Hidtil har kun få banker aflagt regnskaber for første halvår 2018, nemlig Danske Bank og Nordea. Deres forretninger peger i retning af skuffende regnskabsresultater fra også de øvrige danske banker. Det matte billede understøttes af branchedata: En vigende rentemarginal og svag udlånsvækst.
De børsnoterede bankers regnskaber for 2. kvartal 2018 bliver med stor sikkerhed en begivenhed, som de fleste bankdirektører helst ser går hurtigt i glemmebogen. For det første viser Q2-regnskaberne for Danske Bank og Nordea, at de danske forretninger er præget af vigende lønsomhed. For de andet understøttes dette billede af branchedata for udvikling i rentemarginaler og udlånsaktivitet.
”Der vil nok være øget modvind fra udlånsmarginaler i Q2 efter vi så lidt bedring i Q1 – til gengæld er væksten i bankudlån kommet noget tilbage. Landbruget er en usikkerhedsfaktor, men næppe nok til at vende bankernes tilbageførte hensættelser til en udgift, men vi skal nok ikke vente tilbageførte hensættelser i samme omfang som i Q1. Man skal huske på, at der fortsat er en betydelig korrektionskonto fra landbrugskrisen i 2015/16, så banker går ikke uforberedte ind i en eventuelt kommende landbrugskrise. Stigende ejendomspriser udenfor København samt faldende arbejdsløshed hjælper fortsat bankerne til at have lave kredit tab,” siger bankanalytiker Per Grønborg fra SEB.
Nationalbankens statistik for bankernes udlån og rentemarginal viser, at bankerne generelt oplever fortsat pres på renteindtægterne. Eksempelvis viser statistikken, at rentemarginalen på erhvervsudlån alene i 2. kvartal dykkede knap to procent – fra 2,52 procent til 2,48 procent i gennemsnit. Som noget positivt steg erhvervsudlånet dog også to procent, og indfasningen med negative indlånsrenter for erhvervsindlån fortsætter også med fuld styrke, viser statistikken.
Også på privatudlån falder rentemarginalen to procent, og det samlede udlån til husholdninger var stort set uændret. Så især bankernes privatkundeforretninger presses. I Danske Banks danske Personal Banking faldt overskud før hensættelser til 871 mio. kr. fra 896 mio. kr. i samme kvartal sidste år, viser bankens factbook. Det aktuelle kvartal rammes især af lavere handelsindtægter, som skyldes usædvanligt flade rente- og aktiemarkeder det seneste kvartal. Den positive del af historien er, at Danske Bank har formået at holde stort set uændrede nettorenteindtægter i kraft af øgede udlån. Også hos Danske Bank er rentemarginalen altså under fortsat pres.
NORDEA OG DANSKE BANK
I Danske Banks Business Banking præsterede den danske forretning betydeligt bedre resultat end tidligere kvartaler, men forklaringen var især større tilbageførsel af tidligere tabshensættelser fra korrektivkontoen. Nettorenteindtægterne blev dog også løftet af markant højere udlån og positive effekter af negative indlånsrenter til erhvervslivet.
I Nordeas regnskab (side 22) oplyses kun segmentoplysninger for den danske forretning for privatkunder, eksklusiv Wealth Management. Det fremgår, at overskuddet i årets andet kvartal var 37 mio. euro mod 50 mio. euro i samme kvartal sidste år, hvoraf noget skyldes omkostninger til restrukturering. Selvom udlånet inkl. boliglån til privatkunderne er stort set uændret, ses et dyk i nettorenteindtægterne fra 146 mio. euro til 131 mio. euro.
Alt andet lige svarer det til en indsnævring af rentemarginalen på lidt over ti procent.
For erhverv oplyser Nordea ikke særskilte regnskabsdata. Men bankens factbook viser, at Nordea har en relativ høj andel hensatte udlån i Danmark i forhold det samlede erhvervsudlån. Af factbook fremgår det også, at bankens markedsandel på privatudlån, boligudlån og erhverv er på hhv. 16,6 procent, 17,0 procent og 20 procent, hvilket for alle tre segmenter er betydeligt lavere end for otte kvartaler siden.
Meget tyder også på, at de fleste banker vil blive på-virket negativt af lavere aktiehandel, både fra 1. kvartal g 2. kvartal 2018, men især fra 1. halvår 2017 til 1. halvår 2018. Statistik fra Nasdaq OMX viser, at de store bankers aktieomsætning i danske aktier ligger 15-30 procent lavere end sidste år. Lavere omsætning rammer naturligvis kurtageindtægterne, og indtægtsfaldet kan meget vel blive forstærket af MiFID II.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her