Mange nye CEO’er undervurderer, hvor meget arbejde det kræver at opbygge tillid til deres lederskab i organisationen og overfor omgivelserne. Ivrige efter at komme i gang søsætter de nye projekter, før de har vundet fuld tillid fra deres omgivelser – og det kan føre dem i store vanskeligheder, ifølge en artikel i HBR.
Man kan ikke bebrejde nye CEO’er at ville levere en stærk performance fra starten – at nå det hele på den halve tid. Den gængse opfattelse er trods alt, at man har omkring 90 dage til at bevise sit værd. Men realiteten er, at det tager længere tid – meget længere tid. Som ny CEO skal man opbygge tilliden og troværdigheden fra bunden. Det viser sig, at det tager hele to år at opnå fuld tillid fra baglandet. Og det kræver et målrettet fokus. Sådan lyder nogle af budskaberne i artikel fra Harvard Business Review.
I løbet af de første to år af en CEO’s ansættelse er der ikke meget at måle på performancemæssigt. I den periode bliver den ny CEO’s ord og handlinger nøje overvåget, men det er generelt for tidligt at evaluere på konsekvenser.
Fra år tre ændrer tingene sig: CEO’er, der startede sammenligneligt, begynder gradvist at udvikle sig i to forskellige retninger: Højt præsterende eller lavt præsterende – og fra det punkt fortsætter kløften mellem de to ledelsestyper kun med at udvide sig.
Der er en vigtig lektion her: Hvis man er en ny CEO, der ønsker at maksimere værdien på lang sigt, bør man i løbet af de første to år tålmodigt forsøge at vinde tilliden fra alle interessenter. HBR har identificeret seks principper, som man kan anvende helt fra start i sin CEO-periode.
Sæt et passende tempo. Man bør fra start gøre det klart, at det er et maraton, man er i gang med at fuldføre – ikke en sprint. Hvis man springer i hovedløst med fuld fart for at levere hurtige resultater, gør man sig selv en bjørnetjeneste. Fokus på tålmodighed, udholdenhed og en langsigtet bæredygtig strategi bør prioriteres. At acceptere denne tanke og justere tempoet derefter vil give mulighed for at opbygge tillid hele vejen rundt.
Man bør befri sig selv fra tidspres ved at sikre, at alle interessenter forstår, at de befinder sig i begyndelsen af et maraton. Gøre det klart over for bestyrelsen, ejerfamilien og virksomheden, at strategien er langsigtet.
Vælg dine kampe. Som ny CEO kan man med fordel lancere et par nøje udvalgte initiativer for at opnå momentum. De lavthængende frugter. På den måde kan man hive nogle tidlige succeser i land, mens man bygger på fundamentet for de større strategiske tiltag. Sandsynligvis vil man fra dag ét blive bombarderet med henvendelser om, hvad der bør gøres, og hvad der ikke bør røres ved, og det er naturligt at føle sig presset. Men vigtigst, start småt, prioritér det allermest kritiske og følg til dørs.
Vælg dit team. Et af de første skridt som ny CEO bør være at sammensætte et powerhouse af et ledelsesteam. Alt for ofte udsætter den nye CEO denne opgave. Problemet er bare, hvis man ikke har sit team på plads, er det enormt svært at komme nogle vegne, og næsten umuligt at opnå tillid på tværs af virksomheden. Det kan være svært at afskedige medarbejdere, der har siddet i lang tid, ikke desto mindre er det vigtigt, at man kommer ud af starthullerne med den opgave.
Lær baglandet at kende. Start med bestyrelsen. Nye CEO’er forstår sjældent, hvor meget tid det faktisk kræver at forstå nuancerne i bestyrelsesarbejdet og udvikle et forhold til hvert af bestyrelsesmedlemmerne. Tilliden og støtten herfra er ekstremt vigtig. At opnå tillid fra medarbejdere er også afgørende og bør inkorporeres i dagligdagen. Hvad tænker de på, er bekymrede for, hvilke tendenser er der? Få dem til at føle sig hørt og set – det skaber tillid. Har man med et børsnoteret selskab at gøre, bør man naturligvis også involvere investorerne.
Kommuniker tydeligt. Klar kommunikation er afgørende for at opbygge tillid. Tillid opbygges ved ærlighed. Fokusér ikke kun på de positive vinkler, vær realistisk og udvis gennemsigtighed. Tag medarbejderne med på rejsen ved at fortælle om fremskridt og resultater. Derudover bør man blive ved med at gentage nøglepointer igen og igen, så alle i virksomheden er på samme kurs.
Prioriter selvudvikling. Der er så mange hensyn at tage som ny CEO, at de fleste glemmer deres egen udvikling. Men man bør fortsat prioritere egen læring. Det opbygger både selvtillid og tillid fra andre, når de kan se, at man fortsat går op i at forbedre sig selv. De fleste CEO’er, har gavn af at have en coach eller en rådgiver. Nogen der regelmæssigt kan holde et spejl op, hjælpe dem med at vokse, udfordre deres perspektiver.
MAL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.