Kære læser
Vi har nu i et stykke tid varslet et sandsynligt julerally eller et januarrally, og det har godt nok ladet vente på sig.
Nervøsitet for stigende renter og øget inflation – samtidig med en politiseret amerikansk centralbank – har skabt frygt for deflation. Denne nervøsitet har ligger som en tung dyne over aktiemarkedet.
Men i denne uge kom der nogle amerikanske nøgletal, som fjernede en stor del af nervøsiteten, i hvert fald på den korte bane. November-rapporten for forbrugerpriser (CPI) i USA viste, at kerneinflationen faldt til 2,6 pct. fra 3,0 pct. i september.
For 2026 forventes det nu, at kerneinflationen vil falde yderligere i kølvandet på, at effekten fra toldaftaler aftager, og inflationen i boligpriser og lønninger køler af.
Samtidig er det nu tydeligt, at erhvervstilliden er presset. Philly Fed-indekset faldt i denne uge til minus 10,2 fra minus 1,7, og Empire State-indekset faldt endnu mere til minus 3,9 fra plus 18,7 for en måned siden.
Endelig svækkes forbrugertilliden fortsat. University of Michigans forbrugertillidsindeks faldt til 52,9 fra 53,3 måneden før, og det giver bekymringer om amerikanernes købekraft.
Faldende centralbankrenter
Samlet set kan aftagende inflation kombineret med faldende erhvervs- og forbrugertillid indikere, at der kan blive behov for en økonomisk stimulans – altså faldende centralbankrenter. Og det kan aktiemarkedet rigtig godt lide.
Aktiemarkedet regerede prompte på de nye positive signaler: Mens der de seneste uger har været en klar tendens til risk-off hos de professionelle investorer, lastede de fredag påny højere risiko ind i deres porteføljer.
De tydeligste tegn på dette skifte var solid fremgang til tech-aktierne – og i særdeleshed Nvidia, der nu endelig er brudt op gennem det centrale pejlemærke i 180 – med en stigning fredag på hele 4 pct. Bitcoin ligger dog fortsat underdrejet under 90.000.
Overordnet ser vi det fortsat som mest sandsynligt med et rally hen mod nytår eller et af de traditionelle januarrallyer. Vi ser denne gang et betydeligt mere solidt og bredere funderet rally, hvor markedet trækkes op af de fleste sektorer.
På grund af en sektorrotation mod risk-on, altså vækstaktier, er der grund til at tro, at stabile health care aktier vil underperforme. Læs mere om ugens sektorrotation i analysen af sektortendenser i denne udgave.
Der er stadig stopklodser
Det hele er dog ikke lige ud af landevejen, for der er fortsat nogle stopklodser. Før vi siger fuld ”go” vil vi gerne have udløst nogle tekniske købssignaler.
For det første skal vi have et brud op gennem 6.900-niveau for den amerikanske S&P Future, godt 1 pct. højere oppe.
For det andet skal den amerikanske økonomi ikke bremse alt for hårdt op – så det rammer de amerikanske selskabers overskud negativt.
For det tredje skal den lange amerikanske obligationsrente helst ikke stige så meget mere.
Men vores umiddelbare vurdering er, at der er 80 pct. sandsynlighed for et nyt aktierally indenfor få uger. Af samme grund er vi i den Forsigtige Portefølje næsten fuldt investeret. Afkastet har i år været 15 pct. i forhold til Copenhagen Benchmark indeks på knap 7 pct.
Kun to af de danske investeringsforeninger med danske aktier har leveret bedre afkast end ØUs Forsigtige Portefølje. Den Kortsigtede Portefølje har givet et afkast på solide 10 pct., og C25-indeks på 1 pct.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør






