For to år siden var PKA bundskraberen i Økonomisk Ugebrevs årlige rating af ESG-performance, målt på pensionsselskabers største aktieinvesteringer. I år topper PKA listen med den højeste ESG score og deler dermed førstepladsen med Alm.Brand.
PKA topper i år listen og rykker frem fra sidste års placering på 10. pladsen og fra forrige års sidsteplads.
Det vidner om, at selskaberne i PKA’s aktieportefølje generelt har løftet ESG-vurderingerne, og i det lys er mere bæredygtige nu, end de var tidligere.
PKA har det seneste år øget ressourcerne, styrket kompetencerne og intensiveret arbejdet med ESG-data. Årets topplacering trækkes af stærk fremgang i selskabernes governanceindsatser.
Vi er blevet skarpere, og det har betydet, at vi både har solgt og købt aktier på baggrund af ESG-vurderinger
”Vi er blevet skarpere, og det har betydet, at vi både har solgt og købt aktier på baggrund af ESG-vurderinger”, siger CEO i PKA Peter Damgaard Jensen til Økonomisk Ugebrev.
PKA har de seneste 18 måneder intensiveret indsatsen med ESG-screening, og pensionskassen har arbejdet mere målrettet med ansvarlige investeringer, oplyser Peter Damgaard Jensen.
”Vi har i mange år arbejdet med ESG. Men i de seneste atten måneder har vi skruet op for ressourcerne og tilført kompetencer til området. Vi arbejder nu meget mere systematisk og regelmæssigt med vores aktieportefølje”, siger han.
Stigning i Governance-vurderinger
Årets undersøgelse af ESG-performance i danske pensionsselskabers aktieporteføljer viser desuden, at PKA’s topplacering især trækkes frem af en markant stigning i vurderingerne af Governance-niveauet – altså ”G’et” i ”ESG”.
I 2018 var PKA’s ratingscore for Governance på 51,8, i 2019 på 50,03 og nu i 2020 helt oppe på 56,93. (på en skala fra 1 til 100, hvor grænsen mellem en lav og høj score er 50, Red.).
Selskaberne i PKA’s aktieportefølje er med andre ord blevet 14 procent bedre til selskabsledelse, målt på ESG konsensusvurderinger fra CSRHUB, som ligger til grund for denne analyse.
Fokus på betydning af kvalitet i selskabsledelsen
”Mit bud på fremgangen i Governance-scoren er, at vi dels har et tæt samarbejde med Hermes, som har et særligt fokus på betydning af kvalitet i selskabsledelsen i relation til bæredygtige spørgsmål. Dertil er vi selv blevet skarpere. Det har betydet, at vi både har solgt og købt aktier på baggrund af ESG-vurderinger,” siger Peter Damgaard Jensen.
Blandt PKA’s 100 største aktieinvesteringer er det selskaber som Iberdrola, Swisscom, Accenture, Newcrest, CLP Holding og Microsoft, der især trækker governanceratingen op. Disse selskaber er blandt verdens ti procent bedste til corporate goverance, ifølge konsensusvurderingen fra CSRHUB.
Frasolgt på PKA’s Top 100 aktieliste siden sidste år er bl.a.Netflix, Tencent Holding og Align Technology, der er blandt de 10 procent ringeste i verden til selskabsledelse.
Nye selskaber på Top 100 listen, der også er med til at trække vurderingerne op, er blandt andet Mcdonald’s, Roche, Sony og Ørsted. Ørsted er netop af Corporate Knights kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed .
”ESG har altid være en del af vores investeringsafdeling men i det det seneste år har vi brugt meget tid i ESG-komitéen og det ledelsesfokus har også medført en større opmærksomhed på governance-temaer i de selskaber som vi investerer i,” siger Peter Damgaard Jensen.
I forhold til PKA’s eksterne forvaltere kræver PKA desuden, at investeringerne, som administreres af eksterne investeringsforvaltere, har en ESG-score over gennemsnittet.
Rating af ESG-perfomance i aktieporteføljerne for de største danske pensionsselskaber bygger på CSRHUB’s konsensusvurdering fra flere væsentlige ESG-ratingbureauer som bl.a. Thomson Reuter, MSCI, RepRisk, TruCost, IdealRating og Vigeo samt mere end 600 relativt mindre vægtede datapunkter.
Generelt løfter flere pensionselskaber ESG-niveauerne, og spredningen mellem de mest bæredygtige porteføljer og de dårligste er indsnævret.
Fra Alm.Brand, der også placerer sig helt i top siger investeringschef David Sommer:
“Vi er glade for at have fået endnu en topplacering og samtidig at være rykket helt op på en delt førsteplads. Vi kan også kun være meget tilfredse med, at vores målrettede indsats på området bliver afspejlet i undersøgelsen, og vi vil fortsat have stort fokus på ESG-integration i porteføljen fremover. Det er også det, vores kunder efterspørger.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.