Efter en god start efter IPO’en i december 2016, er Acarix-aktien faldet drastisk det seneste års tid. Aktie-kursen tynges af et indtil videre svagt kommercielt salg i Europa samt uklarhed om kommercialiseringen i USA.
Acarix A/S er oprindeligt et dansk selskab stiftet tilbage i 2004 med fokus på udvikling af en ny metode til diagnosticering af kardiovaskulære sygdomme. I 2014 blev det svenske datterselskab Acarix AB stiftet. Acarix gik på børsen i december 2016 via en kraftigt overtegnet emission. Emissionen rejste et brutto-provenu på 140 mio. SEK og antallet af udestående aktier øgedes med 53% til 23,03 mio. aktier.
Vi indledte dækning af Acarix i februar 2017 med en købsanbefaling og et 12-måneders kursmål på 30 SEK. På daværende tidspunkt lå kursen omkring kurs 20 SEK. Siden har aktien skuffet ganske voldsomt og er faldet med over 50% til en kurs omkring 9 SEK.
Første kommercielle CadScor System salg
Acarix-virksomheden er baseret på det diagnostiske værktøj CADScor System, som er en ikke-invasiv og strålingsfri metode til detektion af hjertelyd med henblik på at udelukke tilfælde af den alvorlige hjertelidelse koronar-arterie sygdom også kendt som iskæmisk hjertesygdom.
Den engelske betegnelse er Coronary Artery Disease (CAD). CAD er den mest udbredte hjertesygdom i verden med anslået 120 mio. tilfælde, og er samtidig også den mest almindelige dødsårsag blandt både mænd og kvinder i USA. Det anslås at mere end 600.000 mennesker årligt dør af hjertesygdomme i USA, hvoraf 370.000 dør af CAD, dvs. ca. 61%.
Kliniske studier i mere end 2600 patienter har påvist, at CADScor System med en nøjagtighed på 93-96% kan fortælle om patienter i højrisiko-gruppen har CAD og desuden stiger nøjagtigheden til næsten 97% blandt patienter i lavrisiko-grupper. Dette svarer til, at Acarix’s målemetode vil kunne reducere fejl-diagnosticering af CAD fra 25% med de nuværende anvendte målemetoder til blot 3% med CADScor System. Ingen anden målemetode under udvikling har hidtil kunne matche Acarix’ resultater med CADScor System.
I 2015 fik CADScor System såkaldt CE-mark i Europa og i 2017 er den kommercielle lancering påbegyndt. I juni 2017 realiseredes det første
kommercielle salg og siden er i alt 10 stk. CADScor Systems solgt og 1360 tilhørende engangs-hygiejne patches solgt i Sverige, Danmark og Tyskland. Den samlede omsætning for dette salg blev i 2017 på 0,64 mio. SEK og med en bruttofortjeneste på 67% eller 0,43 mio. SEK.
I Q1 2018 har Acarix iværksat et nyt multicenter fase III studie, med henblik på at synliggøre CADScor Systems kost-besparelser i forhold til eksisterende diagnostiske værktøjer. Formålet er således at påvise en hurtigere og korrekt diagnosticering, samt påvise anvendelsesmuligheder også i CAD-patienter i alderen 30-39 år. Studiet ventes at inkludere 1500-2000 patienter og med data-readout i begyndelsen af 2020. Positive resultater ventes at rykke CADScor System op som et1st line diagnostik værktøj inden for CAD. Alene det tyske marked for 1st line CAD-diagnosticering er på 100 mio. EUR årligt.
Uklarhed om strategi i USA og Kina
Det er fortsat uklart for os, hvordan Acarix har tænkt sig at bringe CADScor System på markedet i USA. I forbindelse med IPO’en i slutningen af 2016, købte den kinesiske fond Puhua Jingxin sig ind i Acarix, med henblik på at fremskynde en kommercialisering af CADScor System i Kina og USA. Puhua Jingxin har en ejerandel i Acarix på 11,53%.
Acarix er netop nu på jagt efter en ny CEO efter at den tidligere CEO Søren Rysholt Christiansen valgte at træde tilbage i november 2017. Vi har forventninger til at en ny CEO, vil gøre det til sin højeste prioritet at sikre en kommercialisering af CADScor System i USA og Kina. Dette vil muligvis kræve gennemførelsen af yderligere kliniske studier, alt afhængig af FDA’s holdning til den eksisterende datapakke.
D. 26. februar 2018 fremlagde Acarix helårsregnskabet for 2017. EBIT-underskuddet er steget til -31 mio. SEK mod -27 mio. SEK i 2016. Og samtidig er cash burnet fra driften forværret drastisk og viser nu et minus på 41 mio. SEK mod -9 mio. SEK i 2016.
Det likvide beredskab er takket være IPO’en i 2016 dog fortsat på solide 103 mio. SEK.
Meget tyder dog på, at Acarix fortsat vil have et ganske drastisk negativt cash burn i 2018, hvorfor det er vanskeligt på den korte bane at være positiv på selskabets aktiekursudvikling. Det trækker også ned, at vejen til kommercialisering i USA og Kina ikke er klarlagt.
Aktien handles netop nu til en børsværdi på bare 200 mio. SEK. Altså to gange den likvide beholdning, og værdien af pipelinen (dvs CADScor System) er blot værdissat til 100 mio. SEK. Dette er ikke meget, men afspejler også selskabets større cash burn og indtil videre meget begrænsede kommercielle salg, som alt andet lige må betegnes som skuffende.
Problematisk er det endvidere også at vi skal helt frem til begyndelsen af 2020 før der foreligger data fra det netop igangsætte fase III studie, der skal udvide CADScor Systems anvendelse til 1st line CAD-diagnostisering. Dermed vil der udfra et investor-synspunkt mangle kurstriggere her i 2018 og muligvis også i 2019.
I den positive retning tæller, at aktien er meget lav prissat og at klarhed over en farbar vej til kommercialisering i primært USA vil kunne trække aktien op.
Alt i alt betyder en samlet vurdering af ovenstå-ende overvejelser, at vi sænker vores anbefaling for Acarix-aktien fra Køb til Neutral og vi sænker endvidere kursmålet på 12 måneders sigt til 10 SEK per aktie.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.