Efter det mislykkedes at blive enige om en ny græsk præsident, skal landet nu til valg før tid den 25. januar. Det er ingen overraskelse, i betragtning af hvilken skuffelse premierminister Antonis Samaras har været de seneste to et halvt år. Hans regering har meget modvilligt gennemført en socialt skæv nedskæringspolitik og konsekvent undladt at liberalisere den græske økonomi. Det er blandt andet sket for at beskytte de oligarker, som traditionelt har været tilknyttet hans ND-parti, skriver Jacob Funk Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne analyse.
Både Grækenland og eurozonen vil derfor være godt tjent med en ny leder i Athen. Desværre er det højst tvivlsomt, om det sker. Samaras’ primære rival til premierminister posten – oppositionsleder Alexis Tsipras fra Syriza – synes at spille sine politiske kort meget dårligt i forhold til Grækenlands høje økonomiske sårbarhed over for den nu mere institutionelt solide eurozone. De to største problemer er, at Alexis Tsipras og Syriza har misforstået deres egen og Grækenlands politiske og økonomiske position i eurozonen i dag, og at de har heller ikke forstået den nødvendige politiske kronologi i Europa for at opnå gældssanering.
Syriza og ganske mange keynesiansk inspirerede økonomer mener i dag, at den eneste vej frem for Grækenland er at opgive sparepolitikken og implementere en markant finanspolitisk lempelse for at genere ny økonomisk vækst. Det er givet rigtigt i forhold til, hvad Syrizas vælgere ønsker, og hvad nogle makroøkonomiske lærebøger teoretisk tilsiger. Men er ganske irrelevant set i lyset af, at Grækenland i dag ikke har adgang til privat lånefinansiering, og heller ikke kan trykke sine egne penge, og derfor er helt afhængig af finansiel støtte fra eurozonen og IMF.
Ingen af disse er dog til sinds at betale for højere offentlige udgifter i en stadigt ureformeret græsk offentlig sektor. Når Syriza derfor går til valg på at stoppe sparepolitikken i Grækenland og tilbagerulle en række af de seneste års pauvre strukturreformer, er der derfor lagt op til en ny konfrontation med Trojkaen (altså EU, IMF og ECB), hvis de vinder valget. Desværre for Tsipras har en eventuel ny Syriza-ledet regering ingen chance for at vinde en sådan ny konflikt.
Situationen er nemlig den, at resten af eurozonen uden nogen synderlig risiko kan vente på en løsning, mens Grækenland ikke har den luksus. Det nuværende og exceptionelt forlængede Trojka-program udløber den 28. februar, efter hvilken dato græske statsobligationer (og statsgaranterede obligationer) ikke længere kan bruges af de græske banker som sikkerhedsstillelse i forbindelse med ECB-lån. Det er det samme som at sige, at fra marts 2015 vil de græske banker komme under fornyet kraftigt finansieringspres, og måske endog blive udsat for et indskyder-bankrun.
Samtidigt er det klart, at de projekterede græske statsoverskud er en illusion, så snart økonomien udvikler sig svagere end forventet, hvilket usikkerheden efter et eventuelt udløb af det eksisterende Trojka-program givetvis vil foranledige. Uden et nyt program vil den græske regering derfor formentligt løbe tør for kontante midler i løbet af et par måneder og senest i juni/juli, hvor en større obligationspost skal tilbagebetales til långiverne. Alexis Tsipras har derfor kun omkring en måned til både at forme en ny koalitionsregering og forhandle med Trojkaen, inden de økonomiske tommelskruer begynder at strammes igen. Ihukommende at Syriza er en broget flok med en ganske stor del radikale tidligere kommunister blandt sine medlemmer, og at partiet fører valgkamp på netop at stoppe det nuværende Trojkaprogram, er det ikke sandsynligt, at en sådan enighed vil kunne opnås i tide.
Eurozonen vil nemlig ikke pludselig give Grækenland en række indrømmelser, når de ved, at det økonomiske pres på Tsipras hurtigt vil øges, og i øvrigt ikke vil kunne retfærdiggøre det over for deres egne krisebeviste vælgere. Ledere som Mariano Rajoy i Spanien vil ikke kunne ønske sig nogen støre politisk gave inden sit hjemlige parlamentsvalg, hvor man også står overfor nye venstreorienterede politiske partier, end at se en Syriza-ledet regering i Grækenland føre landet tilbage i økonomisk kaos.
Alt i alt er derfor vanskeligt at se de kommende måneders politiske ustabilitet i Grækenland munde ud i andet end at landet ender stort set tilbage til, hvor man startede. Det mest tragiske her er, at Syriza’s primære økonomiske krav – nemlig en nedskrivning af den græske gæld – er både fornuftig og politisk opnåeligt i eurozonen, såfremt det bliver grebet kronologisk korrekt an. Kernen er, at resten af eurozonen godt er klar over, at den græske gældsbyrde i dag ikke er bæredygtig. Derfor ved man også i Berlin, at man vil være nødt til for eksempelvis at rekonstruere statsgælden som et måske 80-100 årigt lån med lav rente. Det er bare ikke politisk muligt, og det giver heller ikke økonomisk mening at gøre dette, inden Grækenland fuldt ud har implementeret sit økonomiske reformprogram. Hvis Alexis Tsipras vil have den græske statsgæld nedsat, er han derfor nødt til at forklare sine vælgere, at i eurozonen kommer reformer før gældssanering.
