Det er sjældent, en nyvalgt regering bliver tvunget til at opgive stort set hele sit sejrrige valgprogram efter blot et par uger ved magten. Men det er måske endnu sjældnere, at man i Europa kan blive demokratisk valgt på en så stor række løgne og fri fantasi, som Syriza blev det i Grækenland i slutningen af januar. Men når man derefter bruger de første uger på en katastrofal diplomatisk offensiv i Europa, som grundet Alexis Tsipras’ og ikke mindst finansminister Yanis Varoufakis’ oppiskede retorik formåede at skubbe alle andre eurozone-lande over i Tyskland’s lejr, er de politiske chancer for reelt at ændre Grækenlands situation stort set nul, skriver Jakob Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne analyse.
Det er indlysende, at hele ideen om, at Syrizas relativt lille valgsejr (partiet gik kun 10 procent-point frem til 35, hvilket jo ikke er et jordskred) ville starte et nyt opgør med den stramme finanspolitik i hele eurozonen, var urealistisk og naiv. Alene det forhold, at de penge, som den nye græske regering har lovet sine vælgere at bruge på nye offentlige udgifter, jo kommer fra andre eurozone-lande, er nok til at indse dette. For et land som Italien er det formentligt nok, at Grækenland allerede skylder dem 40 mia. euro. Og så er det helt fundamentalt forkert at argumentere for, at resten af Europa er nød til – i demokratiets navn – at respektere de græske vælgeres valg. Sandheden er den, at Grækenland som medlem af eurozonen ikke længere har fuld suverænitet, og følgeligt ikke – og da slet ikke som stor skyldner – kan stille den slags krav til de andre medlemmer.
Syrizas argument om, at Grækenlands katastrofale økonomiske krise primært skyldes en ond sammensværgelse mellem kreditorlandene (ledet af Tyskland) og den korrupte græske politiske og økonomiske elite, er ren politisk spin. Meget store dele af den græske befolkning har gennem årene nydt godt af ikke at betale skatter og afgifter og modtaget helt urealistisk høje pensioner. De er således ikke bare ofre, men også en del af det problem, som kun gennemgribende strukturreformer kan løse.
Den nye firemåneders-aftale mellem eurozonen og den græske regering rummer en række retoriske indrømmelser til Athen, som nu ikke længere skal arbejde med Troikaen, men med ”institutionerne”, og ikke længere et i et ”program”, men har en ”aftale” med eurozonen. I realiteten er intet dog ændret, idet Grækenland stadigt er bankerot og kun vil få udbetalt penge til at betale afdrag på sin gæld og offentlige lønninger, når eurozonen og IMF er tilfredse med landets reformimplementering. Syrizas regering lider nu under, at de seneste måneders usikkerhed og de mange valgløfter om at ville sløjfe for eksempel en ny ejendomskat har betydet, at deres skatteindtægter er faldet drastisk. Prognoserne fra 2014 om, at den græske regerings primære overskud ville blive på 2-3 procent af BNP i 2015, er derfor alt alt for optimistiske, og Athen vil i realiteten få brug for flere penge fra eurozonen allerede i løbet af få uger. Dem vil Syriza imidlertid ikke få, hvis ikke de meget hurtigt begynder at implementere den lange række af reformer, de i løse vendinger har forpligtet sig til.
Samtidigt er det vigtigt, at eurozonens finansielle sektor nu er begyndt at operere i bankunionen. Derved er det ikke længere den græske regering, som regulerer de græske banker, men ECB i Frankfurt. Det har potentielt meget stor betydning for de græske bankers situation, idet ECB givet vil beskytte dem mod forsøg på finansiel repression fra en stadigt mere desperat græsk regerings side. Det vil således f.eks. ikke være muligt for den græske regering at finansiere sig selv ved at tvinge de græske banker til købe flere kortvarige statsobligationer. Bankunionen vil således både hjælpe med til både at beskytte solvensen i den græske banker og tvinge den nye regering op i et hjørne.
Alexis Tsipras har i dag meget høj opbakning i den græske befolkning, og man kan derfor argumentere for at han nu – ironisk som et resultat af sit mislykkede diplomati og teatralske udfald mod specielt Tyskland – har det politiske råderum til at søge mod midten i græsk politik. Samtidigt har han givet gode muligheder for at finde flertal blandt andre midterpartier i det græske parlament til at få vedtaget eurozonens reformkrav og er derfor ikke nødvendigvis afhængig af støtte fra den meget radikale venstrefløj i Syriza. Det kan således ikke helt afvises, at Alexis Tsipras kan få succes i den svære balanceakt mellem eurozonens reformkrav og sin egen politiske overlevelse.
Formentligt vil dette kræve, at han er villig til at splitte sit eget parti som en del af en sådan midtsøgende kurs for at tilfredsstille eurozonen. Det synes dog – for en 40-årig og politisk ambitiøs leder – at være en meget lille pris at betale for at sikre Grækenlands økonomiske fremtid, samt potentielt at cementere Syriza som det primære politiske parti på den græske venstrefløj. Det største spørgsmål i græsk politisk i dag er derfor, om Alexis Tsipras er tilstrækkeligt politisk dyr til at gøre, hvad eurozonen kræver, eller om det vil være nødvendigt at finde en anden regering igen.
