Aktieguru: Sådan handler jeg oliekrisen: Salgssignalet er slut, købssignalet mangler stadig

Uddrag af analyse fra Bank of Ameerica, bearbejdet til dansk

Artiklen handler om Bank of Americas chefstrateg Michael Hartnetts nye markedsvurdering efter en periode med markant uro på aktiemarkederne. Udgangspunktet er, at hans tidligere salgssignal for aktier nu er udløbet, efter at S&P 500 faldt næsten 10 procent fra toppen siden december. Hartnett peger på, at markedet i slutningen af marts nåede et niveau, hvor “policy panic” typisk begynder: olie over 100 dollar pr. tønde, 30-årig amerikansk rente omkring 5 procent og S&P under 6.600. Selvom der endnu ikke er kommet et egentligt panikindgreb fra Federal Reserve, mener han, at markederne ofte priser sådanne skift ind på forhånd. Det er ifølge artiklen præcis, hvad der skete i sidste uge, hvor S&P 500 steg 3,5 procent og dermed leverede den bedste uge siden november. På grafikken på side 1 vises dette som en tydelig vending i de ugentlige kursbevægelser for S&P 500: en række negative uger afløses af en kraftig positiv søjle, som markerer det pludselige comeback.

Hartnett siger dog ikke, at investorer nu har fået grønt lys til aggressivt at købe aktier. Hans salgssignal er væk, men et egentligt købssignal mangler stadig. I stedet fremhæver han obligationer og især længere varighed som det mest oplagte sted at være positioneret, blandt andet fordi biotech-sektoren ifølge ham opfører sig som en klassisk indikator på faldende renter. Grafikken nederst på side 1 viser udviklingen i biotech-ETF’en XBI: efter en lang og ujævn periode er kursen steget tilbage mod toppen fra tidligere år og ligger tæt på et femårshøjdepunkt. Pointen er, at biotech ofte klarer sig godt, når markedet begynder at tro på lavere renter og længere obligationseksponering bliver attraktiv.

Hvis man ikke vil følge ham ind i obligationer, opstiller Hartnett fire alternative investeringstemaer – de såkaldte fire “C”-handler – men de hviler alle på samme meget vigtige forudsætning: at konflikten med Iran bliver kortvarig. Hvis den antagelse holder, forventer han ikke recession, men derimod en række markedsmuligheder. For det første peger han på en stejlere rentekurve og lavere renter. For det andet nævner han råvarer som en måde at spille på en geopolitisk kamp om ressourcer. For det tredje fremhæver han Kina, hvor han ser mulighed for, at et møde mellem Trump og Xi kan understøtte en omlægning mod mere indenlandsk forbrug. For det fjerde peger han på forbrugsaktier, fordi regeringer i et efterkrigsscenarie kan blive tvunget til at fokusere mere på leveomkostninger og vælgernes økonomiske pres. Grafikken på side 2 understøtter Kina-tesen: den sammenligner amerikansk privatforbrug som andel af BNP med kinesisk husholdningsforbrug som andel af BNP. Kurven viser, at USA ligger højt og stabilt, mens Kina ligger betydeligt lavere, men muligvis er på vej til en svag genopretning. Det bruges som argument for, at Kina stadig har et stort potentiale for at “rebalance” væk fra eksport og over mod forbrug.

Hartnett ser også tegn på, at det værste markedschok i første kvartal kan være overstået. Han mener, at den udløsende faktor bag tvungne risikoreduktioner var en fladere rentekurve, og at dette pres ebbede ud, da den amerikanske toårige rente ikke kunne bryde over 4 procent. Samtidig mener han, at tidligere likviditetsvindere som bitcoin, private credit og software nu er ved at finde en bund. Hvis også bankaktier og mere rentefølsomme aktiver begynder at stige på baggrund af toppende renter og en stejlere kurve, kan det bane vej for en blød landing. Hvis det ikke sker, advarer han om risiko for en hård landing.

På makrosiden lægger Hartnett vægt på arbejdsmarkedet. Han hæfter sig ved, at den amerikanske “quits rate” – altså hvor mange der frivilligt siger op – er faldet markant. Det tolker han som et tegn på, at arbejdsmarkedet køler af, og at Federal Reserve derfor snarere vil ende med at sætte renterne ned end op. Grafikken øverst på side 3 viser netop sammenhængen mellem Fed funds-renten og quits-raten: når quits-raten falder, har det historisk været forbundet med lavere styringsrenter. Men billedet er ikke entydigt positivt. Grafikken nederst på side 3 viser en positiv sammenhæng mellem lønvækst/jobskabelse og selskabernes indtjeningsforventninger. Derfor advarer Hartnett om, at hvis jobvæksten ikke holder sig stærk i nogle måneder endnu, kan de høje forventninger til S&P 500-selskabernes indtjening blive presset ned – og dermed følge aktiekurserne lavere. Artiklen nævner, at forventningerne til S&P 500 EPS allerede er steget fra 310 til 323 dollar i år, hvilket gør markedet sårbart over for skuffelser.

Artiklen gennemgår derefter de seneste kapitalstrømme. Her er billedet blandet, men overordnet kom der fortsat penge ind i de fleste aktivklasser bortset fra krypto. Der var ifølge artiklen tilstrømning til aktier, obligationer og guld, mens krypto oplevede udstrømning. Mere specifikt var der store udstrømninger fra investment grade- og high yield-obligationer samlet set, et mindre inflow til banklån, store udstrømninger fra europæiske aktier og japanske aktier, inflow til tech og udstrømning fra forbrugsaktier. På side 4 er dette understøttet af flere grafikker: øverst en figur, der viser Trumps faldende økonomiske approval rating sammenholdt med markedets vurdering af republikanernes sandsynlighed for at vinde Senatet; nederst til venstre en graf over de store udstrømninger fra IG- og HY-obligationer; og nederst til højre en graf over de markante udstrømninger fra europæiske aktier. Disse figurer skal understøtte pointen om, at investorerne er blevet mere selektive og mere forsigtige, selv om de ikke er kapituleret totalt.

Et centralt punkt er Bank of Americas Bull & Bear-indikator. Den er faldet fra 7,4 til 6,3, hvilket er det laveste niveau siden juni 2025 og det største ugentlige fald siden april 2025. Grafikken på side 5 viser indikatoren som et speedometer, hvor 6,3 ligger i neutralzonen, efter tidligere at have ligget højere i den mere optimistiske del. Ved siden af ses en tabel med indikatorens komponenter: hedgefond-positionering, aktieflow, obligationsflow, kreditteknik, markedsbredde og fondsforvalterpositionering. Budskabet er, at salgssignalet for aktier formelt er væk, men at der heller ikke er tegn på det, Hartnett ville kalde egentlig kapitulation eller oversolgt panik. Kun 16 procent af MSCI ACWI-indeksene handler under både 50- og 200-dages glidende gennemsnit, hvilket ifølge ham er alt for lidt til at udløse et stærkt købssignal. Derfor vurderer han, at et rally fra de seneste bunde kan få svært ved at bryde op gennem 6.800 på S&P 500. Konsensus på markedet beskrives som “sell the rip” – altså at sælge ind i styrke.

Geopolitikken er den anden hovedakse i artiklen. Hartnett argumenterer for, at den politiske logik taler for en kort frem for en lang Iran-krig. Begrundelsen er, at Trumps popularitet er faldende på centrale økonomiske spørgsmål som økonomi og inflation, og at dette hænger sammen med lavere sandsynlighed for, at republikanerne kan fastholde kontrollen med Repræsentanternes Hus og Senatet ved midtvejsvalget. Grafikken, som optræder på side 4 og igen på side 5, viser netop denne kobling mellem Trumps økonomiske approval og Polymarkets sandsynlighed for republikansk sejr i Senatet. Kurverne falder begge tydeligt, og slutniveauerne ligger omkring 37 procent approval og 49 procent sandsynlighed for republikansk senatskontrol. Pointen er, at et langt militært engagement kan blive politisk for dyrt. Samtidig understreger artiklen, at senatskortet stadig er vanskeligt for demokraterne, som både skal vinde flere svære stater og forsvare egne pladser.

Hartnett peger også på en anden politisk risiko i andet kvartal: at handelspolitik igen kan blive brugt som redskab til at presse både allierede og modstandere til at støtte amerikanske geopolitiske mål. Artiklen nævner stigende told på medicinalvarer samt udvidelser af told på stål, aluminium og kobber som tidlige tegn på, at dette tema allerede er i gang. Det betyder, at selv hvis krigen bliver kort, kan markederne stadig blive ramt af sekundære politiske chok via handels- og industripolitik.

Artiklen slutter med en mere symbolsk, men markant advarsel: den såkaldte “skyscraper curse”. Tesen er, at færdiggørelsen af verdens højeste bygninger historisk har sammenfaldet med økonomiske og finansielle toppe, som senere blev afløst af kriser og fejlallokering af kapital. Grafikken på side 6 illustrerer dette med Chrysler Building i 1930, Sears Tower i 1974, Petronas Towers i 1996, Burj Khalifa i 2009 og Shanghai Tower i 2014. Hver bygning forbindes med efterfølgende økonomiske chok: depression, stagflation, Asien-krise, finanskrise og kinesisk aktie-/ejendomsnedtur. Hartnetts opdaterede version af denne tese er, at 2020’ernes equivalent ikke bliver verdens højeste bygning, men verdens største AI-datacenter. Han peger på Utahs Delta Gigasite, som skal levere mere end 10 gigawatt kapacitet, som det nye symbol på mulig overinvestering og hubris. Derfor er han fortsat negativ på kredit knyttet til AI-hyperscalers, og han forbinder også de igangværende jobnedskæringer hos blandt andre Microsoft, Meta og Oracle med behovet for at finansiere enorme datacenterinvesteringer.

Konklusion

Samlet set er artikelens budskab, at markedet muligvis har lagt den værste fase af forårets uro bag sig, men at det er alt for tidligt at erklære ny bull market. Hartnett har opgivet sit direkte salgssignal, men han anbefaler ikke et bredt køb af aktier. Hans hovedscenarie er snarere et taktisk miljø, hvor investorer bør fokusere på obligationer eller meget selektive temaer – især de fire “C’er”: kurve, råvarer, Kina og forbrug. Hele casen hviler dog på, at Iran-konflikten bliver kort, at renterne begynder at falde, og at økonomien undgår et hårdt tilbageslag. Samtidig er advarslerne mange: kapitalstrømmene er nervøse, positioneringen er ikke renset ud, geopolitik og handelspolitik kan skabe nye chok, og AI-investeringer kan vise sig at være et nyt eksempel på overdreven kapitalallokering. Artiklen er derfor mere et argument for forsigtig opportunisme end for egentlig optimisme.