Flere af de børsnotede byggematerialeselskaber har været igennem en vanskelig periode med turnarounds.
Rockwool og H+H International er kommet stærkt ud på den anden side. Det halter stadig for Flügger.
Landets suverænt største og mest internationale virksomhed inden for byggematerialer, Rockwool, er ved at lægge nogle vanskelige år bag sig. Fra 2013 til 2015 dykkede overskudsgraden fra knap ni procent til seks procent, og driftsoverskuddet faldt fra 1,26 mia. kr. til ca. én milliard kroner. Udskiftningen af topchefen og en ny strategiplan ser ud til at have virket. Der er ingen tvivl om, at Rockwools regnskab i de første tre kvartaler af 2016 er stærkt. Et tilsyneladende fald i omsætningen på 0,8 pct. i 3. kvartal ændres således til en fremgang på 2,3 pct., når der korrigeres for valutakurseffekter fra primært devaluering af den russiske rubel.
Det må anses for at være acceptabelt i betragtning af, at Rockwool er midt i en proces, hvor man har flyttet fokus fra toplinjen til bundlinjen. Den realiserede omsætningsvækst på 2,3 pct. ligger indenfor de fastsatte rammer i Rockwools Business Transformation Plan (BTP). Her opereres med en omsætningsvækst på 2-4 pct. p.a. i perioden 2016-2018. Til gengæld går netop BTP bedre end forventet. Forbedringen ligger bl.a. i omkostningsbesparelser i logistik og produktion samt et bedre produktmix.
Forbedringen fortsætter ned i det primære driftsresultat, hvor EBIT-margin for årets første tre kvartaler (korrigeret for ekstraordinære omkostninger vedrørende BTP) er forbedret med 3,2 procentpoint i forhold til i fjor. EBIT-margin var i 3. kvartal 12,2 pct. og for årets første tre kvartaler 10,9 pct. Efter at have opjusteret helårsforventningerne til EBIT-margin to gange fra de oprindelige ”omkring 8,5 pct” til senest ”omkring 10 pct.”, fastholder man denne gang forventningerne. Men Rockwools lønsomhed er nu tilbage på niveau med branchens bedste.
H+H International øger lønsomhed H+H International har over de seneste tre år øget lønsomheden markant, idet overskudsgraden er løftet fra én procent til otte procent sidste år. Efter Brexit afstemningen i sommer har der været nervøsitet omkring effekten på salg og lønsomhed, idet England er et stort marked for virksomheden. Trods Brexit fortsætter H+H International i 3. kvartalsregnskabet den positive linje fra årets første to kvartaler. Omsætningen er ganske vist faldet, men det primære driftsresultat er alligevel steget med 19 procent.
Et tilbagefald i omsætningen på næsten fem procent skyldes alene valutakursudviklingen. I 3. kvartal leverede H+H således en organisk vækst på fire procent, mens konverteringen til danske kroner ændrede fremgangen til et fald. Brexit har som bekendt lagt et voldsomt pres på det britiske pund, og da Storbritannien er H+H’s hovedmarked, rammer den faldende pris på GBP også H+H’s regnskab.
Regnskabet indeholder dog en interessant melding: ”The market in the UK is in a situation where demand outstrips supply. The referendum in the UK to leave the EU leads to uncertainty for the UK housing market, but we have not seen any negative market impact and the fundamental drivers remain strong.” Dermed stemmer H+H’s oplevelse af det britiske marked med flere andres udmeldinger om, at Brexit-afstemningen slet ikke har fået den negative effekt, som Ja-siden truede med.
Flüggers kæmpe underskud Flügger er nu kommet ud på den anden side efter et tocifret millionunderskud skabt af fejl i et nyt IT-system. Men en hurtig nedjustering efterfulgt af et dårligt 1. kvartalsregnskab stiller spørgsmålstegn ved, hvor langt selskabet er fra sin tidligere styrke på indtjeningssiden. Flügger har været gennem en hård periode, hvor overgangen til et nyt ERP-system (IT-system til styring af bl.a. ordrer, salg, køb og lager) gik helt galt. Fejl i det nye system resulterede i et tocifret milliontab i 2015/16, som endte med det dårligste bundlinjeresultat i årevis. Først i anden halvdel af regnskabsåret 2015/16 nåede man stort set tilbage til normal drift, og dermed kunne man gå ind i 2016/17 med en vis optimisme. Det afspejlede sig da også i selskabets årsregnskab 2015/16, hvori man forventede en mindre salgsfremgang og en vækst i det realiserede EBIT fra 21 mio. kr. til 70 mio. kr. i 2016/17. Optimismen holdt dog mindre end to måneder, da man op til generalforsamlingen leverede noget som kandiderer til titlen som historiens hurtigste nedjustering . Allerede inden 1. kvartalsregnskabet sænkede man således forventningerne, så der kun blev budgetteret med en uændret omsætning og et EBIT på niveauet 40-50 mio. kr.
Man kan spekulere i om nedjusteringen skete for at lette presset på den nye CEO, som tiltrådte tre uger tidligere . Under alle omstændigheder holder dels den hurtige nedjustering og dels endnu en ny CEO liv i opfattelsen af lettere kaotiske forhold på ledelsesniveau hos Flügger. Nu har Flügger aflagt sit første kvartalsregnskab for 2016/17, og på omsætningssiden stemte resultatet med forventningerne om status quo i forhold til sidste år. Indtjeningen lever derimod ikke op til forventningerne. EBIT er således faldet med 2 pct. i forhold til samme periode i fjor, og det hænger ikke særlig godt sammen med helårsforventningen om en markant fremgang i det primære driftsresultat.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her