skal næppe gøre sig håb om en tocifret P/E, men en mere sektorkonform P/E på 8-9 bør være inden for rækkevidde. Og har man tålmodighed til at vente på en højkonjunktur i byggeriet, viser den historiske kursgraf i hvert fald også et betydeligt ekstra potentiale.
Aktien har tidligere i 2021 toppet ved kurs 220-240, så det er et udmærket pejlemærke i første omgang. Vi sætter en forsigtig købsanbefaling, men understreger, at aktien bestemt ikke er noget for alle investorer.
Konklusion
Aktuel kurs 177,50
Kortsigtet (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet (12 mdr.) Kursmål 230
Steen Albrechtsen
SA og/eller dennes nærtstående ejer aktier i MTHH. Selskabet præsenterede i februar på Økonomisk Ugebrevs Investor Konference. Se præsentationen her.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her