Nej, denne artikel handler ikke om, hvorfor internetguru Jesper Buch ikke være milliardær.
Men den er god nok: Læs i slutningen af denne artikel, hvorfor han har det sådan. I dette interview fortæller Jesper Buch især om, hvorfor det var en god beslutning for ham at sælge Just Eat i 2011, selvom selskabet er 30-doblet i værdi siden.
Du solgte Just Eat i 2011, mens selskabet stadig gav underskud. Også Autobutler, som du har solgt din aktiepost i, gav underskud i seneste regnskabsår. Hvorfor har det alligevel været det rigtige tidspunkt at sælge virksomhederne på?
”Ofte er det sådan i internetbranchen, at hvis man på hjemmemarkedet kan ”købe” kunder ind, og at man kan skabe kritisk masse, og at der er udsigt til overskud inden for en overskuelig periode, så er der god grund til at skabe yderligere vækst og investere i det. I virkeligheden er det simpel matematik med afsæt i, at der er positiv lønsomhed i den næste kunde. Herfra skal man finde ud af, hvilken vej, man vil: Enten kan man skabe en hjemmemarkedsforretning, som er en cash cow. Eller også kan man beslutte, at man vil ud og erobre verden – og blive verdens største. Hvis man siger ja til det sidste, så giver forretningen jo fortsat underskud, fordi man investerer i vækst på nye markeder. Og det er jo det, der skete i Just Eat, og det sker nu i Autobutler og Gomore. Jeg vil hellere bruge driftsoverskud til vækst end til at trække dividender ud af forretningen.”
Og hvornår er det så man skal cashe ind?
”Når man i en periode har arbejdet med at skabe vækst i forretningen så kommer den store billet. Så kan man gå på børsen eller blive solgt til en stor strategisk eller industriel spiller. Det er i hvert fald min filosofi. Men jeg har ikke nerver til at sætte det hele på et bræt ved at forcere vækst, hvorved der også skal skydes store beløb ind i vækstfasen. Der ligger jeg mellem de to yderpunkter, hvor den ene side er at trække overskud ud, og den anden side er indskud af store millionbeløb til markedsvækst.” Hvordan ser du på mantraet om, at det er vigtigt at være first mover i internetuniverset?
”Jeg tror, at vi kommer til at se, at det ikke er afgørende om man er first mover. Jeg tror, at vi kommer til at se nye angreb på de store spillere, som har placeret sig stærk på basis af en first mover fordel. Nye aktører har en god mulighed for at tage markedsandele, hvis de kommer med et bedre produkt, end det der allerede eksisterer. Min filosofi er, at der er tre forhold, som i internetverdenen er afgørende for at få succes: For det første er det afgørende at have det rigtige team til at drive forretningen frem. For det andet skal produktet være unikt for at tiltrække kunderne. For det tredje skal virksomheden have adgang til den nødvendige likviditet til at komme i gang, indtil den er selvkørende og kan finansiere egen ekspansion.”
Din tidligere virksomhed Just Eat er jo børsnoteret i London med en samlet børsværdi på ca. 35 mia. kr. – eller ca. 30 gange mere end den blev solgt til i sin tid. Solgte du for tidligt?
”Der er flere elementer i det: For det første sagde jeg til mig selv: Ti år, nu skal jeg videre. For det andet synes jeg, at det er sjovere at være med til at opbygge en virksomhed fra tæt på nul til et par hundrede ansatte. Man skal huske på, at man kun har et liv. Derfor er det vigtigt at bruge sin tid på noget, man synes er sjovt. Jeg synes den første rejse er fed. Når det begynder at blive lidt stift og corporate, så synes jeg ikke, at det er så sjovt mere.”
Med dine salg i blandt andet Just Eat og Autobutler lider du vel heller ikke nogen økonomisk nød?
”Med hensyn til Just Eat kunne da godt være, at jeg skulle have beholdt en lille aktiepost, da jeg trådte ud af ledelsen. Men det er ikke noget jeg fortryder. Jeg har altid sagt, at jeg skal aldrig være milliardær. Med så mange penge er der risiko for, at man bliver skør i bolden. Man har ikke noget at stå op til. Det ville virke unormalt at flyve med Norwegian, fordi man selvfølgelig har en privat jet. Hvis der kommer en ung hvalp, som har brug for 100.000 kr. i investeringskapital, er det ude af proportioner i forhold til ens formue. Jeg tror, at det er passende at have en formue på mellem 400 og 800 mio. kr.”
Omkring timingen i salg af Autobutler: Var det noget I selv fandt frem til, eller var det fordi der kom en køber på det her tidspunkt?
”Som investor i en internetvirksomhed lytter jeg altid til, hvad founder af virksomheden siger. Jeg har selv været founder, og jeg ved, hvordan det er at arbejde med de store finansielle eller industrielle investorer. Det ønsker jeg ikke være en del af. Men hvis founder mener, at det er det rigtige tidspunkt at få kapital ind, så lytter jeg til det. Så for mig kom salget af Autobutler lige som det skulle.”
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.