RTX nåede i det nyligt afsluttede regnskabsår en omsætning på 547 mio. kr., og på den baggrund ser forventningen til 575-625 mio. kr. i det nye år ikke voldsomt imponerende ud. Men korrigerer vi for valutaeffekten, bliver den sammenlignelige omsætning 615-665 mio. kr., og dermed er der udsigt til en vækst på mindst 10 pct. i det nye regnskabsår. En vækst, der flugter med de fremlagte nye 2030-målsætninger.
Hvis man skal beskrive de nye målsætninger frem til 2030 med ét ord, så er de ”løse”. Der tales eksempelvis blot om en tocifret procentvækst i omsætningen, og det åbner for et ganske vidt spænd. 10 pct. vækst vil eksempelvis lande RTX omkring 900 mio. kr. i 2029/30 afhængig af udgangspunktet på valutasiden.
Løfter vi væksten til 12 pct., kommer vi noget tættere på den milliard kroner, der oprindeligt var målsætningen i 2026 og blev fremlagt for kun to år siden.
Den anden væsentlige 2030-forventning er en EBITDA-margin på mindst 15 pct., som i forhold til den præsterede margin på 6,5 pct. i 2024/25 ser pæn ud.
Her kan vi dog gå tilbage til RTX’ glansperiode i slutningen af 2010’erne, hvor man voksede med ca. 10 pct. om året, men til gengæld leverede en EBITDA, der konsekvent lå på mindst 17 pct.
Strategien er anderledes i dag, hvor man i højere grad end tidligere er blevet et egentligt produkt-/modulssalgsselskab, end det ingeniørfirma, der meget groft fortegnet solgte ”udviklingstimer”. De nye målsætninger blev ikke fulgt til dørs med en egentlig ny selvstændig strategi, så man fristes til at konstatere, at RTX blot fortsætter i samme spor som hidtil.
Der er dog også fokus på nye områder, hvor især det man kan kalde digitaliseringen af hele detailhandlen kan blive et pænt vækstområde i særligt den store enterprise-division.
I den ”kriseramte” ProAudio-division er der fokuseret og skåret fra, således at man i højere grad koncentrerer sig om modulsalg. Det er måske netop i denne forretning, at et af tidens hotteste vækstområder, forsvar/defence, kan blive en løftestang, idet RTX’ trådløse løsninger kan være oplagte i det, man kalder ”mission-critical environments”.
Manglen på konkrete målsætninger gør det svært at vurdere det samlede billede, og for investorerne bliver det i høj grad et spørgsmål om tillid til ledelsen og selskabet. Her er den nye ledelse startet pænt, men dog fra et relativt lavt udgangspunkt, da det de seneste år ikke har været nemt at være RTX.
En kurs omkring 100 ser attraktiv ud, hvis milliarden vitterlig er indenfor rækkevidde. Omvendt ser vi næppe en tilbagevenden til tidligere tiders rekordniveauer over kurs 200, førend man konsekvent leverer som lovet, eller bliver mere konkrete om vejen til milliarden.
RTX er formentlig stadig i en tillidsopbygningsfase, og på kort sigt indtager vi en vent-og-se holdning til aktien. Men understreger, at vi har pæn tiltro til det langsigtede potentiale i forretningen, og dermed også til aktiekursen fra det nuværende niveau.
Konklusion
Aktuel kurs 102,00
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 100,00
Steen Albrechtsen
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.

Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.






