Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
GN Store Nord Anbefaling: Køb Aktuel kurs: 200,00
GN Store Nord testede gennembruddet af modstandslinjen ved kurs 183 med succes, og 1. kvartalsregnskabet sendte kursen op med 11,9 pct. Efter en kortvarig korrektion kan der være yderligere kurspotentiale i aktien.
cBrain Anbefaling: Sælg Aktuel kurs: 283,50 cBrain steg kortvarigt efter 1. kvartalsregnskabet, men derefter er det gået ned ad bakke. Kursen faldt i denne uge ned gennem bunden i den stigende kurskanal, som cBrain havde befundet sig i siden juni 2023.
ChemoMetec Anbefaling: Hold Aktuel kurs: 296,80
ChemoMetecs voldsomme kursfald har halveret kursen siden starten af marts, men måske standsede faldet ved kurs 282. Det er tæt på bundkursen i 259 fra oktober 2023, og i den forløbne uge har ChemoMetec vist tegn på at have nået bunden. Hold specielt øje med udviklingen i shortprocenten.
Sydbank Anbefaling: Hold Aktuel kurs: 355,20
Sydbank har to gange fundet støtte ved kursniveauet omkring 350, men kurstoppene er faldende, og det fortæller om en aftagende styrke.
Trifork Anbefaling: Hold Aktuel kurs: 118,80
Trifork er faldet kraftigt tilbage fra kurs 150 ved årets start, men nu nærmer kursen sig bunden i en stigende kurskanal ved kurs 113. Den risikovillige investor kan satse på en stigning herfra.
Bavarian Nordic Anbefaling: Sælg Aktuel kurs: 155,60
Bavarian Nordic rammer toppen i en faldende kurskanal, og samtidig testes modstandslinjen ved kurs 156. Det ligner en salgsmulighed for en faldende aktie.
A.P. Møller-Mærsk B Anbefaling: Hold Aktuel kurs: 9562,00
APM ligger i bunden af en stigende kurskanal, og aktien tester efter faldet fra 10580, om der er styrke nok til et nyt angreb på modstandslinjen ved kurs 9900. Samtidig testes også 50 dages glidende gennemsnit, som p.t. ligger i 9585.
Danske Bank Anbefaling: Sælg Aktuel kurs: 193,65
Danske Banks seneste sidelæns kursbevægelse sendte kursen ud af den stigende kurskanal, som den havde ligget i siden september 2023. Investorernes negative reaktion fredag på 1. kvartalsregnskabet sendte kursen ned under støttelinjen ved kurs 200.
Columbus Anbefaling: Hold Aktuel kurs: 9,94
Columbus er steget 73 pct. siden november 2023, men de seneste to kursfald er sket under den højeste omsætning siden januar. Det indikerer, at stigningen synger på sidste vers for denne gang.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.