Danske Bank overgik analytikernes forventninger med flere længder i fredagens regnskab for årets sidste kvartal. Nettorenteindtægterne på 9,24 mia. kr. blev ca. 200 mio. kr. bedre end ventet af analytikerne, og gebyrindtægter blev hele 850 mio. kr. bedre end ventet. Her bidrog asset management, herunder performance fees og kapitalmarkedstransaktioner med næsten hele fremgangen. Og nettorenterne blev sikkert løftet af, at bankens ”gamle” kunder ikke har fået alle rentenedsættelser, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne analyse
Særligt basisindtægterne i form af øgede nettorenter overrasker i Q4. Men en stor del af fremgangen skyldes antageligt, at banken kun har nedsat udlånsrenterne for ”nye” kunder, mens alle ”gamle” kunder groft sagt er snydt for de rentenedsættelser, som kunderne i alle andre banker har fået.
Danske Banks flotte regnskab for Q4 gemmer altså på et stort og afgørende spørgsmål: Er det godt købmandskab at fastholde høje priser for alle sine ”gamle” kunder, mens alle nye kunder får lavere priser. Især når kunderne i stort set alle andre banker får nedsat de renter, de betaler på deres banklån.
CEO Carsten Egeriis må have regnet på det: og mon ikke den interne kalkule lyder, at hvis nogle af de gamle kunder brokker sig over, at de ikke får den rentenedsættelse, som andre kunder får, så bøjer banken sig og nedsætter lånerenten. Alle de andre uopmærksomme Danske Bank-kunder, kan så få lov til at betale mere, end de kunne slippe med.
Men hvad er det så, bankens Q4-regnskab viser, når man graver ned i tallene: Vi har gennemgået bankens detaljerede Factbook, der giver ekstra regnskabsinformation i forhold til årsregnskabet.
For det første er det meget tydeligt på gennemgangen af nettorenteindtægterne på de forskellige segmenter, at banken stort set har fastholdt indtægterne på udlån, mens der har været negative indtægtseffekter på kundernes indlån. Det ser altså ud til, at banken generelt har øget indlånsrenterne for at fastholde indlån, som også er et mere konkurrencepræget område.
For det andet steg nettorenteindtægterne særlig meget for store erhvervskunder og institutionelle investorer, med 235 mio. kr. i forhold til det foregående kvartal. Det fremgår ikke klart af Factbook, hvad der ligger bag denne stigning, muligvis en øget gennemsnitlig udlånsmarginal.
For det tredje er gebyrindtægterne næsten steget én milliard kroner fra storkunder og institutionelle investorer. Og selvom Q4 normalt er et bedre kvartal end de øvrige kvartaler, bl.a. på grund af performance fees på investeringsforvaltning, så er fremgangen overraskende stor. Factbook viser da også, at væksten kommer fra kapitalforvaltning, mens aktivitets-baserede handelsindtægter stort set var uændrede i forhold til Q3. Det oplyses, at indtægterne fra asset management var 1,45 mia. kr., det dobbelte af Q4 2023. Heraf henføres 652 mio. kr. til performance fees, i forhold 268 mio. kr. samme kvartal forrige år.
Og så har banken også haft et fremragende kvartal for kapitalmarkedstransaktioner, hvorunder ligger børsnoteringer, kapitaludvidelser og M&A-transaktioner. Indtægter steg til 608 mio. kr. mod 369 mio. kr. kvartalet før.
For det fjerde var der igen tilbageførsler af tidligere tabshensættelser, så der var tale om en positiv indtægtsførsel. Tilsyneladende har privatkunderne, især i Danmark, det rigtigt godt privatøkonomisk, mens SMV-erhvervskunderne har det moderat. Større udlånstab ramte igen bankens storkunder, hvor det bogførte udlånstab var 0,19 procent af udlånet mod 0,13 procent i forrige kvartal. Det kan være afledt af de store velkendte kollaps indenfor især grøn energi.
Umiddelbart er bundlinjen, at Danske Banks flotte Q4-resultat også indeholder en stribe faldgruber. Fremgangen i gebyrindtægter er næppe langtidsholdbar. Kan banken holde til ikke at nedsætte udlånsrenterne for ”gamle” kunder? Mens soliditeten hos privatkunderne synes rigtig god, begynder udlånsbogen for store erhvervskunder at slå revner. ØU’s finansanalytiker Per Grønborg graver længere ned i Danske Bank Q4 regnskab i den kommende udgave af ØU Finans.
Morten W. Langer