Shape Robotics, som i starten af året flyttede fra First North til main marked, er umiddelbart ude i strid modvind: Likviditeten er ekstrem anstrengt, storaktionærerne flygter, og andet halvår skal give et kæmpe plus, for at leve op til ledelsens udmeldte årsforventning. Chefredaktør Morten W. Langer søger at forklare, hvorfor aktiekursen er mere end halveret de seneste måneder.
Indtil april 2024 lignende Shape Robotics en af fremtidens højdespringere på det danske børsmarked med fokus på fremtidens edtech-udstyr til de europæiske folkeskoler og uddannelsesinstitutioner. Ledelsen har udmeldt en målsætning på én mia. kr. i omsætning for de kommende år, med tilhørende store overskud.
Blot tilbage i april toppede aktiekursen i 45 kr., svarende til en fordobling af kursen på kun seks måneder. Stigningen kom på ryggen af ledelsens forventning på over 300 mio. kr. i salg og 25 mio. kr. i EBITDA-driftsoverskud i 2024. Efter et 2023, hvor egenkapitalen kun steg, på grund af kapitalforhøjelse og udstedelse af nye aktier til opkøb i Polen, blev der altså stillet et rigtigt overskud i udsigt.
Meget lav indtjeningsmarginal
Indtil videre har 2024 været en stor skuffelse, og det må også være baggrunden for aktiekursens rutsjetur – fra toppen i kurs 45 til aktuelt kurs 21, på niveau med kursen i starten af 2022. Shape har været kandidat til at blive årets vækstselskab på First North, og der er leveret flot salgsvækst.
Men set udefra virker forretningsmodellen meget skrøbelig: En stor andel af salget i årets første seks måneder har mest været baseret på grossistsalg af andet udstyr til edtech-klassesæt med en meget lav indtjeningsmargin. Første halvår har givet en omsætning på 106 mio. kr., altså godt en tredjedel af årsforventningen, og et EBITDA-resultat på minus ti mio. kr.
Alt andet lige skal Shape Robotics ledelse altså levere en omsætning på knap 200 mio. kr. i andet halvår samt et driftsoverskud på 35 mio. kr. Det vil være en markant præstation, hvis ledelsen kan levere dette. Selvom ledelsen efter halvåret fastholder årsforventningerne med en henvisning til et bedre produktmix (altså flere egne produkter med høj marginal), en stærk ordreindgang og lancering af et ny produkt, Techducator.
I halvårsregnskabet oplyses dog intet om størrelsen af ordrebeholdningen til levering i andet halvår. Og investorerne er tilsyneladende også mere end skeptiske over for ledelsens forventninger. CEO Mark Abraham har nemlig også udtalt på et investor call i august, at der ikke var planer om en kapitalforhøjelse, selvom bestyrelsen dette forår har fået en bemyndigelse til at udstede nye 2,5 mio. aktier, svarende til 50 mio. kr. ved den aktuelle aktiekurs.
Likviditeten meget anstrengt
De seneste måneders aktiekursfald kan altså både skyldes nervøsitet for en snarlig nedjustering af årsforventningen og nervøsitet for en kapitalforhøjelse til favørkurs. Baggrunden er også en meget anstrengt likviditet, hvor der ved udgangen af halvåret kun var 214.000 kr. i kassen, trods et rekordstort salg.
Likviditeten er meget anstrengt, fordi der tilsyneladende er lange betalingstider for de EU-puljer, som finansierer skolernes køb af Edtech-klassesæt. Til gengæld skal de store leverandører af IT-udstyr have deres penge hurtigt. Ved halvåret var der kundetilgodehavender på 137 mio. kr. og leverandørgæld på 101 mio. kr.
Meget tyder på, at Shape har svært ved at skaffe en solid soliditetsbuffer, enten i form af banklån eller en kapitalforhøjelse, ikke mindst i lyset af den omsætning og det driftsoverskud, der skal leveres i resten af 2024.
Billedet bliver naturligvis ikke bedre af, at en storaktionærgruppe, organiseret i holdingselskabet TAG Holding, det seneste halvandet år har reduceret den samlede ejerandel fra ca. 35 pct. til under ti pct., senest ved et aktiesalg forrige sommer. Bag aktionærgruppen står bl.a. de tidligere Top-Toy-brødre, Martin Henrik Gjørup og Thomas Henrik Gjørup, samt deres tidligere direktør Frank Helles Rasmussen.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.