I Økonomisk Ugebrev årlige Governance Rating er der hele seks vindervirksomheder, hvis der måles på de traditionelle målepunkter. Men i år har vi et nyt målepunkt med, nemlig om whistleblowerordninger. Netop dette punkt betyder, at Novo Nordisk og Novozymes rykker et halvt point højere op på ranglisten end Tryg, Lundbeck, ISS, Danske Bank og William Demant.
Overordnet viser Økonomisk Ugebrevs årlige Top 100 Governance Rating, at der fortsat er stor forskel på den bedste halvdel af selskaberne, og den ringeste halvdel af selskaberne. Ratingen er baseret på en gennemgang af redegørelserne om god selskabsledelse i de 100 største børsnoterede selskaber. Som det fremgår af tabellerne i dette tema bliver selskaber vurderet på ti konkrete målepunkter, og der gives ét point, et halvt point eller nul point for efterlevelse af de enkelte målepunkter.
Bemærkelsesværdigt er det, at den bedste halvdel af de 100 selskaber år for år præsterer en stadig højere oplysningskvalitet om deres selskabsledelse. Modsat rapporterer mange af selskaberne med i forvejen lav informationskvalitet, stadig ringere.
47 af de 100 undersøgte selskaber scorer mindst seks point ud af ti mulige. 33 selskaber scorer under fire point, og de resterende 30 selskaber ligger i en blød mellemgruppe. Ikke overraskende er det typisk de største børsnoterede selskaber der har den højeste oplysningskvalitet – og compliance – omkring god selskabsledelse.
Sådan har billedet også været tidligere år. Blandt de 30 bedst placerede selskaber er der dog flere mellemstore og mindre selskaber, blandt andet Monberg & Thorsen (nu en del af det fusionerede MT Højgaard Holding), Bavarian Nordic og Nordfyns Bank, som alle går solidt frem i forhold til sidste års ratingopgørelse og som ligger placeret i den bedste halvdel. Andre højdespringere i den øverste halvdel af ranglisten er blandt andet Tryg (nu på en delt tredjeplads), ALK-abelló, Genmab, NNIT og Bioporto.
Den allernederste del af ranglisten er præget af en stribe hovedaktionær- eller ejerledede virksomheder, som tilsyneladende ikke ønsker at bruge så meget krudt på deres selskabsledelse, eller i hvert fald at fortælle om deres selskabsledelse.
I den absolutte bund ligger F.E. Bording, Migatronic, Flügger, Brd. Klee, Sanistål, Blue Vision, cBrain og Møns Bank. At holdningen til selskabsledelse i de mindre selskaber ofte er anderledes, fremgår blandt andet af redegørelsen fra Migatronic, som om bestyrelsens evaluering skriver:
”Med baggrund i Migatronics størrelse og kompleksitet har bestyrelsen ikke fundet det nødvendigt at etablere en formaliseret procedure for evaluering af de individuelle medlemmers arbejde, men drøfter løbende samarbejdet i bestyrelsen, ligesom bestyrelsesformanden løbende giver tilbagemeldinger til de enkelte bestyrelsesmedlemmer vedrørende deres indsats i bestyrelsen. Bestyrelsen anser denne form for evaluering for værende fyldestgørende og optimal for Migatronic.”
Tilsvarende skriver Luxor: ”Bestyrelsen evaluerer ikke dets arbejde ud fra en formel procedure. Der følges lø-bende op på strategiske målsætninger og planlægning. Denne arbejdsform har hidtil sikret en effektivt fungerende bestyrelse. Fremgangsmåden ved selvevalueringen og resultaterne heraf er ikke oplyst i årsrapporten.”
Læs hele governance ratingen i Økonomisk Ugebrev Ledelse
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.