Sedana Medical leverede rekordomsætning i årets første kvartal og et EBITDA uden for USA, som nu er i balance. Derudover er den sidste patient rekrutteret til virksomhedens fase 3 studie INSPiRE ICU-1 i USA, som omfatter 235 randomiserede patienter. Samtidig nærmer det identiske studie INSPiRE-ICU 2 sig fuld rekruttering. Virksomheden forventer data fra begge studier i 2. halvår 2024 forud for en forventelig FDA-ansøgning i 1. kvartal 2025.
Sedana omsatte for 48,8 mio. SEK i 1. kvartal, hvilket modsvarer en stigning på 29 % i forhold til det samme kvartal sidste år. Bruttoresultatet udgjorde 34,8 mio. SEK i 1. kvartal 2024, og det modsvarer bruttomargin på 71 %, hvilket er lidt lavere end sidste år primært pga. ændringer i produktmixet.
EBITDA udgjorde -1,0 mio. SEK, og her er det interessant, at EBITDA ekskl. USA udgjorde 1,6 mio. SEK i kvartalet og dermed nåede oven på den rigtige side af 0. Det er et godt tegn selvom Sedana også fik lidt valutahjælp på dette punkt.
Nettoomsætningen på 48,8 mio. SEK er i øvrigt den højeste kvartalsomsætning i Sedanas historie, og var bl.a. drevet af hovedmarkedet i Tyskland, hvor omsætningen steg med 17 %, selvom der sås et fald på 8 % i antallet af intensivpatienter. Sedanas strategi fokuserer på de profitable markeder med god vækst, og der blev derfor investeret yderligere i det tyske salgsteam.
Andre direkte markeder (dvs. uden distributører) viste også stærk vækst, idet salget steg med 54 %. Spanien var her den vigtigste vækstdriver, baseret på en udvidet kundebase, en pris- og subsidiegodkendelse og lanceringen af Sedaconda i 4. kvartal 2023. Sedana rapporterer også en betydeligt hurtigere salgsvækst i Storbritannien efter at have modtaget MHRA-godkendelse i slutningen af 2023. De direkte markeder uden for Tyskland står nu for 29 % af det samlede salg og vil spille en vigtig rolle i at nå de overordnede vækstmål.
Salget via distributører voksede med 44 % i forhold til året før. En vigtig drivkraft var den første ordre fra virksomhedens største sydamerikanske distributør til en værdi af 1,4 mio. SEK, men det understreges, at den ordre formentlig vil dække op til et års forbrug i flere af distributørens lande. Det er dog normal ordrepraksis og noget, Sedana har set før på de kanter.
Fremtidige muligheder og udfordringer
Sedana har et stort potentiale til at bidrage til et paradigmeskifte inden for sedering af mekanisk ventilerede patienter på længere sigt, da virksomheden nu er markedsleder i sin niche.
Efter en volatil periode arbejdes der videre med sedationsløsningen på det europæiske marked. Sedana har nu fået fuld registrering i EU og nationale godkendelser i 15 EU-lande, hvilket skaber gode forudsætninger for at udvide markedet inden for EU. På nøglemarkedet, Tyskland, har Sedana opnået omkring 12 % markedspenetration og heraf op mod 20 % i nogle regioner. Det skal sammenlignes med, at man på markederne udenfor Tyskland med direkte salg kun vurderes at have en penetrationsrate på under 2 %.
Den største mulighed for salgsvækst ligger dog ikke uventet i den potentielle lancering i USA i slutningen af 2025/begyndelsen af 2026, afhængigt af resultaterne af de to igangværende amerikanske fase III-studier, INSPiRE ICU-1 og INSPiRE ICU-2. Markedspotentialet i USA vurderes at ligge på 10-12 mia. SEK, og til sammenligning er det tilsvarende tal for Europa omkring 3-4 mia. SEK.
Kursmål og anbefaling
Sedanas finansielle ambition om vedvarende og langvarig vækst synes stadig realistisk og understøttes af omsætningen i 1. kvartal. For hele 2024 ventes stadig en nettovækst på 14-18 %, hvilket bør være indenfor rækkevidde, selvom det også varsles, at aktiviteten i 2. og 3. kvartal nok ikke kan fastholdes på samme høje niveau som i 1. kvartal.
Med en FDA-godkendelse, der langsomt nærmer sig i horisonten, vil den amerikanske del af salget blive vigtigere i fremtiden, men også det kommende salg i Spanien og Storbritannien er vigtige faktorer for succes.
Aktien har et stort potentiale alene på succes i EU, men det er især den mulige FDA-godkendelse i USA og efterfølgende lancering, der kan give grobund for langsigtet vækst og kurssucces.
Når de to amerikanske kliniske studier, INSPiRE ICU-1 og INSPiRE ICU-2, er afsluttet, vil en ansøgning (NDA) kunne indsendes i 1. kvartal 2025. Hvis de kliniske data er gode, kan ansøgningen formentlig blive prioriteret og få en hurtigere sagsbehandling og dermed skære et par måneder af den normale 10 måneders behandlingstid. Efter en FDA-godkendelse vurderer vi, at der formentlig vil gå yderligere 2 kvartaler, førend Sedanas produkter kan lanceres, og det bliver dermed højst sandsynligt i 2026. Positivt for Sedana er, at amerikanske hospitaler i højere grad tester og implementerer innovative løsninger end europæiske hospitaler, og at produkterne normalt kan sælges til en væsentligt højere pris.
Sedana er endnu ikke overskudsgivende, men potentialet for omsætningsvækst og EBITDA-vækst i de kommende år er bestemt til stede. Ikke mindst når man er godt på vej til at indfri målet om positivt EBITDA udenfor USA. Sedana har en solid kassebeholdning og, og vi forventer ikke, at der er behov for nogen aktieemission på vejen til et positivt cash flow fra driften. Det må dog ikke overses, at der i 1. kvartal blev aktiveret udviklingsomkostninger for rundt regnet 50 mio. SEK. Det er en betydelig sum, som der skal holdes øje med fremadrettet. Både af hensyn til profitabiliteten og af hensyn til kassebeholdningen og det likvide beredskab.
Når vi har medtaget alle faktorer vedrørende vækst og risici i vores værdiansættelse, er den overordnede anbefaling KØB med et kursmål på 35 SEK og en tidshorisont på 12-24 måneder. På langt sigt er kursmålet potentielt højere, men det kræver naturligvis en succesfuld markedspenetration i både EU og USA.
Kurs på anbefalingstidspunkt: 22,50 SEK
Kursmål: 35,00 SEK
Analysedato: 14. maj 2024
Andrea Backlund
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her