Makrokommentar: De europæiske aktiemarkeder har allerede taget forskud på den kommende QE fra den europæiske centralbank (ECB), som ventes at fremlægge den længe ventede plan for at stimulere europæisk økonomi efter mødet den 25. januar. De seneste uger har det europæiske og især det tyske aktiemarked bevæget sig direkte modsat af det amerikanske aktiemarked, som ellers i årevis med usvigelig sikkerhed har været retningsgivende for aktiemarkederne i den hele vestlige verden. Sammenhængen skyldes en opfattelse af, at udviklingen i USA’s økonomi med sin enorme tyngde altid smitter af på europæisk økonomi, godt nok med tre-seks måneders forsinkelse.
Men denne gang ser det ud til at være anderledes: Mens den amerikanske økonomi det seneste år har været i en god gænge, med efterfølgende aftrapning af QE-obligationsopkøbene og varsling af kommende renteforhøjelser, er det gået lige modsat for europæisk økonomi. Især i andet halvår 2014 har europæisk økonomi bevæget sig omkring nulvækst, og hverken solid økonomisk vækst i USA eller en forbedret europæisk konkurrenceevne, på grund af en svækket EUR/USD, har for alvor sparket gang i europæisk vækst.
Selvom der er svage tegn på, at europæisk økonomi har nået bunden, er der ikke særlige drivkræfter til at trække væksten frem. De store politiske reformer mangler i mange eurolande, gældskrisen i Sydeuropa eskalerer igen, og Rusland/Ukraine krisen er der fortsat, samtidig med at deflationen nu for alvor truer. Samtidig er USA’s økonomi begyndt at vise svaghedstegn, hvilket heller ikke er godt for europæisk økonomi.
Det er på den baggrund, man nu skal se de kommende initiativer fra ECB. Spørgsmålet er dog, om de finansielle markeder har taget lige lovlig meget forskud på glæderne. Det toneangivende europæiske aktieindeks, tyske DAX, ligger tæt på årets rekord lige over 10.000, mens det toneangivende amerikanske S&P 500 indeks ser ud til at være ved at danne en langsigtet topformation, efter fem års næsten ubrudte kursstigninger. Optimismen på det europæiske aktiemarked vil imidlertid kunne blev afløst af ny nervøsitet og frygt for, hvad der ligger forude. Dels vil større kursfald på det amerikanske aktiemarked herfra uden tvivl trække europæiske aktier med ned. Og dels kan den europæiske centralbank meget vel skuffe med den kommende QE-udmelding, således at markedet konkluderer, at det ikke var nok. ECB’s chef Mario Draghis tidligere melding om, at han gør, hvad der skal til for at holde gang i europæisk økonomi, skal nu i praksis stå sin prøve.
Under alle omstændigheder synes markedet allerede at have taget højde for et stort skud QE fra ECB. Men spørgsmålet er, om der kommer andet ud af det end yderligere oppustning af aktivpriser, herunder aktierne, på grund af den rigelige likviditet. QE-aktionen synes kun at fremme et eneste formål: Nemlig at øge inflationen – for at dæmme op for eventuel deflation. Omkring den økonomiske vækst er det vanskeligt at se, hvad en QE kan gøre af forskelle: Aktiepriserne er allerede høje, renterne er allerede i bund, og bankernes likviditet allerede rigelig. Der er altså ikke udsigt til formueeffekter, som vil stimulere den reale økonomi. Effekten kommer i bedste fald som en yderligere svækkelse af euro’en, hvorved europæisk erhvervsliv får styrket sin konkurrenceevne.
ECB har imidlertid malet sig selv op i et hjørne: Kommer der ikke en solid QE-action, vil aktiemarkederne reagere meget negativt. Derfor kan ECH heller ikke komme nu og sige, at QE er aflyst. Det ville trigge en voldsom aktienedtur, som ECB ikke ønsker at tage æren for. Meget tyder på, at den kommende QE mest er en skjult operation for at understøtte de svageste sydeuropæiske stater, som slås med nye statsgældsproblemer. Eksempelvis vil ECB’s opkøb af græske statsobligationer afhjælpe den stressede situation, den græske stat befinder sig i. Men det vil også betyde, at risikoen blot flyttes over i ECB’s balance.
ECB’s kommende QE-action kan derfor vise sig at være både usund for de finansielle markeder, som kunstigt oppustes yderligere (med risiko for en efterfølgende boble) og usund for økonomien, idet politikerne i de mest gældsramte lande får hjælp udefra, så de ikke føler samme pres for at gennemføre nødvendige politiske og strukturelle reformer. Det kan godt være, at ECB formår at løfte inflationen en smule. Men forventningen
