Den nordiske kapitalfonds historik i Danmark har været præget af store tilbagefald, hvor OW Bunkers kollaps er det mest kendte. I to af de aktuelle porteføljeselskaber er der akkumuleret underskud på næsten 1 mia. kr. Fagredaktør Carsten Steno har spurgt managing partner Søren Johansen, hvorfor det er gået så galt.
Kapitalfonde og deres mange eksperter kan være nok så dygtige til at analysere virksomheders forretningspotentiale, men i praksis er potentialet svært at realisere ved at styre fra bestyrelseslokalet. Faktisk kan det sagtens gå grueligt galt.
Det synes at være den lære, man kan drage af den nordiske kapitalfond Altors danske porteføljehistorik. Decideret bedrageri, sælgere, der har startet konkurrerende virksomhed, uretmæssige regnskaber og uheldig timing er nogle af de forhold, der har præget Altors danske portefølje.
Uforudsete problemer
Altors danske problemer indledtes helt tilbage i 2014, hvor fonden sendte OW Bunker på fondsbørsen, for blot at opleve at selskabet kollapsede mindre end et halvt år efter, med et samlet tab på 1,6 mia. kr. Bl.a. som følge af bedrageri med oliehandler i en afdeling i Singapore.
I 2012 erhvervede Altor Haarslev på Fyn, der producerer maskiner til fremstilling af foder fra kødaffald. Her kom Altor på kant med sælger-familien, der stiftede en konkurrerende virksomhed. Siden er der tabt 514 mio. kr. i selskabet.
En tredje alvorlig bet kom med købet af virksomheden Tresu i Kolding, der fremstiller maskiner til metaltryk. Her viste det sig, at der opstod store tab på igangværende ordrer, som var alt for optimistisk vurderet i de regnskaber, der lå til grund for købet. Virksomheden er nu ved at være på ret køl efter indsættelse af ny ledelse, men samlet er der til dato tabt 387 mio. kr.
Yderligere har Altor i 2015 sammen med Goldman Sachs købt Hamlet Protein i Skanderborg, der fremstiller proteinholdigt dyrefoder. Her har en global svinepest ført til uventede tab i 2019, og en ny ledelse er sat ind.
I Altors portefølje indgår også Norican, der leverer maskiner til bl.a. bilindustrien. Selskabet har foretaget en del opkøb i de seneste par år for at konsolidere branchen. 2019 gav et underskud på 23 mio. kr. Coronaen har ramt bilindustrien og dermed også Noricans omsætning.
Endelig har Altor siden 2007 ejet Wrist i Aalborg, en skibsprovianteringsvirksomhed, som i 2018 købte en stor hollandsk konkurrent. Integrationen af virksomheden løb ind i store problemer og har reduceret overskuddet.
Uheldig timing har været problemet, da Altor sammen med den norske hotelkonge Peter Stordalen i efteråret 2019 købte den danske rejsekoncern Spies billigt ud af konkursboet efter den britiske rejsegigant Thomas Cook. Seks måneder efter blev rejsebranchen lagt i dvale af pandemien.
Managing partner Søren Johansen erkender, at man ved et kig på regnskaberne godt kan se, at Altor i flere af porteføljeselskaberne er løbet ind i alvorlige problemer. Men han mener ikke, at der er sammenhængende årsagsforklaring.
Ledelser udskiftet
”I en virksomhed som Haarslev har det vist sig svært at kontrollere fra bestyrelseslokalet, hvad det er, der går galt. Eksempelvis er det vanskeligt at vide, om omkostninger ved elinstallationen af en kødforædlingsfabrik i Argentina er budgetteret korrekt.
Her skal man helt ned i detaljen. Vi måtte konstatere, at den oprindelige familieleder, som vi satsede på, i høj grad styrede virksomheden via mobiltelefon. Der var ikke tilstrækkelige støttesystemer til bl.a. projektstyring. Derfor har vi måttet skifte ledelsen ud.”
”Det samme er tilfældet i Tresu, som blev købt af Erhvervsinvest. Her har vi også skiftet ledelse efter at have konstateret, at store projekter regnskabsmæssigt var indregnet forkert og alt for optimistisk.”
”I Haarslev og Tresu har vi haft mange overraskelser. Det kommer til at tage mere tid for de to selskaber at præstere et afkast til deres fonde. Men grundlæggende tror vi stadig på dem, og Tresu har haft en fin udvikling på det seneste.”
Sammenfattende siger Søren Johansen: ”Man kan lede efter mønstre, og vi forsøger hele tiden at blive bedre. Men i hver af de cases, vi har haft i Danmark, har der været særlige forklaringer, som ikke nødvendigvis hænger sammen.
Det kan lyde banalt, men det drejer sig om at finde de rigtige ledere. Det kan man ikke altid gøre, før man har været inde i en virksomhed i et stykke tid. Men grundlæggende har vi trods alt været gode til at finde virksomheder, som er positioneret godt i markedet og som kan udvikle sig. Vi må så bare gå ind og løse problemerne som ansvarlige ejere.”
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her