Landets næststørste virksomhed for pensionsrådgivning, Söderberg & Partners, lever godt af at sælge uvildig rådgivning til danske virksomheder og deres medarbejdere. Økonomisk Ugebrev kan nu afsløre, at selskabets skriftlige kontrakter med kunderne på forhånd er afkrydset, så de havner i Söderbergs egne produkter. De svigter både virksomhedskunden og deres medarbejdere, lyder det fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.
Söderberg & Partner har på det seneste været under heftig kritik i medierne for på én og samme gang at sælge uvildig pensionsrådgivning og samtidig anbefale selskabets egne produkter til kunderne. Kritikken går på, at det nærmest er umuligt at yde en uvildig rådgivning, hvis rådgiveren selv tjener de fleste penge på at anbefale kunderne sit eget investeringsprodukt frem for et andet.
Økonomisk Ugebrev kan nu dokumentere, at der slet ikke er tale om en egentlig rådgivning eller anbefaling til kunderne. Når en virksomhed indgår en firmaaftale med Söderberg & Partners ser det ud til, at det på forhånd er afgjort, at kundernes optjente pensionspenge ryger ned i Söderbergs egen investeringsfond, Tryghed 75. Og det sker angiveligt uden, at den enkelte kunde får direkte rådgivning herom. Det fremgår af en række firmaaftaler fra selskabet, som Økonomisk Ugebrev er i besiddelse af.
”Manipulation er et grimt ord at bruge. Men det her virker som et styret valg. Det er ikke det, jeg forbinder med en uvildig mægler. Jeg tror ikke, at kunderne er klar over, hvad der sker med deres pensioner. Så synes jeg ikke, man lever op til den rolle, en uvildig mægler bør have på det danske pensionsmarked, og jeg synes, det er noget Finanstilsynet bør få set på hurtigst muligt,” siger seniorøkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet til Økonomisk Ugebrev.
Ifølge brancheorganisationen Forsikring & Pension (F&P) betyder det, at hverken virksomheden eller dens medarbejdere får den uvildige rådgivning, som de betaler for. ”Situationen, som den beskrives her, betyder, at mæglerens kunde – det vil sige den arbejdsgiver, som skal tilrettelægge en pensionsordning for sine medarbejdere – ikke i processen får uvildig rådgivning og hjælp til et udbud.
Uanset om mæglerens eget produkt er blandt de bedste på markedet eller det modsatte, så vil mæglerens indtjeningsmæssige interesse gå ud over uvildigheden. Derfor er det ærgerligt, hvis man ikke kan regne med, at pensionsmæglerne er reelt uafhængige, når de hjælper deres kunder med at finde den pensionsordning, der passer dem bedst,” lyder vurderingen fra vicedirektør Thomas Brenøe i F&P.
Hvor meget ekstra man tjener i Söderberg, når kundernes pensioner havner i Tryghed 75, vil pensionsrådgiverens danske direktør Torben Jensen dog ikke svare på.
Dårligere pensioner
Nikolaj Holdt Mikkelsen, fra det uafhængige rådgivningsfirma Dannebrog Invest, mener, at pensionsmæglerne spiller hasard med danskernes tillid til overhovedet at spare op til pension. ”Hvis produktet er valgt på forhånd, hvad er der så at rådgive om, og hvorfor skal man så have en betaling for en rådgivning? Hvor er incitamentet til at anbefale kunderne et andet produkt, hvor man selv tjener færre penge. Man kan ikke være fri af interessekonflikter, når man har sit eget produkt på hylderne,” siger han til Ugebrevet.
Normalt handler pensionsrådgiverens uvildige rådgivning om at finde det bedste pensionsselskab og de bedste produkter på hylderne. Men i dette tilfælde kan rådgivningen så i stedet ende med at være rettet mod de pensionsselskaber, der vil være med til ordningen om at tilbyde Söderbergs egne produkter.
I de kontrakter fra Söderberg, som Økonomisk Ugebrev er i besiddelse af, kan det nemt være tilfældet. Her er AP Pension det selskab, der skal administrere pensionerne i praksis, så en række investeringsprodukter fra AP Pension figurerer også på listen i kontrakterne, hvor det altså er Söderbergs produkt, der er afkrydset på forhånd.
Underligt nok ser produkterne fra AP Pension alle ud til at have klaret sig afkastmæssigt bedre end Söderbergs produkt Tryghed 75, og derfor kan det undre, at virksomhedernes medarbejdere altså som udgangspunkt får det dårligste produkt.
Det har Söderbergs direktør Torben Jensen heller ikke ønsket at svare på.
Læs svar fra AP Pension her.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her