Den voksende ulighed i den vestlige verden kan ikke fjernes alene gennem en fordelingspolitik, hedder det i bogen ”Challenging Inequalities”, skrevet af blandt andre Oxford-professor Paul Johnson. Sociale og familiemæssige forhold er lige så vigtige, og økonomisk vækst er forudsætningen for at reducere uligheden, hedder det. Bogen er et fundamentalt opgør med mange års firkantede påstande om uligheden, skriver journalist Hugo Gaarden i denne boganmeldelse.
En af de seneste bøger om ulighed, ”Challenging Inequalities”, er ikke en let sag at løbe igennem inden sengetid. Men det er til gengæld en af de vigtigste overhovedet om det omdiskuterede emne – samfundsmæssig og indkomstmæssig ulighed.
Bogen fejer den gængse opfattelse af banen om, at det hele drejer sig om fordeling af indkomsten og værdierne. Omfordeling af formuer hjælper ikke nødvendigvis på forholdene for dem, der har en lav indtjening eller ingen formue.
Det er lige så vigtigt at se på sociale forhold og især familieforhold. Hvis familier sørger for stabile og stimulerende forhold for deres børn og bor de ”rigtige” steder, hvor der er adgang til skoler, læreanstalter og fritidsinteresser, vil det i sig selv bidrage til en reduktion af den ulighed, som vitterligt er vokset kraftigt.
Ja, den konklusion vil mange i Danmark ryste på hovedet ad. Skal folk lade være med at blive skilt og bo i Hellerup? Så firkantede er argumenterne ikke, og forfatteren kommer heller ikke med en facitliste, for der er alt for mange opfattelser og muligheder for at skabe en bedre levevis.
Men bogens værdi er, at den bryder med de gængse dogmer. Paul Johnson er rektor på The Queen’s College på Oxford Universitet og tidligere direktør for det anerkendte Institute for Fiscal Studies, IFS, som har finansieret et femårigt projekt, som ligger bag bogen, og hvor anerkendte professorer fra Europa og USA har kulegravet problematikken, med nobelpristageren Angus Deaton fra Princeton University som formand for udvalget.
Det er en relativt tung bog, for det er sagligheden og ikke det populærvidenskabelige, der ligger bag. Men professorerne er ikke bange af sig, og det ses især, når de opsummerer arbejdet i konklusionerne. De tænker ikke økonomisk. De trækker på viden om filosofi, sociologi, epidemiologi, offentlig sundhed og demografi.
Udvalget bag bogen har fået akademiske bidrag fra 144 personer, som har skrevet 97 papirer, som det kaldes i den akademiske branche, og de er i bogen listet op, så alle kan læse dem.
Professorerne erkender, at det kan virke som selvparodi, at det er den veluddannede og privilegerede elite, som gør sig klog på ulighed, der i sagens natur især rammer de underprivilegerede. Altså dem, der ikke får langsigtet gavn af en påtvungen omfordeling af indkomst, arv og andre værdier.
Videre i de efterfølgende generationer
Værdierne skal jo yngle, og det lykkes ikke for alle. Så banalt udtrykkes det ikke i bogen, men man kan godt se, hvad professorerne mener. De mener, at sundhed, velfærd, velstand, uddannelse, boligforhold og geografisk placering i samfundet betyder mindst lige så meget som selve indkomsten. De beskriver meget nøje, at formuen – også i form af boligværdierne – spiller en stigende rolle i forhold til indtægterne, og denne værdi kan kanaliseres videre i de efterfølgende generationer.
Derfor betragter de det som en fejltagelse, at der er så meget fokus på fordelingen af selve indkomsterne. Johnson skriver lettere ironisk, at enhver kan diske op med forslag om at beskatte de rige eller fordele indkomsten eller fordele den samlede arv i samfundet.
”Men vi mangler en mere fundamental forståelse af det, der virkelig tæller, hvad forskellige politikker indebærer, og de afvejninger, vi ønsker at foretage,” skriver Johnson.
Den traditionelle makroøkonomi er ikke tilstrækkelig for at skabe en større grad af lighed. Alle må se på de mere sociale og familiemæssige forhold. Alene det at have et godt arbejde med stimulans fra virksomheden og kolleger har betydning for, at de enkelte skaber økonomisk fremgang.
Kommer der store forskydninger i produktionen, f.eks. med globaliseringen, er det virksomheders og politikeres opgave at undgå de negative konsekvenser ved at skabe nye aktiviteter. Men de ”ramte” må også selv blive politisk aktive for at bremse udviklingen og for at skabe alternativer. Det nytter ikke at sætte sig hen og kræve omfordeling.
”Challenging Inequalities”, Paul Johnson, Princeton, 234 sider, 31,13 euro.
Hugo Gaarden











