Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
FLSmidth Anbefaling: Køb – Aktuel kurs: 352,00
FLSmidth brød i februar gennem modstanden ved kurs 315, og efter en kort test af gennembruddet i starten af marts fortsatte kursen opad. Nu angriber FLSmidth næste modstand, som ligger i 345. Det niveau var i juli 2023 stopklodsen for en flot stigning. Overvindes modstanden denne gang, er der fri bane opad.
Harboes Bryggeri Anbefaling: Køb – Aktuel kurs: 89,60
Harboes Bryggeri tog alle på sengen med en tilsyneladende vellykket turn-around. Det sendte kursen lodret i vejret fra niveauet omkring støttelinjen ved kurs 67,5. På kort sigt bør man dog være opmærksom på, at aktien p.t. er overkøbt med en RSI14-værdi på over 80. Afvent derfor et kursfald, før et køb overvejes.
Danske Bank Anbefaling: Køb – Aktuel kurs: 203,60
Danske Bank holdt sig i kursintervallet 155-170 indtil slutningen af 2023, men derefter er det gået stabilt opad. Kursen holder sig indenfor rammerne af en stigende kurskanal.
NKT Anbefaling: Køb – Aktuel kurs: 588,50
NKT’s udbrud fra kursintervallet 330-440 i december 2023 blev testet succesfuldt én gang, og siden er kursen steget stejlt. Et eventuelt fald ned mod kursniveauet 560-570 vil være en købsmulighed.
Zealand Pharma Anbefaling: Hold – Aktuel kurs: 719,00
Zealand Pharma sætter konstant nye All-Time-High kurser, og kursen svinger styrkemæssigt i intervallet 50-80 på en skala mellem 0 og 100. Det er i den høje ende med risiko for at overskride grænsen for at blive overkøbt. Bemærk endvidere, at omsætningen i aktien er kraftigt faldende.
Alm. Brand Anbefaling: Hold – Aktuel kurs: 13,17
Alm. Brand har i første omgang flyttet sig fra kursintervallet 10,0-11,5 til det nye interval 11,5-13,2. Loftet i dette interval ramte Alm. Brand for lidt over et år siden, men nu testes det igen. Aktiens styrke taler for et afgørende gennembrud denne gang.
Per Aarsleff Anbefaling: Hold – Aktuel kurs: 344,50
Per Aarsleff har siden maj 2023 været parkeret i kursintervallet 300-345, og trods gentagne forsøg på et udbrud herfra er det stadig situationen. Men måske bliver det aktuelle udbrudsforsøg anderledes. Vi hæfter os således ved, at kursens seneste fald fra loftet i det nævnte interval standsede halvvejs nede i intervallet, og det indikerer en stigende underliggende styrke i aktien.
Bavarian Nordic Anbefaling: Sælg – Aktuel kurs: 156,80
Bavarian Nordic forsøgte tre gange at komme forbi modstanden ved kurs 180, men det mislykkedes hver gang. Samtidig ligger de to seneste kurstoppe lavere end den forrige, og det fortæller om en aftagende styrke i aktien.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.