Flere af de store aktører i byggematerialeindustrien er under hårdt pres på lønsomheden.
Som helhed holder de fleste selskaber omsætningen, men driftsoverskuddene er nedadgående. Forstærket konkurrencepres og lavere salgspriser kompenseres ikke af omkostningseffektiviseringer og et fladt marked, viser Økonomisk Ugebrevs årlige brancheanalyse af Top 20 byggematerialevirksomheder.
Mens Danmarks Statistik-Konjunkturbarometer for byggeri og anlæg gennem hele 2015 har vist solid fremgang, har på-begyndte antal nybyggede kvadratmeter gennem 2015 ligget nogenlunde fladt. Udviklingen afspejles klart og tydeligt i omsætningen for branchens tyve største virksomheder, som samlet set præsterede en næsten flad udvikling sidste år. Resultatudviklingen har derfor været meget afhængig af evnen til at sælge, markedsføre, prissætte og effektivisere internt – med henblik på at skabe øget lønsomhed. I dette udskilningsløb har der være meget stor forskel på virksomhedernes præstationer: Samlet set har branchen øget bruttoresultatet med fire procent, hvilket afspejler en øget effektivitet i selve kerneproduktionen. Til gengæld er branchens driftsoverskud faldet fire procent, og flere virksomheder gik sidste år i direkte minus på driften. Blandt andet NCC Roads, Spæncom og Novopan Træindustri.
Blandt de større aktører i branchen blev der præsteret størst fremgang i lønsomhed hos børsnoterede H+H International, Crh Concrete, Ikast Betonvarefabrik og Saint-Gobain. Branchens gennemsnitlige overskudsgrad er knap syv procent, men igen med meget store forskelle. Blücher Metal har branchens højeste overskudsgrad på 21 procent mod 26 procent året før. Ledelsen skriver noget summarisk i årsregnskabet, at faldet skyldes den ”generelle markedssituation”.
Aalborg Portland har branchens næsthøjeste overskudsgrad på 13 procent med et driftsresultat sidste år på 870 mio. kr. Virksomheden har været en af de mest højtråbende virksomheder omkring den nu afskaffede PSO afgift, som sidste år kostede 46 mio. kr.
Målt på afkastningsgrad ligger branchens gennemsnit på syv procent, lidt lavere end året før. Her ligger Aalborg Portland i overkanten af gennemsnittet med ni procent, dog overgået af H+H International, Knauf, Lindab, Blücher Metal og
Pressalit Group. Samlet set anses disse afkast på den investerede kapital for at være ganske solide i et rentemiljø, hvor det alternative afkast er tæt på nul. Aalborg Portland skriver om udsigten for 2016, at omsætningen forventes at stige, og at eksporten især fremmes af fortsat markedsvækst i USA. Der forventes lidt højere overskud i 2015 på grund af lave energipriser og effektiviseringer.
Lønsomhed under pres
Generelt har lønsomheden, målt på overskudsgrad, været under pres de seneste 3-4 år. Blandt andet Rockwool (se næste side), Aalborg Portland, Flügger, Nordisk Wawin, Novopan og Blücher Metal er blevet presset på lønsomheden. Største fremgang i overskudsgrader har der været i H+H International, Crh Concrete og Pressalit.
Pressalit har med nogenlunde konstant omsætning over de seneste tre år, markant øget overskudsgraden, fra minus én i 2013 til plus elve sidste år. Ledelsen skriver, at ”der er blevet arbejdet med en række initiativer, der skal sikre, at Pressalit øger indtjeningen, styrker tilstedeværelsen inden for vores fokusområder og understøtter forbedringer i hele supply chain. Processer er blevet optimeret for at skabe større effektivitet, og der er vedvarende fokus på at reducere kompleksitet og reducere omkostninger.”
Crh Concrete har over de seneste tre år øget omsætningen markant, samtidig med at overskudsgraden er løftet fra én procent til syv procent. Selskabet er en sammenlægning af fire mindre virksomheder med fokus på betonelementer, med fire fabrikker og 1.100 ansatte. Ledelsen skriver, at selskabet, som ejes af internationale Crh plc, er største udbyder af betonelementer på det danske marked.
Ledelsen skriver videre, at ”gennem en intensiveret fokus på innovation og nye produkter er vi med til at sikre en yderligere industrialisering af den danske byggebranche. I 2015 har Crh Concrete udvidet aktiviteten til byggepladserne og tilbyder i højere grad at montere færdige råhuse med en komplet leverance af betonelementer.”
En del af den øgede lønsomhed kan dermed antageligt forklares med, at selskabet er rykket tættere på slutkunderne, for derved blot at optræde i rollen som grossist af bulk varer.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her