Analyse: Løkkes ”råderum” på 69 mia. kr. er et fantasifoster

Folketingsvalg 2019: Som bekendt var statsminister Lars Løkke Rasmussens første store gave til danskerne i starten af valgkampen 69 mia. kr. til ”styrket kernevelfærd.” Penge, som skal komme fra det finanspolitiske råderum frem mod 2025. Men er pengene der overhovedet, spørger chefredaktør Morten W. Langer i denne analyse.

Lars Løkke Rasmussen startede med en lige lovlig smart manøvre, da han forleden skabte avisoverskrifter ved at ville komme med 69 mia. kr. til styrket kernevelfærd. Umiddelbart så regnestykket svært ud, da hans egen regering i den seneste konvergensrapport anslår, at det finanspolitiske råderum vil være 24,5 mia. kr. i 2025. Dagen efter komme det da også frem, at Løkke havde lagt de næste fem års ”gaver” sammen til et samlet beløb.

GLEMMER ØKONOMISK OPBREMSNING

Sandheden er altså nærmere, at der i gennemsnit de næ-sten fem år vil blive lempet på de offentlige udgifter for ca. 14 mia. kr. årligt. Det vil lige netop kunne dække den demografiske udvikling, altså de merudgifter, som vil følge af flere ældre, længere levetider og så videre. Det vil kræve flere ”varme hænder” i den offentlige sektor, men servicekvaliteten pr. bruger vil være den samme som i dag. Det er næppe et forslag, som Socialdemokratiet vil kæmpe imod. Og så skulle den vel være på plads.

Men nej: Det er nemlig særdeles tvivlsomt, om det beregnede råderum på 69 mia. kr. holder vand – i lyset af den hårde økonomiske opbremsning i Europa det seneste halve år. Faktum er, at beregningen af råderummet er baseret på den økonomiske virkelighed, som fandtes i oktober sidste år. De seneste officielle data for ”råderummet” er fra regeringens konvergensrapport fra april 2019. I rapporten oplyses, at ”Det finanspolitiske råderum frem mod 2025 er et mål for, hvor meget plads der er til nye politiske initiativer på skatte- og udgiftsområdet, herunder realvækst i det offentlige forbrug eller andre politiske initiativer, inden for målet om strukturel balance i 2025.” Det opdaterede råderum oplyses til 24,5 mia. kr. i 2025.

Om baggrund herfor oplyses blandt andet (side 17), at ”Konvergensprogrammet bygger på konjunkturvurderingen i Økonomisk Redegørelse, december 2018. Siden december-redegørelsen er der offentliggjort nationalregnskabstal for 4. kvartal 2018 og en række nøgletal. Tallene viser, at opsvinget i dansk økonomi fortsætter i overensstemmelse med forventningerne i decemberredegørelsen. På den baggrund er det i konvergensprogrammet lagt til grund, at konjunkturgrundlaget er uændret i forhold til december-redegørelsen. Det oplyses også (side 19), at ”Frem mod 2023 tager forudsætningerne om udlandet udgangspunkt i IMF’s seneste mellemfristede fremskrivning, World Economic Outlook, oktober 2018”: I tabel 2.1 fremgår det, at samhandelspartneres BNP-vækst i 2019 forventes at blive 2,1 procent og i 2020 2,0 procent.

Samlet set er råderummet altså beregnet ud fra det makroøkonomiske billede sidste efterår. Og enhver makroøkonom ved, at det globale økonomiske billede har ændret sig markant i negativ retning det seneste halve år. Eksempelvis har den tyske regeringen nu en forventning til tysk BNP-vækst i år på 0,5 procent, og det er næsten uundgåeligt, at opbremsningen i international økonomi også kommer til at smitte negativt af på dansk økonomi før eller siden.

SORTE SKYER

Så det kan godt være, at en optimistisk beregning fra sidste efterår viser, at det finanspolitiske råderum er knap 25 mia. kr. i 2025. Men hvis beskæftigelsen ikke fortsætter med at buldre frem i Danmark, og der tværtimod kommer flere arbejdsløse, ser billedet meget anderledes ud. At der er sorte skyer på vej ind over dansk økonomi, fremgår med al tydelighed af Danske Banks seneste udmelding om, at banken nu skruer ned for udlånsvilligheden i Danmark, netop fordi man ser en mindre stabilitet i dansk økonomi end eksempelvis i svensk og norsk økonomi.

Så det kan altså meget vel være, at det sælger billetter under den igangværende valgkamp at sælge råderummet på i alt 69 mia. kr. frem mod 2025. Men som tingene ser ud lige nu, tyder meget på, at pengene skal hentes andre steder – gennem strukturreformer eller højere skatter på private eller erhvervslivet. Men det er jo nok ikke en debat, som egner sig for en valgkamp som den aktuelle, hvor politikerne helst vil snakke om, hvad pengene skal bruges til, og ikke så meget om hvor de skal findes.