Både Morgan Stanley og Goldman Sachs har for nylig været ude med prognoser for udviklingen af markedet for fedmemedicin. Interessant nok har de justeret deres estimater i hver sin retning, men ikke desto mindre er budskabet fortsat, at der ligger en solid vækst de næste 5-10 år for de eksisterende markedsledere og for nye spillere.
Det er umuligt at lave nogen tæt sammenligning af konklusionerne hos Morgan Stanley og Goldman Sachs, for de underliggende antagelser er forskellige. Vi kan dog godt tillade os at konkludere, at begge investeringsbanker forventer et marked for fedmemedicin, der globalt i 2030’erne kan nå et trecifret milliardbeløb i USD.
Det giver plads til, at både Eli Lilly og Novo kan fortsætte deres overordnede lederskab, men også plads til en række nye spillere, hvor selv beskedne markedsandele centreret i udvalgte segmenter af at mere fragmenteret marked med mange forskellige lægemidler, kan resultere i en milliardforretning.
Vi uddrager her de væsentligste konklusioner fra de to analyser.
Den internationale investeringsbankgigant Goldman Sachs, som var blandt de første til at løfte forventningerne til størrelsen af det fremtidige fedmemarked over 100 mia. USD, har for nylig justeret sin model og estimater. Den nye forventning er, at det samlede marked når 95 mia. USD i 2030, hvilket er noget lavere end den hidtidige forventning på 130 mia. USD. Markedet kommer altså til at udvikle sig lidt langsommere end ventet.
Markedet forventes at toppe omkring 120 mia. USD i 2035 med USA som det største marked på 70 mia. USD og resten af verden på 50 mia. USD. Det er en nedjustering af estimatet for USA med 25 mia. USD fra 95 mia. USD, men samtidig et løft af resten af verden fra 35 til 50 mia. USD.
Hos Morgan Stanley er analysen fra starten af maj, at markedet kan nå 150 mia. USD i 2035, hvilket pudsigt nok er et løft af deres tidligere estimat på 105 mia. USD. Det nye estimat på 150 mia. USD svarer rundt regnet til en 10-dobling af markedet i 2024 på ca. 15 mia. USD. Morgan Stanley ser i 2035 et marked på 80 mia. USD i USA og 70 mia. USD i resten af verden.
Generelt begrunder Morgan Stanley ikke direkte deres opjusterede markedsestimater, men det skinner lidt igennem, at man nok nu lidt mere klart ser, hvor stort markedet kan blive, og hvilke faktorer der driver den enorme vækst i markedet.
Her er det ikke overraskende disse faktorer, som Morgan Stanley ser: løsning af kapacitetsbegrænsningerne, flere påviste positive kliniske ”sideeffekter” (hjerte/kar, Mash, nyre, etc.), bredere tilskudsdækning, lancering af pillebaseret medicin samt nye mediciner (f.eks. langtidsvirkende). Goldman forventer mere konkret, at behandling via en daglig pille vil nå en 25 % markedsandel i 2030.
Goldman ser større pris-erosion
Goldman begrunder deres sænkede estimater med primært større prispres end hidtidig antaget. Hertil kommer nye antagelser om et mere segmenteret marked på tværs af forskellige vægttabsbehov (og dermed også forskellige mediciner) fremfor en ”one-size-fits-all” tilgang tidligere. Endelig er øget ”consumerisation” også en faktor, dvs. at der kommer endnu mere priskonkurrence blandt selvbetalerne, især udenfor USA.
Særlig omkring prisen forventer Goldman nu, at det gennemsnitlige prisfald i perioden frem til 2035 vil være på et mere normaliseret niveau (7 % årligt) mod tidligere 2 % årligt. De 2 % var baseret på en forventning om, at nye og bedre mediciner (til højere priser) ville lægge en dæmper på den samlede pris-erosion på markedet.
Hvert procentpoint ændring af pris-erosionsantagelsen på det amerikanske marked vil have en effekt på ca. 6 mia. USD på topsalget i 2035, der nu som nævnt ligger på 70 mia. USD. I den forbindelse advarer Goldman Sachs også om, at de seneste ”rabatordninger” til selvbetalere og en strammere tilskudsdækning kan udgøre en risiko for yderligere priserosion fremover.
Her nævner Goldman også, at det bliver meget interessant, hvad der sker med de over 1 mio. patienter, der pt. antages at være på den kopimedicin (compounded GLP-1), der har voldt Novo store kvaler i første kvartal, og som blev ulovlig i sidste uge. En stor andel af disse skifter formentlig over til de godkendte lægemidler fra Novo og Eli Lilly, og det bliver en første test af, om begge selskaber formår at fastholde ”selvbetalere” og hvilket prisniveau, der er opnåeligt.
Goldman forventer i øvrigt også, at de fleste patienter udenfor USA vil være ”selvbetalere”, og heri ligger der også en implicit forventning om, at prisen kan være op til 70 % lavere udenfor USA.
Over 1,3 mia. overvægtige i 2035
Morgan Stanley forventer, at det nuværende marked i USA på ca. 8 mio. patienter vil stige til 30 mio. patienter i 2035 eller ca. 20-25 % af de overvægtige. Morgan Stanley forventer, at 11 % af den globale overvægtige population på 1,3 mia. mennesker kan ende med at være på fedmemedicin. Det tal inkluderer 20 % i USA og 10 % i resten af verden. De tilsvarende tal i dag er ca. 3 % i USA og 1 % i resten af verden.
Udenfor USA antager Goldman en peak markedspenetration på 8 % af de over 300 mio. overvægtige (excl. Kina).
Pris og forsikringsdækning er vigtig
En interessant detalje hos Goldman er også, at man i en undersøgelse hos over 50 læger (med 200 overvægtspatienter per måned i gennemsnit) på tværs af 23 forskellige stater har observeret, at lavere doser virker fint for majoriteten af patienterne, og at forsikringsdækning er den vigtigste faktor i beslutningsprocessen. Næsten lige så interessant er, at 60-64 % af patienterne, der stopper behandling, angiver pris/omkostninger og tab af forsikringsdækning som den afgørende faktor. Kun ca. 15 % angiver bivirkninger som en årsag.
I forhold til Medicare-dækning er tilgangen nu lidt mere pessimistisk, da Goldman nu ser en 50 % chance for Medicare-dækning mod tidligere 70 %. Årsagen her er dels følgevirkningerne af præsidentskiftet i USA og dels en generel stramning af forsikringsdækningen.
Interessant nok er det forventningen, at den største vækst blandt patienter med adgang til fedmemedicin i de kommende år bliver ”selvbetalerne” (den orange blok).
Afledte effekter på mad, alkohol og tøj
Afslutningsvis nævner Morgan Stanley også de lidt mere afledte konsekvenser af vægtmedicinsboomet i andre dele af økonomien. Her viser undersøgelser (inkl. Morgan Stanleys egen), at patienter, der tager fedmemedicin, generelt bruger færre penge på restaurantbesøg, alkohol, supermarkedsindkøb, m.v.
Til gengæld kan den store udbredelse af vægttabsmedicin blive en fordel for tøjproducenter, da ca. 2/3 af patienterne ifølge Morgan Stanley har været igennem en ”fornyelse af garderoben” indenfor de sidste 6 mdr.
Vi kan også henvise til en anden undersøgelse om de afledte effekter af vægttab, som man kan læse mere om her hos Zerohedge. Her fremgår det, at 52 % af de 1.000 respondenter har brugt færre penge på restaurantbesøg, mens 37 % har brugt færre penge på alkohol. I modsætning til konklusionen hos Morgan Stanley viser undersøgelsen også, at 37 % bruger færre penge på tøj. Her kan modargumentet da være, at der blandt de resterende 63 % er et uændret eller højere forbrug på tøj.
Her til sidst kan vi også gentage linket til præsentationen fra vor seneste investorkonference, hvor der var et interessant indlæg om Novo, Lilly og fedmemarkedets udvikling. Se mere her.
Steen Albrechtsen
Kilder:
https://www.morganstanley.com/insights/articles/weight-loss-medication-market-unstoppable-growth
https://www.zerohedge.com/markets/new-glp-1-survey-finds-users-cutting-restaurant-spend
https://konferencer.ugebrev.dk/event/investor-konference-den-23-april/
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.