Resterne af det færøske olieselskab Atlantic Petroleum står måske overfor en spændende 12-15 måneders nyhedsperiode frem til Orlando-feltet begynder at producere. Risikoen er dog meget høj i denne illikvide aktie med negativ egenkapital.
Siden olieprisens voldsomme fald har Atlantic Petroleum været igennem en overlevelseskamp, hvor koncernen flere gange har været konkurstruet.
Trods en negativ egenkapital på 75 mio. kr. i halvårsregnskabet tyder flere ting nu på, at koncernen overlever, og står med rimelige chancer for over de næste 1-2 år at kunne opbygge en investeringscase, der igen kan tiltrække investorernes opmærksomhed. Et 2-årigt lån fra marts 2017 med konverteringsret (kurs 15) på 8 mio. GBP fra London Oil & Gas skal bane vejen for, at selskabet via indkøb af nye projekter kan flytte fokus til Østeuropa og/eller Eurasien.
Med en ledig CEO-stilling per 1. december er der også mulighed for, at selskabet på ledelsesplan kan skabe noget fornyelse. For de fleste investorer er afgående direktør Ben Arabo nok personificeringen af det kriseramte Atlantic Petroleum – uagtet, at det også lykkedes at få reddet selskabet fra en truende konkurs med ryggen mod muren, da olieprisen faldt, og den vigtigste partner gik konkurs, før olieproduktionen skulle starte.
Orlando solgt igen
Det er præcis 12 måneder siden vi omtalte Atlantic Petroleum, og dengang afventede selskabet, at salget af Orlando-andelen faldt på plads. Aftalen faldt efterfølgende til jorden, da køberen ikke kunne løfte finansieringen. Det lykkedes for Atlantic Petroleum at finde en anden køber – Decipher Energy – som betalte 1 mio. USD upfront og en produktionsafhængig aflønning på 2% af omsætningen op til 5 mio. tønder og 4,35% af omsætningen over 5 mio. tønder.
Aftalen med Decipher er i store træk lidt bedre end den fejlslagne aftale, hvis feltet producerer mere end 10 mio. tønder. Decipher holder som privat selskab kortene tæt ind til kroppen omkring Orlandos udvikling, men Atlantic Petroleum angiver, at produktionen forventes at starte i andet halvår 2018, hvor også produktionsbetalingen vil begynde.
På helt kort sigt venter vi, at Decipher snart vil indlevere og få godkendt en Field Development Plan (FDP), som vil være det første væsentlige tegn på, at man er på vej mod produktion ca. 12 måneder senere.
Kommende positivt newsflow?
Den endelige afvikling af engagementet i de defaultede produktionsfelter Ettrick & Blackbird udestår fortsat. Men Atlantic Petroleums CEO Ben Arabo siger til AktieUgebrevet, at der fortsat pågår forhandlinger med de øvrige partnere, og at man stiler efter at få en aftale på plads i år. En aftale vil sandsynligvis medføre en reduktion i forpligtelserne, og dermed bringe egenkapitalen tættere på 0.
Der er stadig stor usikkerhed om den fremtidige værdi af selskabet, så en investering er behæftet med stor risiko. Da likviditeten i aktien også er ganske lav, er aktien kun egnet til den risikovillige investor, som ser en mulighed for at kunne profitere på et positivt newsflow.
Især hvis det lykkedes at sætte kapitalen fra London Oil & Gas i spil og indkøbe et eller flere nye projekter, kan ventetiden frem til at Orlando og eventuelt Pegasus-betalingerne forfalder blive spændende.
Den lidt mindre risikovillige investor afventer i første omgang en løsning af Ettrick og Blackbird og de medfølgende forpligtelser, og sekundært en Field Development Plan på Orlando.
Vi kigger på sigt efter kurs 15, som er konverteringskursen på lånet fra London Oil & Gas, og dermed den seneste uafhængige vurdering af Atlantics reelle værdier.
Steen Albrechtsen og/eller dennes nærtstående ejer aktier i Atlantic Petroleum
Børskurs på analysetidspunktet: 9,00
AktieUgebrevets kursmål (12 mdr): 12-15
Læs tidligere analyser af Atlantic Petroleum her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her