Papirfabrikken Invest var indtil slutningen af 2024 100 pct. ejer af fodboldklubben Silkeborg IF, men efter salget af 80 pct. af aktierne for 162 mio. kr. betyder fodboldklubbens sportslige og økonomiske resultater mindre for det børsnoterede selskab. Det kan ses på aktiekursens bevægelser.
Det er naturligt, at aktiekursen for en børsnoteret fodboldklub svinger kraftigt, da der er en direkte forbindelse mellem de sportslige resultater og klubbens indtægter.
Det fremgår da også meget tydeligt af Papirfabrikken Invests aktiekurs, at der er kommet langt mere stabilitet i ind- og udbetalinger. Hvor kursen tidligere svingede kraftigt, har den stort set ikke bevæget sig siden september 2025. Og siden maj 2025 har den svinget indenfor kursintervallet 30-34,5.
Vi har tidligere betragtet aktien som stærkt undervurderet, men efter den nævnte realisering af et trecifret millionbeløb ved frasalg af hovedparten af fodboldaktierne er det ikke længere tilfældet.
Papirfabrikken Invest forventer et resultat før skat og dagsværdiregulering af selskabets investeringsejendomme i 2026 på 10-20 mio. kr., og det harmonerer med den aktuelle værdiansættelse.
Fodboldklubben Silkeborg IF er dog stadig en joker i det økonomiske spil, som indtil videre optræder i forventningerne med et resultat på 0 til minus 5 mio. kr. Med en placering som nr. 10 af 12 hold i Superligaen virker det som et sandsynligt resultat.
Muligheden for en stor ekstraordinær indtægt i form af spillersalg bør dog ikke ignoreres, da det historisk har været et af Silkeborg IF’s stærke kort.
Konklusion
Aktuel kurs 31,00
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Hold
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 32,20
Brune Japp
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.




