Royal Unibrew indleder 1. kvartalsregnskabet med en erklæring om, at starten på 2025 har været på linje med selskabets forventninger. Den var til gengæld ikke i overensstemmelse med analytikernes forventninger, og det resulterede i et kursfald på 3,8 pct.
Den tilsyneladende modsætning mellem, hvordan Royal Unibrew og analytikerne læser de samme tal, skyldes forskellige tidshorisonter.
Når Royal Unibrew vurderer, om kvartalet har været i overensstemmelse med forventningerne, sker det således med udgangspunkt i helårsforventningerne. For 2025 fastholdes forventningerne om en omsætningsvækst på 5-7 pct., mens driftsresultatet (EBIT) forventes at stige 7-13 pct. til 2100-2225 mio. kr.
Analytikerne zoomer derimod ind på den realiserede omsætning og indtjening i 1. kvartal sat op imod deres egne forventninger, som lød på en stigning i omsætningen 4-5 pct. i forhold til samme kvartal i fjor. Den stagnerende omsætning var derfor en skuffelse.
Endnu værre så det ud for EPS (Earnings Per Share), som analytikerne havde forventet ville være 2,76, men kun endte på 2,50. Den skuffende udvikling i EPS overrasker specielt, når den sættes i relation til forventningerne til både omsætning og EBIT-vækst, som teoretisk set burde medføre et EBIT i 1. kvartal på 340 mio. kr. Det realiserede tal var 219 mio. kr.
Men det regnestykke er for simpelt, da det forudsætter, at alle de faktorer, som gennem 2025 forventes at skabe den nævnte vækst, allerede er til stede med fuld effekt fra starten af 1. kvartal. Det er en usandsynlig forudsætning, som skaber en betydelig usikkerhedsmargin i vurderingen af 1. kvartal.
Kortsigtede negative forhold
Når betydningen af det svage 1. kvartal skal bedømmes, bør det også nævnes, at der har været flere forhold, som på kort sigt påvirker resultatet negativt, men reelt kun er en forskydning af omsætning og indtjening til 2. kvartal. Det gælder placeringen af påske i år og en strejke i Finland i sidste uge af marts.
Så analytikernes skuffelse over, at helårets vækstforventninger ikke allerede kan aflæses i årets første kvartalsregnskab, er ikke så oplagt, som regnskabstallene isoleret set lægger op til.
Dette gælder også, hvis vi går et spadestik dybere med et andet forhold, som analytikerne ikke brød sig om. Nemlig forringelsen af det frie cash flow fra minus 480 mio. kr. i 1. kvartal i fjor til minus 543 mio. kr.
Hvis vi splitter det frie cash flow op i operationelt cash flow (drift) og cash flow fra investeringer, viser det sig, at Royal Unibrews operationelle cash flow var på minus 281 mio. kr. mod minus 330 mio. kr. i fjor. Altså en forbedring fra driften på 49 mio. kr. svarende til 15 pct.
Forbedringen blev imidlertid slugt af en betydelig stigning i investeringsunderskuddet fra 103 mio. kr. til 376 mio. kr. Forværringen på 273 mio. kr. skyldes hovedsageligt køb af virksomhed, som i 1. kvartal belastede likviditetsregnskabet med 165 mio. kr.
Korrigerer vi herfor, ender vi med en forringelse af det frie cash flow på 108 mio. kr. i forhold til samme kvartal i fjor, og det er ikke alarmerende.
Royal Unibrews finansielle gearing (nettorentebærende gæld / EBITDA) er 2,5, og selvom det ligger på grænsen af selskabets målsætning om, at nøgletallet skal være under 2,5, er det på kort sigt i overensstemmelse med ledelsens forventninger.
Som illustration af, at der ingen bekymringer er på ledelsesgangen omkring likviditet og gældsætning, har Royal Unibrew netop udbetalt et udbytte på 15 kr. per aktie og igangsat et aktietilbagekøbsprogram på 250 mio. kr.
Sammenlignet med Carlsberg handles Royal Unibrew til en højere forventet Price/Earnings 2025 (17,6 vs. 15,5), hvilket på kort sigt stemmer med en stagnerende organisk omsætningsvækst hos Royal Unibrew mod en tilbagegang på 1,5 pct. hos Carlsberg.
I en tid, hvor Donald Trumps internationale handelskrig fylder meget, bør også nævnes, at Royal Unibrew i 2024 kun hentede 10 pct. af omsætningen udenfor Nord- og Vesteuropa, og de 10 pct. var fordelt på 70 markeder.
Konklusion
Aktuel kurs 532,50
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 600
Bruno Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Hvem er Royal Unibrew?
Royal Unibrew is a leading regional multi-beverage company with a strong portfolio of local brands in the Nordic and Baltic countries and a multi-niche company in key markets in Italy, France, BeNeLux and Canada. Our products are also available in over 70 countries worldwide.
Our aim is to offer consumers and customers a diverse range of high-quality beverages that accommodate their demands across multiple categories, such as beer, carbonated soft drinks (CSD), malt beverages, energy drinks, cider/RTD, water, wine and spirits. By providing an extensive portfolio, we aim to deliver choices for every drinking occasion.
Kilde: https://www.royalunibrew.com/about-us/royalunibrew-brief/
Ledelse
Chair of the Board Peter Arne Ruzicka
President & CEO Lars Jensen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.