Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Netcompany
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 318,20
Netcompanys 3. kvartalsregnskab sendte aktiekursen i vejret med 9,5 pct., og en række shorthandlere blev taget på sengen. Netcompany var børsens 8. mest shortede aktie før regnskabet, og nu skal shorthandlerne i gang med at købe aktier for at komme ud af deres shortpositioner.
Gubra
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 432,00
Gubras samarbejdspartner Boehringer Ingelheim standsede i denne uge udviklingen af et produkt indenfor fedmesektoren. Meddelelsen kostede torsdag et kursfald på 4 pct. under den højeste aktievolumen i 3½ måned.
Zealand Pharma
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 839,50
Zealand Pharma afsluttede sit fald ud af kursintervallet 840-955 ved kursniveauet omkring 770, og nu er kursen på vej opad igen. Hvis kursen passerer 840, vil næste oplagte mål være et nyt angreb på modstandslinjen ved kurs 955.
A.P. Møller-Mærsk B
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 11235,00
A.P. Møller-Mærsk har i et stykke tid været dømt ud af investorerne, men 3. kvartalsregnskabet overraskede positivt. Kursen blev sendt op med 7,8 pct., og aktiens nedtur er nu brudt.
Vestas Wind Systems
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 132,65
Vestas aflægger 3. kvartalsregnskab på tirsdag, og aktien er en af børsens jokere i øjeblikket. Kursen er på kort sigt faldet ned under støttelinjen ved 135, og selskabet har mistet 35 pct. af sin værdi de seneste fem måneder. Det betyder, at en positiv overraskelse på tirsdag kan udløse en betragtelig gevinst til den risikovillige investor.
DS Norden
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 238,40
Nordens aktiekurs har bevæget sig i store ryk siden slutningen af maj, og på meget kort sigt hørte aktien til de mest stigende i slutningen af den forløbne uge. Men Norden ligger stadig i en faldende kurskanal, så stigningen bør benyttes som en salgsmulighed.
Embla (tidligere Össur)
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 34,90
Embla har overstået den forventede korrektion efter en lodret kursstigning til 35,8. Aktien har en betaværdi tæt på 0, og det betyder, at den er forholdsvis ufølsom overfor bevægelserne på resten af aktiemarkedet. Det kan vise sig at være en værdifuld kvalitet, når aktiemarkedet skal tilpasse sig udfaldet af det amerikanske præsidentvalg.
Danske Bank
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 208,10
Danske Bank har det seneste halve år bevæget sig sidelæns kursmæssigt, og på det seneste er flere bankaktier blevet presset af de usikre udsigter på et makroøkonomisk plan. Men torsdagens 3. kvartalsregnskab sendte kursen i vejret med 3,1 pct. under den højeste aktievolumen siden midten af juli, og det fortsatte fredag med en stigning af tilsvarende styrke.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.