Stribevis af børsnoterede selskaber udsender i disse uger 2020-prognoser, der udtrykkeligt ikke indregner effekterne af Coronakrisen. Denne informationspolitik er blevet helt meningsløs.
Den bidrager nu til at skabe ekstra angst og uklarhed på markederne. Aktuelle prognoser kan ikke vente til kvartalsmeddelelserne i maj.
Royal Unibrew har som en undtagelse blandt de store virksomheder vovet pelsen. Bryggerikoncernen skrev i den forgangne uge, at ”på trods af den nuværende situation med COVID-19, arbejder vi målrettet for at levere et EBIT på niveau med 2019.”
Dermed er Royal Unibrew én af de meget få virksomheder, der indregner effekten af Coronavirussen (COVID-19) i sin prognose for 2020.
I det store hele bidrager virksomhedernes tavshed om viruseffekten i stigende grad til den store usikkerhed, der præger finansmarkederne og de økonomiske udsigter.
Royal Unibrews beslutning om at tage coronaeffekten med i forudsætningerne for årets målsætning er usædvanlig. I masser af de årsrapporter, der kom i begyndelsen af februar, blev coronavirussen slet ikke nævnt.
Mange virksomheder har desuden valgt at se bort fra virussen i deres offentliggjorte forventninger til 2020.
Elefanten i rummet
Novo Nordisk skriver f.eks., at ”the guidance does not include any significant impact from the outbreak of coronavirus.”
GN skriver, at ”the financial guidance does not include any impact from the coronavirus outbreak.” Også selv om der faktisk ventes en effekt i første kvartal.
ISS skriver, at ”the outlook does not reflect financial impacts related to the announced malware attack or to the coronavirus.”
Men corona og dens afsmittende virkning på de globale finansmarkeder og konjunkturer kommer helt sikkert til at påvirke de fleste selskabers indtjeningsevne i 2020.
I virksomhedernes prognoser og vurdering af deres markeder er virussen blevet ”the elephant in the room,” som kun ganske få ønsker at tage stilling til. I den seneste OECD-prognose fra begyndelsen af marts er den forventede økonomiske vækst i euro-området i 2020 nedjusteret fra 1,1 til 0,8 procent som en direkte følge af corona.
Så sent som den 10. marts understregede Deutsche Post i sin årsberetning, at ”our earnings forecast for the current financial year excludes the effect of the virus.”
Som ejer af den globale pakke og kurertjeneste DHL vil Deutsche Post imidlertid være stærkt påvirket af corona. Så en Deutsche Post-prognose, der nu ikke tager hensyn til virussen, kan reelt ikke bruges til noget.
Det må selvfølgelig erkendes, at virksomhederne stadig har meget svært ved at skønne, hvor stor effekten af corona bliver i 2020.
De få, der i februar – sådan som Mærsk-chef Søren Skou – forsøgte at give en konkret vurderingen af virusrisikoen, må nok nu erkende, at de var for optimistiske. Resten er blevet meget forsigtige med nye skøn.
Usikkerhed bekæmpes med information
Forsigtigheden må imidlertid nu afløses af en ny vilje til at gøre situationen mere transparent. Og der er da i hvert fald to årsager til, at det nu må være muligt at sige noget ret konkret:
For det første nærmer vi os allerede slutningen af årets første kvartal. Der må foreligge salgstal og tal for ordreindgang i årets første to måneder.
For det andet må virksomhederne nu have opstillet budgetter og scenarier, der tager højde for corona. Det er klart, at de er usikre, men de giver trods alt et indtryk af situationen.
Hvis man overhovedet intet siger, vil markedet gå ud fra det værst mulige. Man kan f.eks. tro, at året er begyndt helt katastrofalt, og at virksomhederne tier om corona-effekten i et desperat håb om at kunne indhente det tabte i løbet af resten af året.
Transparens og konkret Information er de bedste midler mod denne angst og usikkerhed. Virksomhederne har nu en reel chance for at bidrage til at øge informationsniveauet og gennemsigtigheden på markedet. Alene ved at skabe mere klarhed kan de berolige investorer, ansatte og forretningsforbindelser.
Næsten alle går jo nu ud fra, at de allerede udsendte prognoser kan kasseres. Derfor bør virksomhederne ikke vente med at fortælle om corona-effekten til kvartalsmeddelelser, der først kommer i maj.
Det vil være ekstraordinært, hvis de allerede nu af egen drift rykker ud med oplysninger om udviklingen i årets to første måneder. Men situationen tilsiger også ekstraordinære foranstaltninger.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.