Ruslands importstop og velfyldte kinesiske lagre er blandt hovedårsagerne til at dansk industri nu forventer et fald i erhvervsinvesteringerne i Danmark i 2015. Alene investeringerne i de største danske industrisektorer, nemlig fødevarer og medicin, vil i 2015 trække dansk industris investeringer ned med 13 procent, fremgår det af Danmarks Statistiks stikprøveundersøgelse af industriens investeringsforventninger i 2015. Netop denne første stikprøve matcher som regel godt med de endelige tal, der måles i marts året efter – det vil i dette tilfælde sige i marts 2016.
Undersøgelsen viser, at 2015 kan bringe et fald i investeringerne i ikke-varige forbrugsgoder, der bliver lige så stort som det hidtil største fald i de seneste 15 år – det sås i 2006. ”Værdien af fødevare-eksporten tenderer til at falde i disse måneder. Det skyldes især Ruslands importforbud samt, at kineserne har fyldte lagre af mælkeprodukter og derfor midlertidigt har skruet kraftigt ned for importen. Det har givet markante prisfald på mælk og svinekød, og det begrænser i øjeblikket fødevareindustriens lyst til at foretage store investeringer,” siger cheføkonom Thomas Søby fra organisationen Landbrug & Fødevarer.