Som børsnoteret fodboldklub balancerer Brøndby IF mellem sportslige ambitioner og økonomiske udfordringer. En nylig aktieemission har givet klubben et kapitalindskud på 164 mio. kr., men det er endnu uklart, om det vil sikre selskabets langsigtede økonomiske stabilitet.
Det blev oplyst i en børsmeddelelse den 31. januar, at Brøndby havde gennemført en aktieemission, som tilførte selskabet et nettoprovenu på 164 mio. kr. efter omkostninger. Det skete ved udbud af nye aktier til tegningskursen 0,30 plus prisen for en tegningsret.
I ØU Formue 03/2025 satte vi spørgsmålstegn ved den daværende aktiekurs på 0,38, og den er da også faldet siden, så en Brøndby-aktie p.t. koster 0,33 kr. Spørgsmålet er nu, om det er en attraktiv pris?
Hvis man ser på Brøndbys økonomiske situation de seneste år, er svaret et rungende nej. Alene behovet for en kapitaltilførsel på et trecifret millionbeløb bør tænde de røde advarselslamper hos eventuelle investorer.
Selvom ny kapital til et børsnoteret selskab stort set altid begrundes med ønsket om at skabe en lysende fremtid, er den reelle årsag stort set altid behovet for at lukke et finansielt hul skabt i fortiden.
Sådan var det også for Brøndby, som i seneste regnskabsår havde et underskud på 104 mio. kr., og i forbindelse med aktieemissionen meldte ud om et forventet underskud før skat i 2024/25 i intervallet 60-100 mio. kr.
Et dansk ordsprog siger, at man skal lade være med at kaste gode penge efter dårlige, og det er et mundheld, som i særlig høj grad gælder for nogle af de børsnoterede fodboldklubber. Bl.a. Brøndby.
Men på den anden side er der faktisk nogle af de børsnoterede fodboldklubber, som klarer sig glimrende økonomisk, så det er for nemt at afskrive Brøndby som en investeringsmulighed alene på baggrund af en problematisk fortid. En kapitaltilførsel på 164 mio. kr. er trods alt et godt udgangspunkt for etableringen af en levedygtig forretning.
Set fra investorernes synsvinkel er det imidlertid et problem, at der ikke findes noget brugbart vurderingsgrundlag.
Brøndby udsender ikke kvartalsregnskaber, så den seneste udførlige regnskabsinformation er halvårsregnskabet 2024/25, som dækker perioden 1. juli – 31. december 2024. Altså en periode, som sluttede to uger før aktieemissionen startede.
Halvårsregnskabet viste et underskud før skat på 56,4 mio. kr., og en fastholdelse af forventningerne om et underskud på 60-100 mio. kr. for hele året.
Kortsigtet lys for enden af tunnellen
Men siden er der sket noget, som i det mindste på kort sigt får positiv betydning for Brøndby, idet klubben kvalificerede sig til mesterskabsslutspillet i Superligaen. Det skete med mindst mulige marginal, da man sluttede på sjettepladsen med samme point som Silkeborg på syvendepladsen, men med en målscore, der var et enkelt mål bedre.
Det ene mål kan få stor betydning for økonomien i 2. halvår af 2025 og første halvår af 2026. For selvom mesterskabet reelt afgøres mellem FC København og FC Midtjylland er der betydeligt flere penge i to lokalopgør mod FC København end i to hjemme/udekampe mod klubber som Sønderjyske og Lyngby.
Samtidig giver en tredjeplads i mesterskabsslutspillet adgang til en hjemmekamp mod nr. 7 i nedrykningsslutspillet om en plads i Conference League-kvalifikationsspillet. Altså internationale kampe med de dertil hørende ekstra indtægter. P.t. er der kun tre point mellem Brøndby på 5. pladsen og AGF på 3. pladsen.
Det er dog en kortsigtet spekulation, som ikke siger noget om sandsynligheden for, at Brøndbys trecifrede milliontilførsel af kapital kan lukke hullet i kassen.
Det bliver vi forhåbentlig klogere på, når selskabet den 25. september offentliggør årsregnskabet 2024/25, hvor vi er spændte på at læse forventningerne til det kommende regnskabsår.
Indtil vi har den information, fastholder vi en vis skepsis baseret på historikken i Brøndbys bundlinjeresultater gennem årene.
Konklusion
Aktuel kurs 0,34
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Sælg
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 0,28
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Hvem er Brøndby
Brøndbyernes IF Fodbold A/S blev stiftet den 15. maj 1978 ved indførelsen af professionel fodbold i Danmark, og selskabet blev i 1987 introduceret på Københavns Fondsbørs. Brøndby IF var hermed den anden fodboldvirksomhed i verden, der blev børsnoteret.
På den internationale arena har Brøndby IF slået sit navn fast som Danmarks stærkeste fodboldhold siden den første Europa Cup-kamp i efteråret 1986.
Det er blevet til mere end 100 Europa Cup-kampe i de tre europæiske turneringer. Det bedste resultat er semifinalen i UEFA Cup’en i 1991, men også kvartfinalerne i 1987 i mesterholdenes Europa Cup og i 1997 i UEFA Cup’en.
Kilde: https://brondby.com/klubben
Ledelse
Bestyrelsesformand Jan Bech Andersen
CEO Ole Palmå