Siden det markante kurstab efter udmeldingen af petrelintide fase 2 data er aktiekursen steget 40 pct. Samarbejdspartneren Roche fortsætter udviklingen af petrelintide i et fase 3 studie og kombinationsbehandlingen med CT-388 i fase 2. Der kom også positive fase 3 data fra samarbejdspartneren Boehringer Ingelheim på survodutide, skriver redaktør Steen Albrechtsen i denne analyse.
På Q1-telefonkonferencen efter regnskabet blev det klart, at Zealand Pharma satser meget på at forbedre markedssentimentet på amylinanalogen petrelintide. Det er forståeligt, da det er den vigtigste valuedriver med en 50/50 deling af indtægterne med Roche, hvis produktet når til markedet.
Der er imidlertid stor skepsis i aktiemarkedet mht. petrelintides fremtidsudsigter efter de moderate vægttabsdata i fase 2 studiet. På trods af de positive survodutide fase 3 data var det også kun petrelintide, der havde analytikernes interesse på telefonkonferencens Q&A.
Vi har tidligere fortalt om, at petrelintides fase 2 vægttab på 10-11 pct. ikke imponerede, men vi ser stadig muligheder for stoffet. Med GLP-1 stoffernes problematiske bivirkninger, som medfører stop-and-go patientfrafald, er det ikke usandsynligt, at patienterne på den lange bane opnår et vægttab med petrelintide på niveau med GLP-1 stofferne.
Aktiemarkedet er imidlertid ensidigt fokuseret på vægttabseffekten og dets plateau, mens tolerance og bivirkninger ikke prioriteres højt. Så markedet tænker vel, at det er fint med petrelintides meget overbevisende bivirkningsprofil, men når vægttabseffekten ligger så meget under GLP-1 stoffernes 15-18 pct. har petrelintide – i ”markedets øjne” – ikke nogen fremtid.
På telefonkonferencen fortsatte Zealand Pharma imidlertid den optimistiske tone i betoningen af petrelintides gode tolerans- og bivirkningsprofil på linje med placebo.
Samarbejdspartneren Roche har heller ikke mistet troen på petrelintide og forbereder nu et fase 3 monostudie med opstart i år. Derudover er et fase 2 studie på programmet, hvor petrelintide kombineres med Roches GLP-1/GIP-agonist CT-388.
Kombinationen er interessant, fordi CT-388 har vist en kraftig vægttabseffekt på 22,5 pct. efter 48 ugers behandling uden plateau, som ligger på linje med tirzepatide/Zepbounds behandlingseffekt.
Spørgsmålet er, om de kommende fase 2 data, som forventes næste år, afspejler både petrelintides gode bivirkningsprofil og CT-388 stoffets kraftige vægttabseffekt, eller om kombinationen skuffer på samme måde som Novo Nordisks Cagrisema.
Hvis data viser et gennemsnitligt vægttab på 15-18 pct. og en attraktiv tolerans-/bivirkningsprofil ser vi gode muligheder for stoffet. Der er imidlertid lang vej endnu med udsigt til eventuelle fase 3 readout i 2029/30.
Zealands anden vigtige partner, Boehringer Ingelheim, annoncerede i april særdeles positive fase 3 data (SYNCHRONIZE‑1) på survodutide. Survodutide kan blive første godkendte GLP‑1/glucagon‑dual agonist, hvilket giver en unik markedsposition. Vægttabsdata matchede fase 2 data med et gennemsnitligt vægttab på 18 pct. på højeste 4,8 mg. dosis, dvs. på niveau med Eli Lillys tirzepatide.
Survodutide har imidlertid en trumf i ærmet. Data viste, at muskeltabet på 25-30 pct. var mindre, end man ser med tirzepatide (35-40 pct.) og semaglutide (40 pct.). Det hænger meget godt sammen med, at glukagonagonisme øger fedtoxidation og energiforbrug.
Selvom SYNCHRONIZE‑1 ikke var et MASH leverstudie, var der opmuntrende leverdata med et markant fald i ALT/AST leverenzymer og en reduktion i leverfedt. Det giver en klinisk og kommerciel differentiering, især i patienter med overvægt og NAFLD (ikke alkoholrelateret leverfedt), forhøjede leverenzymer og metabolisk syndrom.
Zealands kassebeholdning ultimo 1. kvartal 2026 var 14,5 mia. kr. efter et kvartalsunderskud på 394 mio. kr. med driftsomkostninger på 573 mio. kr. I selskabets uændrede 2026 guidance forventes driftsomkostninger på 2,7-3,3 mia. kr., og med forventede indtægter på 4,5 mia. kr. er der således udsigt til 2026-EBIT på 1,2 mia. kr. til 1,8 mia. kr. Zealand er med andre ord finansielt bundsolid.
Oven i kassebeholdningen får Zealand Pharma snart en milepælsbetaling på 575 mio. dollar i forbindelse med Roches opstart af petrelintide fase 3 programmet i år og yderligere 125 mio. dollar. Zealand Pharma har på den baggrund valgt at gennemføre et aktietilbagekøbsprogram på 1,3 mia. kr., svarende til ca. 5 pct. af den aktuelle markedsværdi.
Steen Albrechtsen
2 md. adgang for
2 x 49 kr.
Få straks adgang til denne artikel og derefter 2 måneder til alle artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser
Tilbuddet gælder til 31. juni 2026. Abonnement fortsætter til normalpris på 249 kr. efter bindingsperiode på to måneder. Opsig når du vil - til udgang af den anden måned. Tilbud gælder kun, hvis du ikke har haft abonnement på ØU udgivelser de seneste tre måneder
Allerede abonnent? Log ind her















