Brøndby var i adskillige år kendt som Jan Bech Andersens klub, men i 2023 overtog Global Football Holdings L.P. (GFH) 50,00000001 pct. af aktierne i Brøndby. Ja, antallet af nuller er korrekt. Det har indtil videre været en dårlig forretning for amerikanerne.
GFH købte i starten af januar 2023 aktiemajoriteten i Brøndby til kurs 0,55, og udsigten til et dansk mesterskab i 2023/24 sendte på et tidspunkt kursen helt op i 0,922.
Men mesterskabet endte hos FC Midtjylland, og siden har Brøndbys aktiekurs været støt faldende. Den sluttede 2024 11,6 pct. under GFH’s købskurs i 2023 og åbningskursen i 2024.
Aktiekursen fik heller ikke støtte af Brøndbys årsregnskab 2023/24, som i oktober 2024 fortalte om et underskud før skat på 104 mio. kr. Hertil skal dog siges, at Brøndby netop har omlagt sit regnskabsår så det trecifrede milliontab er realiseret over 18 måneder og ikke de sædvanlige 12 måneder.
Fremadrettet ser det imidlertid ikke ud til at blive nævneværdigt bedre, da man for 2024/25 forventer et underskud på 60-100 mio. kr. Underskuddet begrundes med en fortsat investering i spillertruppen for at være konkurrencedygtig i toppen af Superligaen.
Det er indtil videre ikke lykkedes særlig godt, da Brøndby p.t. er nr. 5 i Superligaen, og tilmed kun ét point foran FC Nordsjælland på den 7. plads, som ikke giver adgang til mesterskabsslutspillet.
Den 11. december 2024 fyrede man cheftræner Jesper Sørensen, så Brøndby går både sportsligt og økonomisk ind i 2025 med skuffelse og usikkerhed som udgangspunkt for anden halvdel af både fodboldsæson og regnskabsår.
Konklusion
Aktuel kurs 0,50
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Sælg
Langsigtet kursmål (12 mdr.) N/A
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.