Kære læser
Rigtig meget tyder nu på, at vi står på kanten af næste stærke aktierally. Hvis det ikke havde været på grund af forbigående nervøsitet for overophedning i de største AI-selskaber som Nvidia var årets julerally sikkert allerede startet.
Ved tilbagefaldet i november blev toppet taget af risikoen. Blandt andet ligger Nvidia fortsat og bevæger sig rundt om 180-niveau, ca. 20 pct. under toppen. Og andre højrisikoaktiver som Bitcoin ligger også fortsat underdrejet. Men denne gang ser det ud til, at det brede aktiemarked for alvor er ved at vinde styrke. Teknisk har vi ikke fået det endelige købssignal. Min vores forventning er, at det kommer inden jul.
Vi ser særligt på et brud op gennem 6900-niveau for den amerikanske S&P Future som et afgørende signal. Det niveau blev fredag kort testet, før det toneangivende aktieindeks blev sendt lidt tilbage.
Den positive stemning er for alvor ved at vende tilbage, og denne gang er det et langt sundere og bredere funderet positivt marked. Som det fremgår af vores gennemgang af sektortendenser i denne udgave, er der kommet nye vindersektorer, der afspejler, at vi med stor sikkerhed står foran solid økonomisk vækst, særligt i Europa, men sikkert også i USA.
Europa er stille og roligt på vej frem
Seneste nøgletal viser, at Europa stille og roligt er på vej frem. Fredagens data for BNP-væksten viste 0,3 pct. fremgang i tredje kvartal mod 0,1 pct. i andet kvartal. Og det var endda lidt bedre, end analytikerne havde forventet.
I USA har arbejdsmarkedet på det seneste vist svaghed, og FED, den amerikanske centralbank, ses på denne uges møde at nedsætte renten, hvilke vil understøtte økonomien.
Blandt toneangivende analytikere er der en bred opfattelse af, vi i 2026 står foran en ny æra med massiv intervention, hvor markederne vil blive styret langt mere af politikere og centralbanker end af “frie” markedskræfter. Regeringer og centralbanker vil gribe hårdere ind for at styre renter, kredit og kapitalmarkeder. Det betyder mindre ægte prisdannelse og mere politisk styring.
Budskabet er derfor, at investorer i højere grad må læse de politiske signaler og centralbanksignaler end klassisk økonomi. På den baggrund ventes det, at de store centralbanker (FOMC, ECB, BOE, BOJ m.fl.) vil sænke renterne flere gange i 2026. G10-landene har i gennemsnit sænket renterne ca. tre gange i 2025.
Næste skridt kan meget vel blive nye runder af QE (opkøb af obligationer) og yield curve control (direkte styring af de lange renter). Målet er at holde økonomien kørende og undgå finansielle chok – også selvom inflationen ikke er helt “perfekt”.
I USA har Det Hvide Hus og Federal Reserve som topprioritet at få renterne ned omkring 1 pct. Der forventes massiv udstedelse af statsobligationer, mens centralbanken samtidig forsøger at holde renterne nede. Allerede nu er den 10-årige rente antageligt lavere, end den ville være i et frit markedsmiljø.
Nogle økonomer mener, at vi er på vej mod en “cirkus- og casinoøkonomi”, hvor markederne i stigende grad ligner et kasino. “Odds” og politiske signaler bliver vigtigere end nøgletal og regnskaber. Korte likviditetsbølger og politiske udmeldinger kan drive store kursbevægelser. Investorerne risikerer at blive fanget på det forkerte ben, hvis de tror, vi er i et normalt marked – det er vi ikke.
Hvad er de største risici? En fortsat rentestigning i Japan ses som en global risiko, fordi det kan trække de “marginale” globale renter med op. I Europa betyder store finanspolitiske lempelser i 2026, at kapitalomkostningen sikkert stiger – altså det bliver nok dyrere at låne.
Men i første omgang ser vi det mest positive ak} tiemiljø i flere år. Vi mangler blot lige det endelige startsignal.
Vi vender tilbage til det store billede i den udvidede Nytårsudgave af ØU Formue i starten af januar, hvor vi også udpeger vores Vinderaktier for 2026.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.






