Her præsenterer vi hver uge kommentarer til alle C20-aktierne. Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse, og formålet med denne gennemgang er at give læserne et overblik over den aktuelle status hos de vigtige C20-aktier.
For en god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at disse to sider indeholder aktuelle kommentarer med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående selskabsanalyser. Alle kurser er korrigeret for udbyttebetalinger.
Købs- og salgsanbefalingerne på de enkelte aktier må kun betragtes som vejledende, og handel i aktierne sker på eget ansvar.
A. P. Møller – Mærsk A – Hold
Aktuel kurs: 11330,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie, og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Hold
Aktuel kurs: 11760,00
APM fortsætter langsomt nedad, men så længe kursen holder sig over støttelinjen ved 11150 bevarer aktien sin Hold-anbefaling.
Carlsberg B – Køb
Aktuel kurs: 744,00
Carlsberg passerede fredag rekordkursen 736 fra midten af juni, og dermed bryder aktien ud af intervallet 670-730. Vi hæver derfor anbefalingen fra Hold til Køb.
Chr. Hansen – Hold
Aktuel kurs: 544,50
Chr. Hansen fortsætter med at sive ned mod 60 dages glidende gennemsnit i 534, men indtil videre holder kursen sig over den grænse. Følg aktien fra sidelinjen, og sælg ved et fald under 530.
Coloplast – Hold
Aktuel kurs: 549,50
Coloplast forsøger at komme forbi modstanden ved 545, men det er endnu ikke lykkedes på afgørendevis. Afvent en stigning forbi 555, før et køb overvejes.
Danske Bank – Hold
Aktuel kurs: 251,00
Danske Bank er svagt sivende, men holder sig dog indenfor intervallet 248-258. Det giver aktien en Hold-anbefaling.
DONG Energy – Hold
Aktuel kurs: 373,00
DONG Energy ligger omtrent på den kurs 375, som selskabets storaktionær solgte sine aktier til i sidste uge. Afvent markedets vurdering af hvilken retning kursen skal herfra, før et køb overvejes.
DSV – Hold
Aktuel kurs: 455,30
DSV er faldet tilbage mod 60 dages glidende gennemsnit i 452, og et fald under den grænse kan være slutningen på en langvarig stigning.
FLSmidth – Hold
Aktuel kurs: 422,10
FLSmidth ligger stadig omkring 420, men steg svagt i slutningen af ugen. Der er modstridende meldinger fra konkurrerende selskaber, hvor der på den ene side meldes om stigende ordreindgang og på den anden side fortælles om nedskrivninger og stigende omkostninger. Hold indtil videre FLSmidth.
Genmab – Hold
Aktuel kurs: 1328,00
Genmab er faldet til den nederste del af intervallet 1250-1470, og hvis aktien gør som den plejer, står vi foran en mindre kursstigning. Først ved en stigning forbi 1470 bliver Genmab interessant igen.
GN Store Nord – Hold
Aktuel kurs: 204,50
GN Store Nord tabte en retssag om milliarder i torsdags, men da der var tale om en erstatningssag med GN Store Nord som sagsøgeren, bliver der ”kun” tale om en ekstra indtægt, som selskabet ikke får. Den seneste kursbund ligger højere end den forrige, så indtil videre bør GN Store Nord holdes.
H. Lundbeck – Hold
Aktuel kurs: 381,00
Lundbecks stigning er foreløbig gået i stå, og nu testes 60 dages glidende gennemsnit i 380. Afvent en stigning forbi den seneste kursrekord i 412, før et køb overvejes.
ISS – Køb
Aktuel kurs: 271,90
ISS mere end opfyldte forventningerne, og den markante kursstigning skete under en høj omsætning. Torsdagens fald skete under en lavere omsætning, og vi ser det som en naturlig kortsigtet reaktion, inden kursen steg igen fredag.
Jyske Bank – Hold
Aktuel kurs: 359,20
Jyske Bank fulgte de øvrige bankaktier i denne uge med en sidelæns bevægelse. Kursen ligger i intervallet 350-370, og indtil en stigning/fald ud af dette interval bør aktien følges fra sidelinjen.
Nordea – Hold
Aktuel kurs: 85,20
Nordea bevæger sig sidelæns i intervallet 79-88, og giver ikke anledning til yderligere kommentarer i denne uge.
Novo Nordisk B – Køb
Aktuel kurs: 318,70
Novo Nordisk havde en rigtig god uge med positive meldinger i USA omkring et nyt vigtigt produkt. Det havde markedet forudset, og kursen steg betydeligt i dagene op til den amerikanske melding. Vi ser et eventuelt fald i starten af ugen som en købsmulighed, inden kursen fortsætter opad.
Novozymes B – Hold
Aktuel kurs: 327,10
Novozymes ser ud til at blive afvist ved forsøget på at komme forbi modstanden ved 330. Det kan på kort sigt presse kursen ned mod 60 dages glidende gennemsnit i 314. Et fald derunder vil udløse en salgsanbefaling.
Pandora – Sælg
Aktuel kurs: 581,00
Pandora blev i denne uge sendt ned under støttelinjen i 595. Torsdagens stigning var en reaktion på de foregående dages kursfald, og fredag faldt kursen da også igen. Shorthandlerne benyttede ugen til at øge deres i forvejen høje andel af Pandoras aktier, og vi forventer at den kommende uge vil byde på yderligere kursfald i Pandora.
TDC – Hold
Aktuel kurs: 38,51
TDC blev endnu engang afvist ved modstanden i 39,2, og det står nu klart, hvor næste købssignal i TDC ligger. Først ved en stigning forbi 39,2 bliver aktien igen interessant.
Vestas Wind Systems – Sælg
Aktuel kurs: 538,00
Vestas mislykkedes i denne uge med forsøget på at komme forbi modstandslinjen ved 580 og 60 dages glidende gennemsnit i 579. Konsekvensen var et stejlt dyk til et nyt lavpunkt. En stigning herfra bør benyttes til et salg.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her