Chefredaktøren har ordet: Søg mod USA – der har de vækst

Kære læser

De seneste måneder er det (igen) blevet mere og mere klart, at EU er en fiasko, når det handler om et indre marked med effektiv udveksling af produkter, service, kapital og innovation.

Den ledende europæiske        og amerikanske aktieindeks fulgtes pænt i starten af året, men i starten af april, for lidt over en måned siden, begyndte der for alvor at ske noget. Det amerikanske aktieindeks er for alvor løbet fra de europæiske aktier.

Og denne gang er det ikke kun de amerikanske Mag7-aktier, de har trukket det hele. AI-bølgen med effektiviseringer rammer nu bredt i hele det amerikanske erhvervsliv med jobskabelse, investeringer og øget vækst. Imens halter Europa igen langt bagefter i stilstand.

Det afgørende skel mellem USA og Eurozonen er, at amerikanerne i stigende grad får mere produktion ud af hver arbejdstime, mens Europa står næsten stille. Problemet er, at produktiviteten halter langt bagefter USA: I købekraftskorrigerede dollars var den i 2010 stort set ens på begge sider af Atlanten. I 2019 var eurozonen allerede 18 pct. efter USA, og siden er afstanden blevet endnu større.

EU’s indre marked en gigantisk fiasko

Skal man være lidt hård, er konklusionen, at EU’s indre marked hidtil har været en gigantisk fiasko. Vi bliver fattigere, ikke rigere.

Den første forklaring er, at USA’s produktivitetsfremgang er bredere funderet, især inden for landbrug, ejendom samt informations- og kommunikationstjenester. I eurozonen er udviklingen derimod svagere og i nogle sektorer endda negativ. Så fremgangen i USA er ikke kun drevet af USA’s stærke teknologisektorer.

Den anden forklaring er Europas sektorproblem. Arbejdskraften i eurozonen flytter i stigende grad mod offentlig administration, uddannelse og sundhed, hvor produktivitetsvæksten strukturelt er lavere, mens industrien mister beskæftigelsesandel.

Når produktiviteten stiger hurtigere i nogle dele af økonomien end i andre, flytter arbejdskraft og efterspørgsel ofte mod langsommere voksende servicesektorer, hvilket trækker den samlede produktivitetsvækst ned. Det er en udfordring i aldrende samfund, hvor sundhed og pleje uundgåeligt fylder mere.

Den tredje forklaring er kapital og teknologi. Amerikanske arbejdere i gennemsnit skaber omkring 170.000 dollar i årlig produktion mod 120.000 dollar i euroområdet.

Forklaringen er, at amerikanske virksomheder og medarbejdere har “more capital, more cutting-edge technology, more research & development funding, more labor market flexibility, and more abundant and cheaper energy”, viser en analyse fra et amerikansk finanshus.

Den fjerde forklaring er USA’s økonomiske økosys­tem. Bank of America peger på fire styrker: produktivitet, diversifikation, velstand og entreprenør-DNA. USA har siden 2020 øget sit nominelle BNP med 9.200 mia. dollar mod EU’s 5.400 mia. dollar, og USA’s andel af verdensøkonomien er steget fra 24,3 pct. i 2019 til 26 pct. i 2025.

Analysen fremhæver teknologi, finans, energi, forsvar, kapitalgoder, landbrug, underholdning, transport og sundhed. Det gør USA mere robust, fordi flere motorer kan tage over, når én sektor rammes.

Europa er derimod mere sårbar over for energi- og industrichok, og den seneste PMI-måling fra S&P Global viser, at selv når industrien ser bedre ud på overfladen, kan det dække over en skrøbeligere virkelighed.

Årsagen til den positive score er, at produktion og ordreindgang i høj grad løftes af lageropbygning og fremrykkede indkøb på grund af frygt for prisstigninger, forsyningsmangel og geopolitisk uro. Det er altså ikke en sund investeringsdrevet vækst, men defensiv hamstring.

PMI-rapporten viser samtidig Europas klassiske dilemma: lav vækstkraft kombineret med nyt inflationspres. Inputprisinflationen nåede det højeste niveau i 46 måneder, outputpriser steg hurtigst siden januar 2023, og virksomhedernes forventninger til fremtidig produktion faldt til det laveste niveau siden november 2024.

Den femte og vigtigste forskel er AI, som nu for alvor begynder at løfte produktiviteten. Men Europa halter betydeligt efter USA og Kina på udvikling, hosting og investeringer i AI-modeller. OECD-data viser, at amerikanske AI-startupinvesteringer i 2025 var omkring elleve gange større end i EU.

Analysen understreger også, at omkring 40 pct. af AI’s samlede produktivitetseffekt knytter sig til selve udviklingen af AI i ICT-sektoren.

Derfor er det ikke tilstrækkeligt, at Europa blot importerer AI-værktøjer. Uden egne modeller, virksomheder og datacentre mister Europa både værditilvækst, kompetencer og strategisk kontrol.

En aktuel gennemgang af amerikansk BNP i første kvartal 2026, illustrerer hvor kraftig AI-effekten allerede er i USA. Realt voksede BNP 2,0 pct. annualiseret, men den afgørende drivkraft var investeringer: Særligt software, intellektuelle rettigheder og informationsbehandlingsudstyr – herunder datacentre – trak væksten.

AI-relaterede investeringer bidrog med lidt over 1,5 procentpoint af en samlet BNP-vækst på 2,0 pct., altså omkring 75 pct. af væksten i kvartalet.

USA kanaliserer enorme kapitalmængder ind i datacentre, software og AI-infrastruktur, mens Europa fortsat befinder sig tidligere i investeringscyklussen. Det er netop forskellen mellem at bruge teknologi og at eje den næste produktionsplatform.

Hvad skal europæiske ledere gøre?

For det første skal produktivitet gøres til øverste politiske mål — ikke blot beskæftigelse, underskud eller grøn regulering.

Europa skal måle reformer på, om de øger produktion pr. arbejdstime. Det kræver mere kapital pr. medarbejder, hurtigere digitalisering, mindre administrativ byrde og større skala i kapitalmarkederne.

For det andet skal Europa føre en egentlig AI-industripolitik. Det betyder ikke kun støtteordninger, men massiv mobilisering af privat og offentlig kapital til datacentre, cloud, halvlederkapacitet, energiforsyning, AI-modeller og anvendelse i virksomheder.

For det tredje skal Europa øge produktiviteten i de sektorer, der vokser mest af demografiske årsager: sundhed, pleje, uddannelse og offentlig administration. Det er her, Baumol-problemet skal angribes. ING nævner selv e-government og AI i sundhed som oplagte områder. Pointen er, at Europa ikke kan løse problemet alene ved at flytte arbejdskraft tilbage til industrien. Man skal gøre de langsomme servicesektorer mere produktive.

For det fjerde skal arbejdsmarkeder og kapitalmarkeder gøres mere dynamiske. Bank of America fremhæver USA’s tolerance for fiasko som en central styrke: “It’s okay to fail in America.” Europa skal gøre det lettere at starte, skalere, sælge, lukke og genstarte virksomheder. Mindre kapitalbinding i gamle strukturer og mere konkurrence fra nye virksomheder er nødvendigt, hvis Europa skal skabe egne teknologivindere.

For det femte skal Europa sikre billigere og mere stabil energi. Bank of America nævner i en analyse billigere og rigeligere energi som en af årsagerne til USA’s produktivitetsforspring. S&P’s PMI viser samtidig, hvordan energichok og forsyningsuro hurtigt slår over i højere inputpriser, lageropbygning og svagere forventninger.

Europas energiagenda skal derfor ikke kun være grøn, men også industripolitisk: kapacitet, net, lagring, prisstabilitet og forsyningssikkerhed. Læs også temaspecialist Morten Springborgs analyse i søndagens udgave af ØU Finans, som er starten på en artikelserie om fremtidens danske energipolitik og en sønderlemmende kritik af den aktuelle energipolitik.

Den overordnede konklusion er, at Europa ikke nødvendigvis er dømt til fortsat stagnation, men kontinentets nuværende kurs er uholdbar og uden tilstrækkeligt stærkt lederskab.

USA vinder, fordi økonomien kombinerer kapital, teknologi, energi, risikovillighed, stor hjemmemarkedskraft og hurtig omstilling.

Europa taber terræn, fordi produktivitetsvæksten er for smal, investeringerne for lave, AI-økosystemet for svagt, og arbejdskraften flytter mod sektorer med lav effektiviseringshastighed.

Skal dødvandet brydes, må europæiske ledere skifte fra defensiv krisestyring til offensiv produktivitetspolitik. Ellers bliver afstanden til USA ikke midlertidig, men permanent.

God læselyst

Morten W. Langer

Chefredaktør