Godt forsinket går en ny pensionskommission nu i gang med at kulegrave det danske pensionssystem. Vi ved nu, at Arne kommer tidligere på pension, men prisen er, at man ikke lige foreløbigt får gjort noget ved sektorens svage konkurrence, som Konkurrencestyrelsen har påpeget. Skærpet konkurrence kunne ellers mageligt have betalt for Arnes pension – og mere til, skriver fagredaktør Carsten Vitoft i denne analyse.
I denne uge faldt flere tunge ting på plads på det danske pensionsmarked, da regeringen endelig meldte ud om Arnes pension og udnævnte en formand for den nye Pensionskommission. Toget har så at sige forladt perronen, og det bliver Jørn Neergaard, der som ny formand for Pensionskommissionen skal se pensionssystemet efter i sømmene i de kommende år. Altovervejende skal han se på tilbagetrækning, så det bliver muligt for Arne og andre at forlade arbejdsmarkedet tidligere, men samtidig også muligt for andre at blive der længere, lyder det i kommissoriet.
Centralt i denne dagsorden står pengene og finansieringen. Først og fremmest hvem der skal betale for Arnes pension. Dernæst at kommissionen ikke må komme med forslag, der ikke er selvfinansierende – i hvert fald indtil 2040.
Defekt konkurrence
Når pengene nu spiller så stor en rolle i debatten, kan man undre sig over, at regeringen helt valgte at se bort fra Konkurrencerådets nu otte måneder gamle rapport, der går hårdt i kødet på konkurrencen i pensionssektoren. Den sagde bl.a., at danskerne hvert eneste år betaler over 23 mia. kr. for at få forvaltet deres pensioner, og at konkurrencen omkring dette ikke fungerer.
Til sammenligning foreslår regeringen nu, at hele finanssektoren, og altså ikke kun pensionssektoren, skal bidrage med 1,5 mia. kr. årligt.
Den ansvarlige minister, Simon Kollerup, har stadig ikke rørt en finger nu ni måneder efter, at rapporten blev offentliggjort. Og det virker heller ikke til, at ministeren prioriterer konkurrencespørgsmålet særligt højt, selv om der samfundsøkonomisk er tale om en hel de flere penge end i Arne-debatten.
Ugebrevet har spurgt ministeren, hvad han har gjort oven på rapportens kradse kritik af konkurrenceforholdene i pensionsbranchen, og hvad han tænker videre at gøre nu.
”Jeg har bedt Erhvervsministeriet om at gennemgå rapportens anbefalinger, så vi kan få kigget på, om der behov for justeringer. Arbejdet er dog, desværre, blevet forsinket på grund af COVID-19,” lyder svaret halvanden måned efter, spørgsmålene blev stillet.
Coronakrisen har selvfølgelig påvirket mangt og meget. Men rapporten blev fremlagt i december sidste år, og siden har ministeren nået at udnævne bestyrelserne i Dansk Design Center, Danmarks Grønne Investeringsfond og i øvrigt nye formænd for Vækstfonden og Finanstilsynet.
En arbejdsgruppe til at se på Konkurrencerådets mange anbefalinger er det dog ikke blevet til fra ministeren. Den glimrende mulighed at lægge dette arbejde ind under den nye kommission er heller ikke blevet grebet. Man kunne ellers argumentere for, at et mere velfungerende pensionsmarked på sigt ville spare staten så mange penge i bl.a. folkepensionen, at der blev ekstra økonomisk råderum til både Arne og kommissionen.
Kortsigtet løsning?
Det er svært at tro på ministerens udmelding her. Mener han virkelig, at en ny arbejdsgruppe kan søsættes, mens regeringen arbejder videre med Arne-projektet, samtidig med kommissionen ser på tilbagetrækning, og Finanstilsynet i øvrigt ser på omfordeling i pensionssektoren?.
Resultat bliver sandsynligvis, at Konkurrencerådets meget roste rapport om pensionsmarkedet bliver det største og dyreste offer for samfundet for at få gennemført Arnes tidligere pension. Kommissionen er først færdig i første kvartal 2022, og først derefter skal det politiske arbejde i gang.
Indtil de ting er færdige, bliver det svært at søsætte nye projekter på pensionsmarkedet, for branchen vil selvfølgelig – og med god grund – sige: ”Lad nu lige Kommissionen gøre sit arbejde færdigt først.”
Måske er det også årsagen til, at netop pensionsbranchen har været meget afmålte i sin kritik af en finansiel særskat, mens bankerne har stået i hylekor. Det er måske alligevel bedre at betale en del af en regning på 1,5 mia. kr. end at få lovgivning ned over hovedet, der sætter pres på 23 mia. kr. i årlige indtægter.
