Ifølge kønsbalanceloven for Danmarks største børsnoterede selskaber har en topledelse med fire medlemmer en ”ligelig kønsfordeling” med blot ét kvindeligt medlem. Ifølge et andet regelsæt, rettet mod det øvrige erhvervsliv, er fire kvinder tilstrækkeligt til at opnå kønslighed i en bestyrelse med tolv medlemmer. De danske regler opererer med forskellige definitioner af kønslighed. Men begge definitioner på kønslighed er langt fra, hvad man normalt opfatter som kønslighed, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen i denne kommentar.
Ifølge dansk lovgivning har virksomheder med en vis størrelse pligt til at opstille måltal eller udarbejde en politik med henblik på at øge andelen af det underrepræsenterede køn i bestyrelse og topledelse.
Kravet bortfalder dog, såfremt mænd og kvinder er ligeligt repræsenteret i de pågældende ledelsesorganer. Virksomheder med en lige kønsfordeling i de øverste ledelsesorganer belønnes således med fritagelse for konkrete politik- og rapporteringskrav.
En gennemgang af reglerne viser, at selskaber dog langt fra skal leve op til reel kønslighed for at opnå denne fritagelse. Tværtimod kan man konstatere, at lovgiverne har fiflet med definitionerne for at gøre det lettere for virksomhederne at opfylde kravene.
For de fleste er det umiddelbart nemt at afgøre, hvorvidt kvinder og mænd er ligeligt repræsenteret i en ledelsesgruppe. Hvis en bestyrelse eksempelvis består af to kvinder og to mænd, så er der lige mange mænd og kvinder.
Hvis bestyrelsen består af et ulige antal medlemmer, så forekommer det logisk at anse en fordeling for tilstrækkelig lige, når andelen af det underrepræsenterede køn er så tæt på 50 pct. som muligt – eksempelvis 7/8 i en bestyrelse med 15 medlemmer.
Men så enkelt er det ikke ifølge reglerne: I den nyligt opdaterede vejledning om ’Måltal og politik for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen i store virksomheder´oplyser Erhvervsstyrelsen: ”Ved en ligelig kønsfordeling forstås: en fordeling på 40/60 pct. af henholdsvis kvinder og mænd eller det antal, som kommer tættest på 40 pct. uden at overstige 40 pct.”
I et skema forklarer Erhvervsstyrelsen, at en bestyrelse med tre mænd og én kvinde har en ligelig kønsfordeling, fordi procentfordelingen på 25/75 er den, som kommer tættest på 40/60. Samme logik medfører, at en bestyrelse med fire kvinder og otte mænd har en ligelig kønsfordeling.
Tænk hvis loven om ligeløn tilsagde, at kvinder og mænd har opnået ligeløn, hvis kvinder på en arbejdsplads tjener halvt så meget som deres mandlige kollegaer i tilsvarende stillinger? Helt ude i skoven, ville de fleste sikkert mene.
Regelsættet om måltal og politik omfatter store børsnoterede samt unoterede virksomheder, der aflægger regnskab i henholdsvis regnskabsklasse D og C. Det er dog ikke det eneste regelsæt på området.
Danske børsnoterede virksomheder med mindst 250 ansatte samt en årlig omsætning på 50 mio. euro er nemlig underlagt kønsbalanceloven, som definerer ’ligelig kønsfordeling’ på en anden måde end regelsættet for måltal og politik.
I vejledningen til kønsbalanceloven oplyser Erhvervsstyrelsen: ”Ved en ligelig kønsfordeling forstås ifølge kønsbalanceloven: en fordeling på mindst 40 pct. af det underrepræsenterede køn, dvs. af enten kvinder eller mænd, eller det antal, som kommer tættest på 40 pct. uden at overstige 49 pct.”
Kønsbalanceloven stiller derved højere krav til lighed mellem kønnene end regelsættet for måltal og politik. Eksempelvis skal en ledelsesgruppe med 12 medlemmer have fem – og ikke blot fire – medlemmer af det underrepræsenterede køn, for at ledelsesgruppen ifølge kønsbalanceloven anses for at have en ligelig kønsfordeling.
Det betyder, at hvis en virksomhed med over 250 ansatte øger omsætningen til over 50 mio. euro, så kan den gå fra at have en bestyrelse med en ligelig kønsfordeling i et regnskabsår til at have en bestyrelse med en ulige fordeling året efter – helt uden at kønssammensætningen i bestyrelsen har ændret sig.
Man kan sagtens diskutere, hvad der kendetegner en tilstrækkelig ansvarlig kønsfordeling i danske virksomheders ledelsesorganer. Er det 50 pct., 40 pct., eller måske ligefrem blot 25 pct., som de nuværende regelsæt i visse tilfælde tilsiger? Den diskussion er bestemt relevant.
Men at kalde en topledergruppe med fire medlemmer, heraf én kvinde, for en gruppe med en ligelig kønsfordeling er åbenlyst forvrøvlet.
Claus Strue Frederiksen
