Den gode stemning er for alvor ved at vende tilbage til danske aktier, og denne gang er det ikke kun drevet af positive udenlandske markeder. Meget tyder på, at investorerne for alvor er ved at få øjnene op for de billige danske kvalitetsaktier.
Ja, aktier kan blive for billige. Men det kræver et generelt stemningsskift at starte en generel opkøbsbølge. Vi ser gode muligheder for, at danske aktier de kommende måneder vil outperforme både amerikanske og europæiske aktier. Men vi halter også virkelig langt bagefter.
I den forgangne uge ramte store plusser især Life science og mellemstor og stor industri. Novo Nordisk, Bavarian, ALK, Zealand og Genmab blev begunstiget af solide kursstigninger.
Også MT Højgaard, Per Aarsleff, DFDS, Nilfisk, Harboes og Bang & Olufsen blev løftet pænt i aktiekurs.
Allerede i sidste uges sektoranalyse fremhævede vi, at der var ved at ske noget positivt i det globale clean energy indeks. Det er blevet bekræftet i denne uge med et teknisk udbrud efter næsten tre års kursfald.
Effekten på nogle af de grønne danske energiaktier var tydelig: Vestas steg 6 pct. i ugen, og aktien ligger igen tæt på modstanden i ved kurs 110, som har været en bremseklods siden starten af november sidste år.
Annonce: Følg Økonomisk Ugebrevs porteføljer på ØU Trader med handelsbeskeder live på SMS
Får vi et brud op gennem denne modstand, ser vi 10-20 pct. stigning forude. Som det blev nævnt i analysen af 1. kvartalsregnskabet, er udsigterne for Vestas langt bedre end den generelle opfattelse i markedet.
Omkring de danske bankaktier må vi erkende, at bankinvestorerne ser igennem en mat aktivitet i Danmark og det øvrige Europa, lavere korte renter, der rammer udlånsrenterne negativt og vigende basisresultater.
Men særligt de danske bankaktier har historisk været handlet til lave priser i forhold til den bogførte egenkapital. Og med mere tempo på konsolideringsbølgen i den danske banksektor er det ikke så overraskende, at risikovilligheden omkring bankaktier er stigende.
Seneste melding fra Sparekassen Sjælland-Fyn (nu SJF Bank) om at de, som 25 pct. aktionær, ikke støtter fusionen mellem de to fynske banker, virker som startskuddet til det store konsolideringsspil i banksektoren, som vi i ØU Finans tidligere har beskrevet.
Morten W. Langer