Kære læser
I årtier har danske erhvervssucceser som A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Vestas, Carlsberg og Ørsted haft fordel af en verden, hvor grænserne blev åbnet, værdikæderne globaliseret, og hvor økonomisk integration blev anset som en naturlov. Men denne epoke er under opløsning.
Bank of America beskriver i en ny analyse, hvordan vi er på vej ind i en tid med à la carte globalisering – en fragmenteret verdensøkonomi, hvor geopolitik vejer tungere end økonomisk effektivitet, og hvor lande og selskaber vælger og fravælger partnere ud fra strategiske hensyn snarere end markedslogik.
Tidligere byggede danske eksporteventyr på USA’s lederskab af en “one-size-fits-all”-model for globalisering. Multinationale selskaber kunne optimere på tværs af landegrænser uden væsentlig politisk indblanding. Den tid er forbi.
Nu ser vi stigende toldmure, subsidier, krav om lokal produktion og restriktioner på investeringer. Samtidig bliver stormagtsrivaliseringen mellem USA og Kina et afgørende nyt vilkår. For store danske selskaber betyder det, at de ikke længere kan operere frit mellem alle markeder, men må navigere i et geopolitisk minefelt.
A.P. Møller-Mærsk: Som global transportgigant er Mærsk blandt de mest eksponerede. Fragmenterede forsyningskæder kan skabe nye forretningsmuligheder – fx regionalisering af shippingruter – men samtidig risici, hvis handelskonflikter begrænser volumen.
Novo Nordisk: Global farmaceutisk succes hviler på adgang til markeder verden over. Strammere regulering og nationalistiske sundhedspolitikker kan gøre væksten vanskeligere.
Vestas og Ørsted: Den grønne omstilling kræver globale værdikæder og adgang til kritiske råstoffer. Ressourceprotektionisme kan presse indkøb af materialer og gøre projekter dyrere.
Carlsberg: Den nylige exit fra Rusland er et konkret eksempel på, hvordan geopolitiske konflikter kan ramme direkte og brutalt.
For investorer betyder udviklingen, at de store danske selskaber ikke længere kan vurderes alene ud fra økonomiske nøgletal og global efterspørgsel. Geopolitisk risiko bliver et centralt parameter.
Det amerikanske marked fremstår i analysen som den mest robuste base – med teknologisk styrke, selvforsyning på energi og en forbrugerdrevet økonomi.
For danske selskaber kan det betyde, at fremtidig vækst i stigende grad må søges i USA og Vestens nærområder, mens det bliver vanskeligere at ekspandere i Asien og visse emerging markets.
Globaliseringen, som vi kender den, ser ud til at være død. For store danske selskaber betyder det et fundamentalt skifte fra frihandel og global integration til selektivt samarbejde og fragmentering.
De næste år vil derfor handle om, hvor dygtigt Novo Nordisk, Mærsk, Vestas og andre kan omstille sig til en ny virkelighed, hvor politiske alliancer kan være lige så afgørende som markedsandele.
Læs også fagredaktør Morten A. Sørensens analyse i denne uge under overskriften ”Danske eliteselskabers globale strategier under akut pres”, hvori det hedder, at ’Mange af de store danske elitevirksomheders gennemtestede globaliseringsstrategier er i vanskeligheder – især hvis man ser aktiekursen som udtryk for markedets vurdering af strategierne: Verdensmarkedets lukrative glo- bale nicher er tilsyneladende ikke, hvad de har været. Er Danmarks store globale elitevirksomheder kun midlertidigt svækkede – eller er en æra ved at være forbi? Flere af dem er ved at gentænke globaliseringsstrategierne.”
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.