Brdr. Hartmanns Profit Warning for to uger siden rejser sammen med 3. kvartalsregnskabet i denne uge nogle spørgsmål vedrørende selskabets udmeldinger til børsen. Dem har vi bedt Brdr. Hartmanns adm. direktør Ulrik Kolding Hartvig om at kommentere.
AU: Skiftende meldinger mellem optimisme og nedjusteringer skaber utryghed hos aktionærerne, og indbygger dermed en risikopræmie i selskabets aktiekurs. Er jeres grundlag for udmeldingerne for spinkelt, siden de svinger så meget?
Ulrik Kolding Hartvig: Vi er altovervejende optimistiske i forhold til udviklingen i vores markeder og Hartmanns forretning, da grundlæggende trends som demografi, urbanisering og øget fokus på bæredygtighed driver efterspørgslen efter vores produkter over tid. De senere år har vi leveret gode resultater og investeret i ny produktionskapacitet for at udnytte de positive trends, og det tager længere tid at få indkørt og solgt denne kapacitet end forventet. Det skyldes til dels volatilitet i markederne, men vi har heller ikke været hurtige nok til at tilpasse os til disse midlertidige udsving i efterspørgslen. Selvom det ikke får afgørende betydning for afkastet på investeringerne over en livscyklus på adskillige årtier, så har selv mindre udsving i kapacitetsudnyttelsen betydning for vores forventninger til de kommende kvartaler.
Hvorfor udsendte I ikke en advarsel i forbindelse med insektgiftskandalen i sommer, men ventede indtil den bidrog til en nedjustering?
Vi har løbende fulgt fipronil-sagen, der ikke satte spor i vores salgsstal i sommerens løb. Vi blev først påvirket fra udgangen af 3. kvartal, hvor sagen havde en effekt for Hartmann på enkelte europæiske markeder. Derfor viste 3. kvartal også en fortsat positiv udvikling i Europa, hvor vi solgte mere emballage og fortsatte den igangværende kapacitetsudvidelse. Vi forventer dog, at fipronil-sagen vil tage toppen af den ventede vækst i Europa. Derfor bidrog fipronil-sagen i oktober til justeringen af vores syn på den kommende tid, som i højere grad var drevet af den forsinkede udnyttelse af ny kapacitet i USA og udviklingen i valutakurser.
Hvordan er status på igangsætningen af den nye nordamerikanske fabrik?
Indkøringen af fabrikken i USA forløber som tidligere meddelt langsommere end oprindeligt forventet. Vi leverer emballage til kunderne, og det er en væsentlig del af forklaringen på væksten i Americas i 3. kvartal. Men det tager længere tid at få afsat kapaciteten i det nuværende marked, hvor vi samtidig er ramt af en midlertidig afmatning af væksten i salget af emballage til de dyrere æg, som ellers er vores styrke og den mest lønsomme del af salget.
Opererer Brdr. Hartmann på et mere usikkert/volatilt marked end de fleste andre selskaber?
Det vil jeg ikke påstå, da vores markeder som nævnt drives af langsigtede forhold som demografi, urbanisering og bæredygtighed. Til gengæld har vores markeder i en periode været mindre stabile end sædvanligt på grund af længerevarende effekter af blandt andet fugleinfluenza i Nordamerika og makroøkonomiske udfordringer i Sydamerika, end vi havde forventet. Det har vist ganske tydeligt, at vi heller ikke går fri af volatilitet, og på kort sigt er vi selvfølgelig trætte af at få ny produktionskapacitet klar i et mindre gunstigt miljø end forventet, da det uvægerligt rammer vores forventninger.
Skal selskabets udmeldinger tages med et gran salt?
Alle udsagn om fremtiden skal tages med et gran salt. Selvom vi har leveret gode resultater de senere år og igen i 3. kvartal, var vi desværre nødt til at justere forventningerne tidligere i år. Vores forventninger til 2017 og 2018 afspejler de ændrede markedsforhold i Nordamerika og Europa samt ufordelagtige valutakursudviklinger, og under de forudsætninger har vi fuldt fokus på at levere det, vi har stillet markedet i udsigt.
Hvorfor skal aktionærerne tro på de nye finansielle mål, når de seneste mål ikke blev nået?
Vi har leveret gode resultater de senere år, men vi har også taget toppen af forventningerne i takt med, at forudsætningerne har ændret sig. Sådan må og skal det være. Aktionærerne kan stole på, at vores forventninger altid er udtryk for et kvalificeret og relativt præcist bud på, hvordan vi forventer at levere under visse forudsætninger. Hvis forudsætningerne ændrer sig, har det selvfølgelig også en effekt på vores målsætninger.
Børskurs på analysetidspunktet: 329,00
AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 295-345
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her