GN Store Nords nedjustering onsdag aften udløste et kursfald på 12 pct. den følgende dag. Det var ikke overraskende, men når man ser på aktiens store kurssving i år var det i stedet bemærkelsesværdigt, at kursfaldet ikke blev større. Selv for GN Store Nord er et kursfald på 12 pct. ikke business-as-usual, men historikken betyder, at faldet ikke bør tillægges så stor betydning, som et tocifret procentfald normalt ville gøre.
Et andet aktuelt forhold, som vi finder interessant i forbindelse med GN Store Nord, er omsætningen i aktien under kursfaldet. Torsdag blev der handlet 3476 mio. GN-aktier, og det var det højeste antal i to år. Så langt ser alt normalt ud.
Men det interessante er, at selvom omsætningen altså satte rekord på to års sigt, var den faktisk ikke ekstremt høj. Hvis vi ser på omsætningen under GN Store Nords kursfald i starten af april, så faldt kursen den 3. april og fire af de følgende fem dage under en samlet omsætning på 11.676 mio. aktier. Det er gennemsnitligt 2335 mio. aktier om dagen på fem af seks børsdage i træk. Set i det lys er en handel på 3476 mio. aktier på en enkelt dag ikke dramatisk. Hvis vi medregner dagens foreløbige omsætning på 1896 mio. aktier med en stigende aktiekurs reduceres den gennemsnitlige negative handel de seneste to dage til beskedne 790 mio. aktier.
Et tredje interessant forhold er, at et kraftigt kursfald ofte følges af et mindre kursfald dagen efter, for derefter at blive afløst af en stigning på tredjedagen. GN Store Nord følger ikke dette mønster, men stiger 3-4 pct. allerede i dag. Det indikerer, at den underliggende efterspørgsel efter aktien er større, end det umiddelbart ser ud.
Det kan bestemt ikke udelukkes, at GN Store Nord fortsætter sin efterhånden langvarige nedtur, men ovennævnte forhold bør tages i betragtning, hvis man overvejer at lukke sin position i aktien. Eller hvis man overvejer en kortvarig investering med en højere risiko end normalt.