Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
H+H International
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 93,50
H+H har været faldende siden starten af juni, og den 28. august faldt kursen under den højeste omsætning på én dag i tre måneder. I den forløbne uge fortsatte kursen nedad, og den er nu på vej ned gennem støttelinjen ved kurs 95.
Ambu
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 128,65
Ambu fik kursklø pga. et halvårsregnskab, som ikke levede op til forventningerne om vækst for et af selskabets vigtige produkter. Selvom vi skal helt tilbage til 2016 for at finde en lavere Price/Earnings end i dag, udløste ugens brud på støttelinjen ved kurs 130 alligevel en salgsanbefaling.
Matas
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 122,60
Matas er faldet tilbage til støttelinjen ved kurs 122 efter kursstigningen midt i august. Vi tror kursen holder sig over støttelinjen, men et fald under kurs 120 vil være et salgssignal.
Demant
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 280,40
Demants stigning bort fra bundkursen ved 250 skete i en næsten lodret linje indtil denne uge, hvor kursfaldet var markant. Der ligger endvidere en modstandslinje ved kurs 300, som gør det kortsigtede potentiale beskedent.
A.P. Møller-Mærsk B
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 9698,00
APM står for en af de få oplagte salgsanbefalinger med et kursfald næsten uden opadgående korrektioner. Stabiliteten i faldet er et vigtigt advarselssignal, så vi siger ubetinget Sælg.
GN Store Nord
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 164,85
GN testede støttelinjen ved kurs 152 med succes, og det fik os til at åbne et spekulativt tip i aktien i tirsdags. Næste stop på den igangværende stigning ligger ved kurs 185.
UIE
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 265,00
UIE har været stigende siden september 2023, men siden starten af august er stigningen accelereret. Stigningen er tilmed sket under en høj omsætning, så vi forventer, at den fortsætter.
Novo Nordisk
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 881,50
Novo Nordisk er brudt ud af den faldende kurskanal, som startede i juni og først sluttede midt i august. Men udbruddet er sket med små skridt, og har indtil videre kun resulteret i en sidelæns bevægelse. Det er ikke imponerende, og kursen skal forbi 900, før vi hæver anbefalingen.
Nilfisk
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 130,80
Nilfisk sluttede august med en kursstigning på 13 pct. i løbet af tre dage. Det afsluttede en lang nedtur, som kostede selskabet næsten en fjerdedel af markedsværdien. Den startede i kurs 155 og sluttede først i kurs 118. Afvent en korrektion lidt længere ned, før et køb overvejes.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.