Makrokommentar
Regeringen skal snart tage stilling til, om Danmark skal søge om optagelse i den nye europæiske bankunion, selvom vi fortsat ikke er medlem af euroen. Imidlertid har bankunionen ikke noget direkte med euroen at gøre, og Danmark bør af en række hjemlige politiske og økonomiske årsager sige ja til deltage i bankunionen hurtigst muligt, skriver Jakob Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne kommentar i Økonomisk Ugebrevs serie om ”For og imod dansk deltagelse i bankunionen”. Første indlæg blev bragt i seneste udgave af ugebrevet, med en kommentar skrevet af chefredaktør Morten W. Langer.
Danmark uden for bankunionen har et problem i det faktum, at den Danske Bank er så stor – balancen i fjerde kvartal 2014 udgør 3,354 mia. kroner, eller 178 procent af Danmarks BNP – at den altid vil udgøre en latent risiko for hele den danske økonomi. Kommer Danske Bank igen på fallittens rand, er enhver regering nød til at træde til. Vore hjemlige erfaringer, og resten af verdens finansielle historie, viser, at store bank- og finanskriser forekommer med jævne mellemrum på 10-15 år. Ihukommende, at der i 2008-09 ikke var nogen politisk villighed i den daværende regering til – som i Sverige i begyndelsen af 1990’erne – at tømme direktionsgangene hos og udvande eksisterende aktionærer i den nødlidende Danske Bank, må man imidlertid frygte, at der heller ikke i fremtiden vil være tilstrækkelig vilje i København til at skride tidligt og håndfast nok ind over for Danmarks politisk indflydelsesrige storbank og dens hovedaktionærer.
For at sikre tilsynsmæssig omhu og rettidige indgreb er det er derfor i de danske skatteborgeres direkte interesse at overflytte kompetencen for sådanne banktilsynstiltag fra København til ECB i Frankfurt. Her vil BRR-Direktivet, som fra 2016 forudsætter, at europæiske bankers investorer påføres vidtrækkende finansielle tab, inden der er adgang til midler fra den fælles redningsfond, kunne blive administreret uden hjemlige snævre politiske hensyn. En sådan sikkerhed for robuste tilsynsindgreb vil desuden sikre maksimal krise-forebyggende effekt, idet både bankdirektioner og aktionærer ved, at de med en for risikobetonet model for bankdrift kan pådrage sig store personlige økonomiske tab.
Dertil kommer, at der er behov for øget konkurrence. Et af bankunionens hovedmål er, via de samme regler og den samme tilsynsmyndighed, at sikre flere bankfusioner på tværs af landegrænser og derved øge konkurrencen til gavn for kunderne. På trods af frygten for pludselige opkøbstilbud udefra hos mange nuværende danske bankdirektører, vil indtoget af flere udenlandske banker på det danske marked helt sikkert gavne konkurrenceniveauet i Danmark. Alle de danskere, som kunne ønske sig en bedre og billigere service i banken, bør derfor støtte bankunionen.
Bankunionen vil også bedre sikre danske særregler i finanssektoren. Som nyligt illustreret i den danske regerings lange kamp i EU for danske realkreditobligationers høje likviditetsstatus er det et faktum, at stort set al finansiel regulering i dag foregår på europæisk og globalt niveau, og det er forbundet med en stor risiko for små landes særegne sektorer. Det er derfor langt vigtigere end tidligere, at Danmark sidder tidligst muligt med ved bordet, hvor de fleste diskussioner kommer til at foregå. Og det er i bankunionen, hvor medlemsskab samtidigt vil sikre udenlandske investorer relativ glidningsløs indsigt i den danske finansielle sektor.
Endelig vil det koste de danske banker betydelige summer at stå uden for bankunionen, idet de danske kapitalkrav da givetvis vil skulle hæves til niveauerne hos andre mindre ikke-medlemmer, som for eksempel Sverige. Og det er helt klart, at disse forhøjede fremtidige nationale kapitalkrav i Danmark – som Nationalbanken allederede har stillet i udsigt – langt vil overstige de midler, den danske banksektor vil skulle indbetale til bankunionens fælles bankredningsfond.
Samtidig holder en række af kerneargumenterne imod bankunionen ikke vand. Der er først og fremmest stort set ingen risiko for de danske skatteborgere forbundet med deltagelse i bankunionen med de sydeuropæiske lande. BRR-direktivet kræver, at op til 8 procent af kriseramte bankers totale balance nedskrives, inden andre former for hjælp fra den fælles bankredningsfond kan komme på tale. Hvis disse regler havde været i kraft allerede i 2008, ville alle senere europæiske bankredninger, med undtagelse af Anglo-Irish Bank i Irland, have været klaret uden skatteydernes hjælp. Det er derfor aktionærer og obligationsejere, som i fremtiden betaler for bankkriser, også i Sydeuropa. Samtidigt er det nuværende høje ejerskab af nationale statsobligationer i mange banker i Sydeuropa blot en overgangsfase. ECB og det globale Financial Stability Board i Basel har allerede meddelt, at den risikofri vægtning af statsobligationer, som ligger til grund for bankernes ejerskab, vil blive ændret. Der er således i bankunionen udsigt til en snarlig skilsmisse mellem nationale regeringer og deres banker, og det er et godt grundlag for Danmark at deltage på.
