Artikelserie om muligheder og udfordringer i dansk atomkraft: Da den danske atomkraftlov blev vedtaget i 1985, var der ingen i verden, der producerede kommerciel strøm fra flydende salt, ingen reaktorer, der kørte på thorium, og ingen smeltet-salt-pumper, der havde kørt i to år i træk i København. I dag er dette virkelighed. Og alligevel er det danske forbud mod atomkraft intakt – som et fossilt levn fra en teknologisk tidsalder, der ikke længere eksisterer, skriver tema specialist Morten Springborg fra C Worldwide i denne kommentar, som er del to i en artikelserie om dansk energipolitik og nye energiteknologier.
Forbuddet mod atomkraft er en af de mest absurde konstruktioner i dansk energi- og erhvervspolitik: vi opbygger ekspertise i en teknologi, vi selv har forbudt. Vi finansierer forskning i det, vi forbyder os selv adgang til. Og vi uddanner ingeniører og forskere i et felt, der som udgangspunkt ikke kan foregå på dansk grund.
Danmarks dogmer i energipolitikken har derfor kostet os dyrt de seneste mange år: Et transmissionsnet, der ikke kan tilslutte en ørredopdrætsfarm ved Hjørring, og en fiskevirksomhed i Skagen, der har opgivet at elektrificere sin produktion. Budskabet fremgik også af min første kommentar, bragt i seneste udgave af Økonomisk Ugebrev Finans.
I denne kommentar beskriver jeg, hvad resten af verden har besluttet sig for – og hvad det betyder for Europas og Danmarks industrielle fremtid.
Endnu et område hvor Kina distancerer os
Mens den europæiske debat om atomkraft i årevis har centreret sig om Tjernobyl og Fukushima, har Kina bygget løs i atomkraft. I december 2023 gik verdens første kommercielle 4. generations reaktor i drift -HTR-PM ved Shidao Bay i Shandong-provinsen.
Det er en grafit-moduleret, heliumkølet ”pebble bed”-reaktor med dokumenteret iboende sikkerhed: slukker man for strømforsyningen, køler den sig selv ned uden menneskelig indgriben og uden nødkølingssystemer. I 2024 tilsluttede driftsselskabet Huaneng reaktoren til det lokale fjernvarmenet og erstattede 3.700 tons kul per varmesæson.
Kina stopper ikke her. I Fujian-provinsen har den kinesiske CFR-600 – en 600 MW natriumkølet reaktor – været i drift siden 2023, og en identisk anden enhed ventes at følge i 2026. En endnu større CFR-1200 er planlagt til idriftsættelse i 2030. Parallelt hermed kører en prototype-thorium-molten-salt-reaktor, TMSR-LF1, i Gansu-provinsen.
I november 2025 bekræftede kinesiske forskere, at reaktoren succesfuldt havde avlet uran-233 fra thorium – verdens første bekræftede in-reaktor thorium-brændselskonvertering. Den næste fase er en 100 MW-reaktor med mål om kommerciel produktion i 2035.
Som helhed er Kina i dag verdens største investor i atomkraft med 29 reaktorer under konstruktion – næsten halvdelen af alle reaktorer, der bygges globalt. Landet har annonceret over 125 GW i planlagte og igangværende projekter, mere end fire gange så meget som nummer to, Rusland.
USA: fra løfte til beton
I USA er det historiske vendepunkt netop indtruffet. I april 2026 startede TerraPower officielt konstruktionen af Kemmerer Unit 1 i Wyoming – USAs første utility-scale avancerede atomkraftværk. Reaktoren er en 345 MW natriumkølet reaktor med integreret smeltet-salt-energilagring. Konstruktionen er startet, og kommerciel drift er planlagt til 2031.
Omtrent på samme tid bryder Kairos Power – i partnerskab med Google – jorden til Hermes 2 i Oak Ridge, Tennessee. Det er den første 4. generations reaktor, der har fået en amerikansk byggetilladelse, og den første fluorid-saltkølede reaktor af sin art.
Hermes 2 vil levere 50 MW til Tennessee Valley Authority-nettet fra 2030 og vil hjælpe med at dekarbonisere Googles datacentre i Alabama og Tennessee. Begge projekter er understøttet af USAs Department of Energys Advanced Reactor Demonstration Program med op til to milliarder dollars i statsstøtte til Kemmerer alene. Det er ikke idealistisk energipolitik. Det er industripolitik med beton og penge bag.
Storbritannien: fra kaos til kontrakt
I England udpegede den britiske regering i juni 2025 Rolls-Royce SMR som foretrukken teknologipartner efter en toårig konkurrence. I november 2025 blev Wylfa på øen Anglesey i det nordlige Wales valgt som hjemsted for Storbritanniens første tre SMR-reaktorer -til i alt 1.440 MW.
Den 13. april 2026 underskrev Great British Energy-Nuclear (GBE-N) og Rolls-Royce den egentlige kontrakt.
Rolls-Royces SMR-design er i den afsluttende fase af den britiske Generic Design Assessment, med forventning om godkendelse i august 2026. Første beton kan hældes allerede i 2027, og første strøm er planlagt til midten af 2030’erne. Regeringen har afsat 2,5 milliarder pund til programmet. Rolls-Royce taler om en britisk flådeudrulning og et eksportprogram med start i Tjekkiet.
Andre lande: Sverige, Polen, Canada, Japan
Det er ikke kun de store lande. Sverige har påbegyndt en proces, der kan føre til op mod 5.000 MW ny a-kraft, og Vattenfall er i gang med at vælge mellem GE Hitachis BWRX-300 og Rolls-Royce SMR til sit Videberg-projekt. Polen bygger sin første konventionelle reaktor i partnerskab med Westinghouse og planlægger parallelt SMR-udrulning. Canada er næsten klar med at sætte BWRX-300 i drift ved Darlington. Japan genstarter sine eksisterende værker og planlægger nye generationsreaktorer.
Fælles for disse lande er, at de har truffet en strategisk beslutning: atomkraft er ikke et ideologisk spørgsmål. Det er et industripolitisk svar på tre samtidige udfordringer -klimakrisen, forsyningssikkerheden og fremtidens industrisamfund.
To danske selskaber, nul dansk indflydelse
Midt i dette globale investeringsopsving for a-kraft sidder to af verdens mest avancerede udviklere af næste generations atomteknologi i København. Copenhagen Atomics planlægger at køre sit første kritiske eksperiment ved Paul Scherrer Instituttet i Schweiz i 2026-2027.
Det bliver første gang i Europas historie, at et thorium-molten-salt-reaktor-testforsøg gennemføres. Seaborg Technologies arbejder med sin kompakte flydende salt-reaktor og fører dialog med regulerende myndigheder i flere lande.
Novo Nordisk Fonden har netop tildelt 60 millioner kroner til et forskningsprojekt om molten salt for at understøtte teknologier fra præcis disse to selskaber.
Begge selskaber udvikler deres teknologi til brug i andre lande.
Det er en af de mest absurde konstruktioner i dansk erhvervspolitik: vi opbygger ekspertise i en teknologi, vi selv har forbudt. Vi finansierer forskning i det, vi forbyder os selv adgang til. Og vi uddanner ingeniører og forskere i et felt, der som udgangspunkt ikke kan foregå på dansk grund.
Brint og energi-øer: Ulønsom investering til 42 mia.
Mens USA og Storbritannien investerer tocifrede milliardbeløb i 4.-generations atomkraftteknologi, der leverer tæt, stabil og skalérbar energi, har Danmark valgt en anden vej.
I februar 2026 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om Energi Ø Bornholm, der pålægger den danske stat udgifter på ca. 42 milliarder kroner over de næste 30 år. Dertil kommer en statsfinansieret brintinfrastruktur, hvor Energinets udgift alene løber op i 6,9 milliarder kroner i anlægsinvesteringer – med potentiale for langt højere totale omkostninger, hvis ambitionerne om en fuld dansk brintrørsstruktur fra Esbjerg til den tysk-danske grænse realiseres.
Sammenligningen med, hvad andre lande investerer i 4. generations atomkraft er slående. USA giver op til to milliarder dollar i statsstøtte til TerraPowers Kemmerer-reaktor alene, og får til gengæld det første utility-scale avancerede atomkraftværk på amerikansk jord – en 345 MW natriumkølet reaktor med 30-40 års driftslevetid, der kan levere basislaststrøm døgnet rundt, 365 dage om året.
Storbritannien afsætter 2,5 milliarder pund til Rolls-Royce SMR-programmet med Wylfa og får tre 480 MW-enheder med en samlet kapacitet på 1.440 MW. Danmark bruger 42 milliarder kroner – og får fluktuerende havvind og kabler.
Det er ikke et argument mod havvind i sig selv. Det er et argument mod den energiøkonomiske logik, der ligger bag den danske model – og mod den naive tro på, at brint løser det, som atomkraft reelt er den eneste teknologi til at løse.
Brint lider nemlig af et grundlæggende fysisk problem, som ingen politik kan lovgive sig ud af: energitabene er enorme. Processen med at omdanne elektricitet til brint via elektrolyse og dernæst enten transportere, komprimere eller syntetisere brinten til e-brændstoffer er behæftet med konverteringstab på typisk 60–75 procent.
Sætter man 100 enheder vindstrøm ind i en elektrolyseproces, får man omtrent 25–40 enheder nyttig energi ud i den anden ende. Resten forsvinder som varme. Det er ikke et ingeniørproblem, der venter på en løsning. Det er termodynamik.
Hertil kommer vindenergiens karakter som let energi: spredt, vejrafhængig og lav i energitæthed. En vindmøllepark kræver et enormt areal, massevis af råstoffer og et overdimensioneret transmissionsnet.
Et atomkraftværk leverer på et areal, der er brøkdelen af en vindmøllepark, hundredvis eller tusindvis af gange så megen energi pr. Kvadratmeter – og gør det kontinuerligt, vejruafhængigt og med en kapacitetsfaktor på 85–93 procent mod vindens 25–45 procent offshore.
Talgrundlaget er veldokumenteret. Tænketanken Kraka Economics har i rapporten ”Energi Ø Bornholm – En økonomisk katastrofe i slowmotion“ sammenstillet de officielle tal fra Energistyrelsen og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
Projektet blev oprindeligt vedtaget under den udtrykkelige forudsætning, at det skulle være både samfunds- og projektøkonomisk rentabelt – og kunne realiseres helt uden statsstøtte. De første rentabilitetsanalyser pegede også mod et overskud. Siden er billedet kollapset:
En analyse i 2022 viste et projektøkonomisk underskud på 10 mia. kr., og Energistyrelsens opdaterede analyse fra oktober 2023 viste et projektøkonomisk underskud på 16,3 mia. kr., et samfundsøkonomisk underskud på 7 mia. kr. og et samlet støttebehov på 31,5 mia. kr.
Politikerne reagerede ikke ved at droppe projektet, men ved først at løsne kravet om rentabilitet, dernæst at udvide kapaciteten fra 2 til 3 GW og endelig at indsætte et støtteloft på 17,6 mia. kr. – et loft, som Energistyrelsen vurderer, er ca. 14 mia. kr. for lavt til, at projektet bliver attraktivt for private opstillere.
Selv hvis loftet holder, koster Energi Ø Bornholm 5,9 mia. kr. pr. GW i statsstøtte. Til sammenligning blev søsterprojektet Energi Ø Nordsøen sat på pause, fordi det løb op i 5 mia. kr. pr. GW. Energiø Bornholm er altså pr. Installeret gigawatt dyrere end den energi, der blev skrottet for at være for dyr.
Hertil kommer en regnskabsmæssig finte, som er værd at hæfte sig ved: 39 procent af Energinets omkostninger til elinfrastrukturen overvæltes på forbrugerne via højere tariffer – en ekstraregning på ca. 5,1 mia. kr., som efter normal praksis i sådanne projekter ville have været båret af producenterne.
Indregner man denne indirekte udgift, stiger det reelle støttebehov til 36,6 mia. kr. og loftet til 22,7 mia. kr. Og selv det er sandsynligvis et underskøn: Energinets egen anlægsbusiness case er i september 2025 vokset fra de oprindelige 13,9 mia. kr. i 2022 til 22,2 mia. kr. – alene for elinfrastrukturen, før havvindmøllerne bydes.
Det er den slags økonomi, danske skatteborgere bliver bedt om at acceptere som ”morgendagens industri”.
Det mest afslørende aspekt er ikke beløbene i sig selv. Det er, hvad beløbene køber. Et atomkraftværk er en investering i tæt energi: den investerede kapital og den investerede energi (EROI – Energy Return on Energy Invested) betaler sig tilbage mange gange i løbet af anlæggets driftsperiode.
TerraPowers Kemmerer-reaktor vil producere strøm i måske 60 år. Rolls-Royces SMR’er er designet til 60-årig levetid. Overudbygning af vind med integration af brint med massive konverteringstab og transporttab, skal sælges til industrielle aftagere, der endnu ikke i tilstrækkelig grad eksisterer. Tilbagebetalingstiden er efter min bedste vurdering uendelig og EROI ikke bæredygtig.
Bundlinjen er denne: atomkraft er energi med høj tæthed og høj forudsigelighed. Brint fremstillet af vind er diffus energi – spredt, tabsintensiv og strukturelt afhængig af subsidier for at være konkurrencedygtig. Vi er i den modsætningsfulde situation, at vi som nation er ved at bruge i størrelsesordenen 50–60 milliarder kroner på et subsidie-afhængigt energisystem, mens vi ved lov forhindrer os selv i at investere i et system, der kan betale sig selv tilbage.
Den europæiske økonomis strukturelle krise
Dette handler ikke kun om energi. Det handler om, hvilken slags økonomi Europa -og Danmark – kan opretholde i de kommende årtier.
Europas historiske styrkepositioner har hvilet på en åben, regelbaseret verdenshandel. Eksport af avancerede produkter, industriel ekspertise og værdikædeintegration globalt. Det fundament krakelerer i disse år.
Kina konkurrerer nu inden for de sektorer – avanceret produktion, grøn teknologi, elektronik, biler – der engang var europæiske kernekompetencer. USA’s handelspolitik fragmenterer de globale værdikæder yderligere. En handelsøkonomi som den danske, særligt eksportafhængig og særligt integreret i europæiske industrikæder, mærker dette med stigende kraft.
I den kontekst er spørgsmålet om atomkraft ikke et perifert energipolitisk nichespørgsmål. Det er et spørgsmål om, hvorvidt Europa – og Danmark – vil være med på den næste bølge af industriel teknologi, eller om vi vil købe den af andre.
Avanceret atomkraft er en af de teknologier, der vil forme dette århundrede. Det er ikke bare stabil energiproduktion – men en avanceret værdiskabende industri, der er fremtidssikret. Det er præcis den type industri, som Europa har kapital, uddannelsesinfrastruktur og teknisk tradition til at mestre. Men kun hvis vi vælger at være med.
